Livsstil

Fredfyldt dødsstund ødelagt: Hvorfor kunne mormor ikke dø i fred?

Sognepræst Kathrine Lilleør kan ikke forstå, hvorfor ældre ikke kan få lov til at dø uden genoplivning, hvis de gerne vil. Simon Skipper / Scanpix Denmark

Sognepræst Kathrine Lilleør ønsker en retsgaranti, så ældre ikke genoplives, hvis de selv ønsker at dø.

Oplevelsen af den dag Kathrine Lilleørs mormor udåndede, har efterladt varige mén hos familien.

Det fortæller præsten om i en klumme på Berlingske, hvor hun argumenterer for, at man skal have ret til at modsætte sig genoplivning.

Det blev ikke et fredeligt farvel til mormoren den dag i 1998 på trods af, at hun døde i sin datters arme. Mormoren var på det tidspunkt 89 år og sengeliggende, fortæller Kathrine Lilleør til TV 2.

- Det var klart, at hun muligvis kunne dø, og derfor havde min mor, der boede et minut væk, sagt, at plejehjemspersonalet skulle ringe til hende, uddyber hun.

Personalet ringede derfor til moren, og samtidig ringede de efter en ambulance, hvilket er almindelig praksis.

- Min mor når at komme frem først, og min mormor udånder tydeligt i hendes arme. I minutterne efter, hvor min mor sidder med min mormor i favnen, kommer ambulancefolkene væltende. De kaster min mor til side og trækker min mormor ned på en båre og maser hende ud af lejligheden. Min mor forsøger at forhindre det, for min mormor var jo død, fortæller Kathrine Lilleør.

Etisk Råd: Behov for lovændring

Hendes klumme om emnet kommer i kølvandet på en artikel i Information, hvor der bliver sat spørgsmålstegn ved, hvorfor vi genopliver ældre, der ønsker at dø.

Medmindre der foreligger en skriftlig erklæring fra lægen om, at der ikke skal forsøges genoplivning, har sundhedspersonalet - med få undtagelser - pligt til at forsøge genoplivning.

Ifølge avisen står arbejdsgruppen ’Etik ved livets afslutning’, der hører under Etisk Råd, i øjeblikket for at udarbejde en rapport, der fokuserer på problemstillingen. 

- Selve grundlaget for den måde, som vi har tilrettelagt vores sundhedsvæsen på, er, at det er forbudt at dø. Som det er nu, så risikerer plejehjemspersonalet principielt op til to års fængsel, hvis de lader en 85-årig dø, uden at en læge har godkendt det. Også selvom de ved, at det er det, som vedkommende ønsker, siger Poul Jaszczak, der er formand for arbejdsgruppen, til Information.

Han siger til avisen, at han vil blive "dybt overrasket", hvis ikke rapporten ender med at konkludere, at der er behov for en lovændring på området.

Stjal den sidste afsked

For Kathrine Lilleørs familie blev mormorens død en kaotisk oplevelse, hvor moren blandt andet forgæves forsøgte at forhindre båren i at blive bragt ind i ambulancen. Senere kunne moren se ambulancen holde ind til siden, hvorefter vognen rystede, fortæller Kathrine Lilleør.

- Der ved vi, at de forsøgte at genstarte hendes hjerte. Men vi ved ikke, om det lykkedes i et øjeblik, om det gjorde ondt og om hun havde smerter. Der er meget stor forskel på at udånde i sin egen datters arme og så dette, fortæller hun.

I sin klumme skriver sognepræsten:

- Min mormors død, der ellers tegnede smukt, har efterladt os med varige mén. At udånde i en datters arme, er jeg ikke i tvivl om, at min mormor var glad for. Hele efterspillet med ambulancefolk, genoplivningsforsøg og familiens samling omkring en hospitalsseng, stjal den sidste afsked fra os. Hvor vi ellers ville have samlet os i hendes stuer, grædt, sunget og lagt blomster ved hendes side, var vi nu henvist til hospitalets kliniske rammer.

Ret til at dø, hvis man vil

Kathrine Lilleør bebrejder ikke de mennesker, der ville hjælpe hendes mormor, men hun kæmper for, at man kan få lov til at dø, hvis man ønsker det.

- Det kan ikke være rigtigt, at staten skal bestemme over mit dødsøjeblik. Vi skal have retten til at dø, når vi dør, siger hun.

Hun mener, at det kan gøres meget mere enkelt end den praksis, der er i dag:

- Hvis man kommer ind på et plejehjem eller på et hospital meddeler man ganske enkelt og gerne til flere personer, at man ikke ønsker genoplivning, og har man meddelt det, så er det gældende, siger hun.