Når frosten bider sig fast i de buttede børnekinder, er der flere ting, man som forælder skal være opmærksom på.
Det fortæller sundheds- og sygeplejerske Helen Lyng Hansen til TV 2. Kulden gør i disse dage sit indtog, og hun kommer derfor med tips til, hvordan forældre bør forholde sig med luren i barnevognen.
Man skal være opmærksom på børn under et år - og særligt børn under et halvt år, da de ikke tåler ret store kuldepåvirkninger.
- Man kan ikke regne med, at barnet vågner eller græder, hvis de fryser. De reagerer ikke på det, så de kan godt ligge og fryse rigtig meget uden at give lyd fra sig. Små børn bevæger sig ikke så meget, de ligger ofte rigtig stille og bliver derfor let afkølet, siger Helen Lyng Hansen, der står bag netsundhedsplejerske.dk.
Udbredt misforståelse
Hun afliver også en myte, for det er en udbredt misforståelse, at det hærder immunforsvaret at lade børn sove udenfor.
- Vi siger, at de bliver mere friske at se på, og at de sover bedre. Vi synes, det er godt for dem, men der er ikke nogen undersøgelser, som jeg kender til, der beviser, at det skulle styrke dem særlig meget mere at sove ude, eller at de får et stærkere immunforsvar ved det, siger hun.
I stedet skal man vurdere, hvad ens barn trives bedst med - sover det bedre og længere ved at ligge udenfor eller indenfor?
- Man skal lade dem sove der, hvor man har fornemmelsen af, at barnet får den bedste kvalitet ud af sin søvn, siger hun.
Her kommer sundhedsplejersken og Sundhedsstyrelsens råd til, hvad man skal tænke over i det kolde vejr:
Kun for raske børn
Det er kun sunde og raske børn, der bør sove udenfor i koldt vejr.
For tidligt fødte eller børn, der lider af astmatisk bronkitis, har kronisk mellemørebetændelse eller er født med en hjertesygdom, er særligt udsatte og bør ikke sove ude i kulden.
Hold løbende øje
Små børn skal helst ikke ligge ude i mere end højst to timer. Jo yngre de er, og jo koldere det er, des hyppigere skal man kigge til dem.
Man kan ikke regne med, at barnet vågner eller græder, hvis det fryser. Børn reagerer ikke på kulden i den alder, så de kan godt fryse uden at give lyd fra sig.
Tjek temperaturen
Det kan godt blive for koldt til, at man kan lade sit barn tage en lur i frostgrader.
Ifølge Sundhedsstyrelsen må børn ikke sove udenfor, hvis det er koldere end minus 10 grader.
Man skal desuden være opmærksom på, at der kan komme kulde fra jorden og op i barnevognen.
Find et område med læ
Der skal helst være læ og ikke for meget blæst, og barnevognen skal også stå beskyttet for regn og sne. Derfor er det bedst, hvis barnet kan ligge under en form for halvtag.
Man skal også sikre sig, at barnevognen er vind- og vandtæt til alle sider - nogle vogne er for åbne med huller i siden.
Nogle gange er det også nødvendigt med en ekstra skumgummibund, der isolerer.
Beklædning
Man skal sikre sig, at barnet har det rigtige tøj på: hue, ærmer og vanter, så det bliver beskyttet på hovedet og hænderne.
Børn ligger i en sele, hvilket gør, at de ikke bevæger sig særlig meget, så man skal være ekstra opmærksom på, om de fryser.
Hvis et barn puttes i en dyne, har det ofte brug for at være iført en dragt, men hvis det puttes i en sovepose, kan en trøje være nok. Uld er godt, da det suger sved fra barnet.
Tjek altid, hvor varmt barnet har det ved at mærke efter i nakken. Hvis barnet er våd i nakken, har det haft for meget tøj på. Omvendt, hvis barnet virker kold i nakken, skal det have flere lag på.
Hudpleje - pas på med vandindhold
I vinterperioden bør man ikke smøre barnets kinder med en creme, der indeholder for meget vand.
I en lotion er vandindholdet højt, så det kan fryse på kinderne, hvilket giver frostsprængninger i huden på barnet.
Man kan i stedet bruge en fedtcreme uden vand, og man kan også bruge lidt badeolie i vandet under badet.