Det er ikke forkert at begræde Mopper, men hvornår begræder vi Aleppos børn?

16x9
Charlotte Højlund Foto: Line Thit Klein / TV 2

Mit Facebook-feed flyder over, når en kendt dør. Men hvornår får vi øjnene op for de virkelige tragedier?

Først var det David Bowie, der døde af kræft få dage efter sin 69. fødselsdag og umiddelbart efter at have udgivet sit 29. album. Kort efter var det Prince, vi mistede i en alder af kun 57 år. Så var det Leonard Cohen, der åndede ud efter 83 år på denne jord. Forfatteren Jan Sonnergaard blev kun 53, da han døde af et hjertestop i Beograd for få dage siden. Og blot dagen efter kom nyheden om, at Mikkel og Linse Kesslers mor, Ann-Patricia ’Mopper’ Kessler, var død efter længere sygdom i en alder 78.

Hver gang et menneske dør, er det trist. Trist for familie, venner og omgangskreds. Og i tilfældet med de kendte trist for alle de, der har fulgt dem gennem årene og for hvem, de har haft en betydning i deres liv. Det skal på ingen måde forklejnes.

Det bliver det heller ikke. For hver gang flyder mit Facebook-feed over med mindeord og R.I.P.-meddelelser om, hvor trist det er, og hvor meget disse mennesker vil blive savnet. Da ’Mopper’ gik bort, lød avisoverskrifterne endda: ’Danskere begræder Moppers død’ og ’Kendte begræder Moppers død’. Heller ikke det er der noget som helst galt med.

Sorgen skal bredes ud over kendisuniverset

Selv om jeg aldrig har set ’Familien på Bryggen’, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at 'Mopper' var et varmt menneske, der har berørt mange af de mennesker, der enten har kendt hende personligt eller fået et indblik i hende og hendes familie gennem reality-serien. Jeg er heller ikke i tvivl om, at hun har været en elsket mor for sine børn og ønsker på ingen måde at forklejne den sorg, det er, hver gang vi mister et elsket menneske. Men jeg kunne ønske mig, at vi bredte denne sorg og medfølelse lidt ud over vores egen andedam eller kendisuniverset.

Hver eneste dag i denne tid sker der et folkedrab, der især rammer civile - herunder tusindvis af børn. Børnene i Aleppo. Syriens største by rammes af luftangreb på luftangreb beordret af Assad og Putin. Luftangreb, der bomber byen sønder og sammen, så der nu ikke står et eneste hospital tilbage i byen, og for et par dage siden ramte klyngebomberne byens eneste børnehospital, mens personalet var ved at behandle ofrene for klorgasangreb.

Men de billeder ser du ingen steder. De nationale tv-stationer er stort set tavse om situationen i Aleppo. Og medmindre du følger en af de ildsjæle, der kæmper for, at vi får opmærksomheden rettet mod Syrien, ser du dem heller ikke i dit Facebok-feed. Jeg ser dem, men har hidtil ikke delt dem mange af dem.

Vi skal se realiteterne

Sidste år delte jeg billedet af den tre-årige syriske dreng, Aylan Kurdi, der var skyllet op på en tyrkisk badestrand i Bodrum efter at være druknet sammen med sin to år ældre bror, Galip, og deres mor i forsøget på at nå til Kos i en gummibåd med en stor gruppe andre flygtninge. Netop det billede skabte ramaskrig, og mange bad om, at man lod være, fordi børn kunne se med, og fordi vi godt kendte alvoren uden at se billederne.

I Aleppo måtte sygeplejerskerne tage børnene ud af kuvøserne og med sig, da børnehospitalet blev bombet.

Charlotte Højlund

Jeg er helt uenig. For det første må mine børn gerne se de billeder. De skal måske næsten se dem, fordi det er så vigtigt, at de vokser op velvidende, at verden ikke er Danmark. At de er heldige, fordi de er født og vokset op, hvor ingen smider tøndebomber fyldt med klorgas ned over deres skole. Her hvor ingen bomber hospitaler og nødhjælpskonvojer, så de hverken kan få mad eller blive hjulpet, hvis de kommer til skade i en kamp, de ikke er en del af.

Og ved vi det uden at se billederne? Nej! Det gør vi ikke. For ingen fortæller os det. Vi har lukket øjnene og taler kun om flygtningepresset på vores lands økonomi. Om kulturforskelle, tørklæder og kvindesyn. Ikke om, hvad de her mennesker kommer fra.

Jeg er helt med på, at der skal være identifikation for at få os med. Derfor delte jeg billedet af Aylan sidste år. Da jeg så det, flød mine øjne over, for han var præcis samme størrelse som mit yngste barn, så jeg kunne slet ikke bære det.

Måtte tage børnene ud af kuvøserne, da hospitalet blev bombet

Og den samme identifikation gjorde sig gældende, da jeg delte en film om katastrofen i Aleppo for nylig.

I filmen går en far, der er sønderknust rundt og græder: "Jeg har mistet alt..!", fordi hans søn er død. Ham kunne jeg identificere mig med. Det kunne jeg også med Kristina fra DRs søndagsserie, ’Bedrag’, der blev slået ned, så hun gik i fødsel, og jeg sad og krydsede fingre for, at både hun og hendes 13 uger for tidligt fødte søn ville overleve. Denne alt for lille dreng, der blev lagt i kuvøse.

I Aleppo måtte sygeplejerskerne tage børnene ud af kuvøserne og med sig, da børnehospitalet blev bombet. Det var deres bedste chance, selv om de burde blive derinde i varmen og med maskiner, der hjalp dem med at overleve.

Hvornår begræder vi dem? Hvornår forstår vi, at alle børn er vores allesammens børn? At Aleppos børn også er vores børn?

Jeg begræder børnene i Aleppo - gør du?