GO'

Fodret med spisepinde i kinesisk tv: 16-årig dansk 'engel' hitter

For 2,5 år siden blev den vestjyske balletdanser Sidsel Boye Rasmussen opdaget i Kina. Siden er det blevet til både film- og tv-optrædener.

227.000 følgere på Instagram. 

Kinas massive interesse for danske Sidsel Boye Rasmussen, der går under navnet 'The Danish Angel', har de sidste par år været en omvæltning for den unge dansker. Og hun er blevet vild med landet. 

- Jeg elsker at være i Kina, jeg synes, det er sådan et fedt land, fordi kulturen er så anderledes, siger hun i 'Go' morgen Danmark'.

Det sker også, at hun bliver genkendt på gaden i Shanghai. 

Der blev zoomet meget

Eventyret begyndte, da hun blev spottet af kameralinserne under en optræden på kinesisk tv med sit danske ballethold. Her blev kineserne fascineret af den blonde skandinaver med de smukke øjne.  

- Der bliver zoomet meget på Sidsel. Det tænker vi sådan set ikke videre over, men det kommer vi til at lægge mærke til, fortæller faren, Jens Boye Rasmussen. 

For da Sidsel vågner den følgende morgen, er det væltet ind med notifikationer fra kinesiske fans, der vil følge hende. 

- Det er meget uvirkeligt, at man pludselig kan få så meget opmærksomhed på grund af en enkelt tv-udsendelse, fortæller faren i 'Go' morgen Danmark'.

Kinesisk tv-hold i Vestjylland

Den pludselige berømmelse har åbnet op for en masse muligheder. Den i dag 16-årige pige fra Struer har lige indspillet filmen 'Stolen Fairytales', og så har hun været med i flere programmer.

Blandt andet da et kinesisk tv-hold kom til Vestjylland, eller da hun var med i et børneprogram, hvor der blev kigget på grise, og hvor man også ser hende blive madet med pinde af en lille dreng.

Af usædvanlige fan-oplevelser er en YouTube-guide, der giver makeup tips, så man kan komme til at ligne den danske pige.

- I de to-et-halvt år der er gået, er jeg begyndt at lære rigtig meget om kulturen derude, siger Sidsel Boye Rasmussen.

Sidsel Boye Rasmussen fra Struer er et stjerneskud i Kina - ligesom badmintonspilleren Viktor Axelsen. De skal medvirke i den samme kinesiske film.

Det er også blevet et mål for hende at promovere fædrelandet, og vise hvad Danmark har at byde på af eksempelvis landbrug og grøn energi, fortæller hun - og så forsøger Sidsel at lære kinesisk, selv om det er "et ekstremt svært sprog at lære". 

De sidste par år har i det hele taget været en kæmpe oplevelse - også for den vestjyske familie, der har været med i Kina.

- Vi tager det virkelig som det eventyr, det er, siger Jens Boye Rasmussen. 

Her er en fan-guide, så man kan komme til at ligne Sidsel Boye Rasmussen: