Victoria's Secret i modvind: Kan du spotte nogen fejl ved dette billede?

Et modelbillede har fået Victoria's Secrets Instagramside til at koge over med kommentarer.

En række Instagrambrugere har bemærket, at et modelbillede fra undertøjsfirmaet Victoria's Secret ser noget mystisk ud. 

Det drejer sig om modellen til venstre i billedet.

- Med den arm kunne hun ikke engang løfte en dåse bønner. Det er åbenlyst photoshoppet, og der er en ekstra albue til højre, skriver brugeren Anniecjx eksempelvis under billedet fra Victoria's Secrets Instagramside, der har fået over 700 kommentarer med på vejen. 

- Hvorfor photoshoppe? Modellerne er smukke, og jeg ville elske at se ud som dem, skriver Lauren Fisher i en anden kommentar. 

Andre bemærker, at mavemusklerne ikke matcher den måde, modellen til venstre sidder på. 

Men ikke alle er enige i kritikken, og brugeren Ainsgar skriver eksempelvis, at modellens arm bare er tynd fra naturens side. 

- Det er et dårligt foto, men det ser ikke photoshoppet ud, skriver en anden.

Ifølge Huffington Post er det modellerne Martha Hunt, til venstre, og Stella Maxwell, der optræder på billedet for undertøjsgiganten. 

Er der noget om snakken?

Victoria's Secret har ikke selv afsløret, om de har været for flittige med viskelæderet.

Og det er heller ikke så ligetil at se ifølge Maria Refsgaard, der er mediegrafiker og underviser i photoshop på Kursusfabrikken i Aarhus. 

- Der er ingen tvivl om, at billedet er photoshoppet, men om det er blevet manipuleret med, er jeg i tvivl om, siger hun og forklarer, at det ligeså godt kan være albuen, der stikker ud i højre side og maven, der ser sjov ud, fordi modellen sidder lidt skævt. 

- Det er ikke en tydelig photoshop-fejl.

Maria Refsgaard påpeger, at fordi vi efterhånden har set så mange pinlige fejl med photoshop, er vi blevet endnu mere opmærksomme og leder efter dem.

 - Alle billeder er photoshoppet på en eller anden måde. Modellerne er blevet shinet op i huden og har fået glimt i øjet, og det er en markedsføring, der gør, at folk ser bedre ud. Men hvis du manipulerer direkte ved at gøre hende tyndere eller benene længere, så laver du direkte om på et menneske, og det er lidt snyd, siger hun. 

Afstemning

Har Victoria's Secret har været for flittige med Photoshop og manipuleret billedet?