Livsstil

Stjerneforfatter hyldede danske Sille: Nu læser millioner hendes erotiske fortællinger

Kærlighedsforfatteren Sille Justesen har udgivet to bøger i USA, og hun er kendt under forfatternavnet 'S. J. Hooks'. Torsdag udkom bøgerne på dansk.

Mens andre slapper af ved at se fjernsyn om aftenen, sætter danske Sille Justesen sig foran computeren for at skrive.

I USA har hun allerede udgivet to bøger under forfatternavnet S. J. Hooks, og hendes fortællinger er blevet læst af millioner på nettet. 

Bøgerne beskrives som erotiske kærlighedsfortællinger, og udgangspunktet for indholdet er det såkaldte 'fanfiktion'. 

Genren handler om at tage udgangspunkt i en anden forfatters idé eller karakterer, og så digte videre derfra i en ny fortælling. 

Sille Justesen tog - ligesom 'Fifty Shades'-forfatteren E. L. James - afsæt i Twillight-serien, og med flere millioner læsere på nettet blev hun opdaget af et amerikansk forlag, som sidste år udgav bøgerne 'Absolute beginners' og 'Absolute lovers'. 

Et frirum at skrive

Hjemme i Odense lever Sille Justesen ikke en storslået tilværelse på trods af succesen - hun handler fortsat i Netto og cykler på arbejde. 

Til daglig underviser hun i engelsk på Syddansk Universitet, og hun synes, det har været uvirkeligt at forholde sig til det store antal læsere, hun har på hjemmesiden fanfiction.net. 

- Det var lidt surrealistisk. Jeg skrev et eller andet sted bare for mig selv. Det var ikke noget, jeg nogensinde havde drømt om kunne blive en karrieremulighed, fortæller hun i 'Go' aften Danmark'.

Sille Justensen er enlig mor til to autistiske børn, og hun fortæller, at det giver et frirum at skrive. Hun finder tid til fortællingerne ved ikke at bruge sine aftener på at se fjernsyn. 

- Når børnene først er lagt i seng, og der er fred og ro, så er der mange andre, der tænder fjernsynet og kobler af på den måde. Jeg tænder computeren i stedet for og går i gang med at skrive min egen historie, fortæller hun. 

Det var ikke noget, jeg nogensinde havde drømt om, kunne blive en karrieremulighed. 

Sille Justesen, forfatter

Det var et opslag på Instagram af forfatteren bag 'Fifty Shades of Grey'-bøgerne, E.L James, der for alvor satte skub i Sille Justesens danske forfatterkarriere. I opslaget skrev E. L. James, der har mange tusinde følgere, at hun glædede sig til at læse bøgerne. 

Instagram-opslaget fra forfatterkollegaen E.L James, der står bag 'Fifty Shades of Grey'-bøgerne: 

View this post on Instagram

Finally, I get to enjoy this bad boy by #sjhooks

A post shared by E L James (@erikaljames) on

Derefter fulgte en artikel om Sille Justesen trop og så begyndte telefonen at gløde herhjemme. 

De danske forlag var pludselig blevet opmærksomme på, at kvinden bag forfatternavnet S.J. Hooks var dansker, og at bøgerne ikke var blevet oversat til dansk endnu.  

- Jeg har ikke gjort noget for at promovere mig selv overhovedet, for det var jo bare en hobby, fortæller Sille Justensen. 

E. L. James og S. J Hooks' vej ind i bogbranchen minder om hinanden: De har gennem længere tid skrevet i genren 'fanfiktion' på den samme hjemmeside, før deres historier blev opdaget af forlagsbranchen.

Ifølge BT har hele tre millioner læst med på Sille Justesens mest populære historie på hjemmesiden.

Forbudt kærlighed

Karaktererne i hendes kærlighedsfortællinger hed oprindeligt Bella og Edward, ligesom i Twillight-serien, men i bogudgivelserne har de ændret navn til Stephen Worthington og Julia Wilde.

Bøgerne handler om forbudt kærlighed - og der er ikke tale om vampyrer som i Twillight-serien, men helt almindelige personer.

- De handler om en 33-årig universitetsprofessor i USA, som lever et meget stille og enligt liv og har helt opgivet det der med kærligheden og kvinder helt generelt. Så får han en studerende - en ung kvinde, som er hans diametrale modsætning, og som ender med at forføre ham, fortæller hun.

Sille Justesen har ikke planer om at springe ud som forfatter på fuld tid, men det amerikanske bogsalg har givet mere luft i hverdagen, fortæller hun. Også selv om hun altså fortsat cykler på arbejde og handler i Netto. 

- Det har betydet, at jeg ikke behøver at tænke så meget over, hvordan regningerne skal blive betalt, fortæller Sille Justesen.

De to bøger udgives på dansk 13. oktober gennem forlaget Pretty Ink, der hører under Rosinante & Co.

Øverst kan du høre forfatteren fortælle mere om, hvordan hun gik fra at skrive fanfiktion til at udgive bøger.