Livsstil

Her får danske fiskere den forbudte gigantfangst på krogen: - Ikke for små drenge

En blåfinnet tun, der vurderes at veje hele 450 kilo, er fanget i dansk farvand. Det er dog ikke lovligt at fiske efter tun.

En kæmpetun på over tre meter, som vurderes at have slået den tidligere danmarksrekord, er blevet fanget i Kattegat. 

- Tun har været væk fra de danske farvande siden 1950'erne, så derfor er det en kæmpe-sensation, når der bliver fanget en fisk, der estimeres til 450 kilo. Det er en gigantisk fisk, fortæller chefredaktør for 'Fisk & Fri', Jens Bursell.

Den tidligere danmarksrekord er på 372 kilo. 

Chefredaktøren har talt med de to fiskere, der ønsker at være anonyme, fordi det ikke er lovligt at fange tun i danske farvande.

Derfor er fisken ikke blevet vejet, fordi den skulle sættes ud igen. Men den er målt til 303 centimeter, og derfra er vægten vurderet.

200 meter line 

Selve tunen blev fanget med en kraftig stang, et hjul med mange hundrede meter tyk line og nogle stærke kroge, fortæller chefredaktøren. 

- Og så var det med at holde på hat og briller, for en tun på 450 kilo er mega stærk. Allerede i første udløb, tog den her tun 200 meter line direkte mod bunden, siger Jens Bursell. 

- Den rent lystfiskermæssige præstation er kæmpestor. Det er fysisk anstrengende at 'fighte' sådan en fisk, og det er ikke for små drenge.

Hvis man vil genudsætte en fisk i god behold, skal man ikke kæmpe med den i for mange timer, fortæller han.

- Der var rimelig høj søgang, og det tog dem 68 minutter, hvilket er ret kort tid for at lande sådan en stor fisk. Du bliver nødt til at vise den, hvem der bestemmer. Hvis man fighter dem for blødt, kan det tage 10 timer at hive dem op, fortæller han. 

Optagelser viser stimer af tun ud for Skagen.

- Lad os få nogle kvoter

Jens Bursell fortæller, at tunbestanden er på vej op, og derfor har de to fiskere ønsket at sætte fokus på emnet med deres fangst. 

- Der er så mange store tun i de danske farvande nu, så det er muligt at fange dem. Lad os få nogle kvoter, så vi kan drive et bæredygtigt lysfiskeri efter de her tun, siger han. 

Tunsæsonen er fra slut august til start oktober, og chefredaktøren mener ikke, det er urealistisk, at der gemmer sig tun i de danske farvande, der endnu større - op til 600 - 800 kilo.

- Det giver nogle fantastiske muligheder for de lokalsamfund, hvor tunen trækker forbi. Folk betaler spidsen af en jetjæger for at fiske tun. Det vil trække turister til fra hele verden, som vil betale mange penge for at fange tun og så ovenikøbet genudsætte dem, siger han.  

Han mener, at især Skagen, Frederikshavn, Læsø og Anholt vil få stor gavn af en lovliggørelse.

Her ses den store tun, som to anonyme fiskere fik på krogen.
Tunen er målt til 303 centimeter.
Tunfisken vurderes at veje hele 450 kilo.

Vent med at tage på tunfangst

Magasinet 'Fisk & Fri' har beskrevet den store fangst i detaljer på deres hjemmeside, og de har valgt at dele historien på trods af, at det er ulovligt at fiske efter tun i Danmark. 

- Vi har publiceret den her fangst, fordi vi mener, der ligger et politisk budskab i, at de her fisk er der, og de er til at fange. Det vil være vigtigt for mange mennesker, at vi kan få nogle kvoter, siger chefredaktøren, men pointerer også, at man ikke bare skal gå på tunfangst nu og her: 

- Her på 'Fisk & Fri' opfordrer vi ikke til, at man går ud og fisker efter dem selv.  Vi opfordrer til, at man venter på, at det forhåbentlig snart bliver lovligt, siger Jens Bursell.

Herunder kan du se en video af en havfisketur efter tun. Klippet er optaget cirka 20 sømil fra Skagen af 'Fisk og Fri':