Gavepolitik og mobilbrug: Sådan undgår du konflikt på forældremødet

Lola Jensen kommer her med tips til, hvordan forældremødet bedst håndteres.

Det er ikke nemt at nå frem til fælles retningslinjer i en ny 0. klasse, og derfor kan et forældremøde ende i utilfredshed og vrede.  

Der kan eksempelvis være diskussioner om, hvornår børnene skal have deres første mobiltelefon, hvor mange arrangementer, der skal holdes, legegrupper, fødselsdagsgaver og lignende. Det kan give gnidninger blandt forældrene.

Flertallet bestemmer

Familievejleder Lola Jensen opfordrer til, at man går til det første forældremøde med en åben attitude og husker på demokratiet under diskussionerne.

Er man uenig i, hvornår et barn får en mobiltelefon eller antallet af arrangementer, så er det vigtigt at lytte til flertallet. Ellers kan debatten hurtigt blive meget negativ og ender med, at intet bliver til besluttet. 

- Det er sådan i skolen, at når bare en eller to går imod det fælles forslag, så falder alt til jorden, siger Lola Jensen i 'Go' morgen Danmark'. 

Derfor er det vigtigt at bakke op om flertallets beslutning. 

- Det kan ikke nytte noget, at man går hjem og siger: "Det vil jeg slet ikke være med til. Der var nogen, der bestemte det, men det bliver uden mig", for så bliver det også uden dit barn, og uden at fællesskabet kommer til at fungere. 

Kunstigt men nødvendigt

Et tema, der kan tages op på forældremødet, er legegrupper, hvor børnene bliver bedt om at lege med alle børn i klassen. Selv om Lola Jensen synes, de er kunstige, så er de også nødvendige og et udtryk for tiden.

- Du lukker ikke bare dit barn ud på vejen, og så er de sammen med nogle børn. Hvis ikke vi laver de her kunstige legegrupper, så rammer det de børn, som sidder ensomt tilbage, siger hun.

Legegrupper kan stoppe mobning, udvikler barnet og så lærer forældrene hinanden bedre at kende, fortæller familievejlederen.  

Gavepolitik - hvor meget?

Hvem, der skal inviteres med til fødselsdag og hvor meget man skal give i gave, kan også være et diskussionsemne. 

Lola Jensen slår fast, at man enten skal invitere alle i klassen eller fokusere på at invitere alle drengene eller pigerne. 

Beløbet til en gave bør maks være 30 kroner, for så kan alle være med, siger familievejlederen. Hun mener også, at det vækker mere begejstring at give små gaver fra hvert barn end en stor fællesgave - også selv om det kan være irriterende for forældrene med en masse småting. 

- Børnene kan meget bedre lide at få 20 små gaver til 30 kroner, siger Lola Jensen. 

Herunder giver familievejlederen tips til at håndtere fødselsdage i klassen: