Livsstil

Pas på din hud: Disse sygdomme ødelægger den

Får din hud først skader, mister den sin enestående evne til at beskytte din krop.

Huden er kroppens største organ og dækker vores ca. to kvadratmeter store overflade. Isoleret set vejer vores hud omkring tre kilo, og ifølge Kaare Weismann, der er professor dr.med. i dermato-venerologi (hud- og kønssygdomme), har huden en række meget vigtige funktioner.

– Vores hud beskytter os ikke kun mod slag og skrammer, men har også en masse sanseceller, der blandt andet gør, at vi kan undgå at brænde os, hvis vi kommer til at røre ved noget meget varmt, fordi vi som refleks trækker hånden til os.

Skulle vi slå os, skære os eller brænde os, har huden også en enestående evne til at reparere sig selv, siger Kaare Weismann og peger på, at huden også beskytter os imod skadelige påvirkninger udefra ved at være en del af vores immunforsvar og hindre skadelige stoffer og mikroorganismer, som for eksempel bakterier, i at trænge ind gennem huden til resten af kroppen.

En anden barrierefunktion er, at vores hud er vandtæt, og det er vigtigt for at forhindre, at vand fordamper fra vores krop – især fordi omkring 60 procent af vores krop består af vand, og vi hurtigt ville blive dehydrerede, hvis ikke huden forhindrede vandet i at fordampe. Ifølge Kaare Weismann er det meget vigtigt at passe på sin hud, for får den først skader, er den ikke længere et effektivt beskyttelseslag.

Læs også: Boost din forbrænding og tab dig op til fem kilo på to uger.

For meget sol straffer os

Det største problem for vores hud er, ifølge Kaare Weismann, lysskaderne fra vores yngre dage, hvis vi har fået for meget sol eller gået for meget i solarium. Det betaler vi for 25-30 år efter, blandt andet ved at huden degenerer, og vi får rynker.

– Overdreven solbadning tidligt i livet betyder, at man i 40-års alderen kan have et ansigt som en 60-årig. Og selv om man har fået rynker efter for meget sol, og derfor tænker at det løb så er kørt, så er der ingen grund til at fortsætte med at udsætte den for de skadelige uv -stråler.

– Vi kan nemlig risikere at få forskellige former for hudkræft, hvor modermærkekræft er den mest alvorlige, siger Kaare Weismann, der anbefaler, at man smører sig med faktor 50, hvis man opholder sig meget i solen for at undgå hudskader, der kan føre til hudkræft.

Læs også: Her er seks planter, der booster din lyst til sex – se hvilke her.

– Selv om Sundhedsstyrelsen anbefaler faktor 15, mener jeg ikke, det er nok, for cremer med så lav en faktor hindrer ikke mange af de skadelige stråler for huden. Det er ikke kun ansigtet, der får sol, men også halsudskæring og håndrygge, så husk også at bruge solcreme her.

Jeg fraråder, at man opholder sig direkte i solen. En sund hud er ikke lig med en solbrun hud, som mange kvinder af en eller anden grund tror – solbrun hud er skadet hud. Alle de skader vores hud får i livet, glemmer huden ikke, så taxameteret kører.

Jo flere solskader man har fået, desto større er risikoen for hudkræft. Så hvis man er meget optaget af at se brun ud, så brug eventuelt en selvbruner i stedet, anbefaler Kaare Weismann.

Rynker er ganske vist uskadelige, ligesom de pigmentpletter, som solen forårsager i ansigtet. Man kan dog få kronisk irriteret hud af for meget sol – hud der skæller meget og har røde pletter. Det sker hyppigst, hvis man er meget lys i huden, som vi typisk er i Norden. I så tilfælde bør man gå til sin læge og få det kontrolleret. Det kan i sjældne tilfælde udvikle sig til hudkræft.

– Huden mister mange af sine beskyttende funktioner, efterhånden som vi ældes, ligesom immunforsvaret nedsættes. Det betyder også, at huden lettere får skader. Når der opstår skader, er de også sværere at reparere, siger Kaare Weismann.

Læs også: Her er fem gode råd til dig, der er B-menneske.

Sådan ældes huden

Efterhånden som vi bliver ældre, danner vi ikke så hurtigt nye hudceller. Med alderen bliver vores hudceller desuden mere skrøbelige og går lettere til grunde. Vores hud bliver mere tør og tynd, og så kommer rynkerne.

Vi kan også få leverpletter, som skyldes skader på melanocytterne, som danner pigmentet melanin. Det er melanin, der gør os brune. Leverpletter har ikke noget med leveren at gøre, men er brune pletter, som kommer, fordi melanocytterne er meget koncentreret et sted på huden.

Vi kan så opleve, at vi andre steder på huden får hvide hudpletter, som er et udtryk for, at vi helt mangler melanocytter.

Huden er inddelt i tre lag, der er forbundet med hinanden:

1. Den tynde overhud (epidermis), hvor nye hudceller dannes.

2. Læderhuden (dermis), der er hudens bindevævslag 3. Underhuden (subcutis), som mest består af fedtceller. I læderhuden dannes kollagen, som gør vores hud stærk, og elastin, der gør huden elastisk.

Med alderen danner vi mindre kollagen og elastin, og vores hud bliver derfor mere rynket at se på. Desuden nedbrydes kollagen og elastin af uv-stråler. Med alderen får vi også mere tør og skrøbelig hud, og det skyldes, at hudens talgkirtler mindsker produktionen af sebum. Fedtcellerne i underhuden bliver færre, og vores hud bliver mere slap.

Mangler du B-vitamin?

B3-vitaminmangel kan opstå, hvis man ikke spiser varieret, og så risikerer man at blive fejlernæret, og det kan man også se på huden. Man vil opleve voldsomme hudforandringer, hvor huden bliver barkagtig og grov pigmenteret.

Når man først er i underskud af B3- vitamin, bliver man også ekstra lysfølsom, og man bliver derfor hurtigere skoldet og får lettere soludslæt. Hvis man går til sin læge og får udskrevet B3-vitamin i de rigtige doser, kan man allerede i løbet af et par uger se resultater på huden.

Kender du Rosacea?

Rosacea er en kronisk betændelse, der giver rød blussende ansigtshud. Huden kan føles stikkende eller prikkende. Rosacea viser sig i panden, på kinder, næse og hage, hvor huden bliver rød og hævet. Man vil også kunne se små udvidede blodkar. Kvinder får Rosacea noget oftere end mænd.

Man regner med, at tre til fem procent af befolkningen får rosacea. Når man har fået sygdommen, forværres den typisk af sollys, ekstreme temperaturer, varme drikke, alkohol og stærkt krydret mad. Rosacea kan behandles med cremer og/eller tabletter.

Modermærkekræft

Modermærkekræft er den værste følge af at have udsat sig for for mange af solens skadelige stråler – det gælder både hvis man har opholdt sig meget udendørs i solen uden tilstrækkelig solbeskyttelse, og hvis man har taget solarium.

Modermærkekræft er lidt hyppigere hos kvinder end mænd med omkring 1.000 nye tilfælde om året. Sygdommen viser sig tit ved, at man får et nyt modermærke, der forandrer sig, eller man har et gammelt modermærke, der forandrer sig ved at ændre form, farve eller størrelse.

Det kan blive ujævnt eller tykkere, begynde at danne skorpe eller bløde, ligesom det kan begyndte at klø konstant eller i det hele taget føles anderledes end før. Det kan også være et sår, der ikke vil hele. I de allerfleste tilfælde kan det behandles, ved at man får det fjernet hos en hudlæge. Da det kan udvikle sig til en livstruende sygdom, er det vigtigt at opdage den så tidligt som muligt. Modermærkekræft er i voldsom stigning, og antallet af ramte er fordoblet igennem de sidste 10 år.

Almindelig hudkræft

Den mest almindelige form for hudkræft er basalcellekræft, som typisk starter som små knuder, der kan blive til åbne sår. Hudkræften kommer, fordi man er blevet udsat for solens ultraviolette stråler.

Man har øget risiko for at få basalcellekræft eller almindelig hudkræft, som denne form for kræft også kaldes, hvis man er meget lys i huden og derfor tåler solen mindre godt. Det samme gælder, hvis man i mange år har oplevet at blive solskoldet.

Det er typisk i ansigtet og andre steder på kroppen, der er særligt udsatte for sol, at man finder den. Denne form for hudkræft udvikler sig meget langsomt og spreder sig yderst sjældent. Dog er det vigtigt at få hudkræften fjernet enten kirurgisk eller med røntgenstråler. En nyere behandling består i at påføre cremer, der stimulerer immunforsvaret eller ødelægger de syge celler.