Livsstil

Sådan må du aldrig læsse din trailer

Det er langt fra ligegyldigt, hvordan du læsser din trailer. Gør du det forkert, kan det have fatale konsekvenser for dig selv og andre.

Efter en uge med godt vejr, er der nok mange danskere, som skal i haven i weekenden. Og det skaber haveaffald. Haveaffaldet skal jo oftest transporteres bort, men læsser du ikke din trailer korrekt, kan det gå hen at blive farligt for både dig og dine medtrafikanter.

Det viste Dun Laighaire Marina, da de offentliggjorde den video, der ligger øverst i artiklen. Videoen blev på knapt to uger blevet set mere end 31 millioner gange og er nu nået op på 34 millioner visninger.

Formindsket bremselængde og slinger

Jørgen Jørgensen, der er seniortekniker hos FDM, er enig i, at videoen belyser en vigtig problematik, når man skal ud at køre med sit ’vogntog’.

- I videoen er selve trækket jo lidt længere, end det ville være i virkeligheden, så det er selvfølgelig sat på spidsen, men det illustrerer alligevel ret godt, hvad der kan ske, hvis du læsser din trailer forkert, siger han.

En trailer er lavet til en vis vægt. Putter du mere vægt på, og fordeler du den forkert, kan traileren komme ud af balance og i værste fald vælte eller hive bilen ud af kurs. Derudover bliver bremselængden markant forlænget.

Jørgen Jørgensen kommer her med tre gode råd til, hvordan du læsser din trailer, så du ikke er til farer for dig selv eller andre i trafikken:

1. Hav altid styr på lastevægten.

- Først og fremmest skal du jo læse, hvor mange kilo traileren er godkendt til. Mange af de små trailere må jo kun køre med 300 – 500 kilo, og det kommer man meget hurtigt over, siger Jørgen Jørgensen, der er seniorteknikker hos FDM.

Mange bliver overraskede over, hvor lidt de egentlig må køre med i deres trailer. Der er ofte plads til en del mere på traileren, end dens lastevægt kan holde til.

Grus fylder eksempelvis ikke meget på en trailer, men på en gennemsnitlig havetrailer kan der fx kun ligge så meget grus som du ser på billedet herunder, hvis lastevægten er 325 kg.

Kig efter mærkatet bag på traileren, for at finde ud af, præcis hvor meget, du må køre med.

Køber du for eksempel fliser, vil du ofte kunne få oplyst, hvor meget en flise vejer, og derfra er det bare at udregne, hvor mange du må køre med.

2. Placér vægten rigtigt.

- Vægten skal være placeret rigtigt. Der skal være det, der hedder det korrekte kugletryk. Det vil sige det tryk som traileren har på anhængertrækket. I videoen er det kugletrykket han ændrer, siger Jørgen Jørgensen.

Som du også kan se på videoen, skal man placere vægten så tæt på bil som muligt.

Det er vægtstangsprincippet, der er i spil. Jo mere vægt og jo længere væk fra hjulakslen, du flytter vægten, jo mere trykkes der på anhængertrækket. Et normalt kugletyk bør være 50 - 75 kg for at opnå stabil kørsel.

3. Sørg for at godset ligger fast.

- De ting du transporterer skal ligge fast. Fliser, grus og jord behøver du ikke fastgøre, men haveaffald og andet der kan flyve af, er det vigtigt at sikre.

Det kan være en god idé at erhverve sig reb eller blækspruttearme.