Nordjyder havde guld stående: Reol skulle have været på forbrændingen

Et ægtepar fra Frederikshavn i Nordjylland havde et skab i hjemmet, som pludseligt var rigtig mange penge værd.

Tirsdag aften kørte 'Auktionshuset Live' over skærmen på tv2.dk og TV 2 FRI, hvor vurderingseksperter fra Bruun Rasmussen sad klar til at vurdere danskernes guld fra gemmerne. 

Nogle, som i dén grad havde fundet guldet frem, var ægteparret Anne-Mette og Jan Christensen fra Frederikshavn. 

De havde et gammelt skab af Ole Wanscher stående, som de sendte vurderingseksperterne et billede af. 

- Det er et rigtigt fint møbel. Ole Wanscher har tegnet rigtig meget, og det er lavet af A.J. Iversen, siger vurderingseksperten Casper Behrendtzen. 

- En af de allerfineste snedkermestre, vi har haft, tilføjer David Utzon-Frank.

Bagefter går det op for værterne, at skabet er lavet af palisander, hvilket lige pludseligt sparker prisen op med 40 procent, hvorefter vurderingen lander på 30 - 40.000 kroner.

- Jeg tænkte bare, at det var rigtig mange penge - meget mere end jeg troede, det var værd, fortæller Anne-Mette Christensen, da hun hørte vurderingen.

Ganske godt for et gammelt skab, som næsten havde endt sine dage på forbrændingen. 

Det stod bare nede i kælderen

Anne-Mette fik øje på skabet en dag for 15 år siden, hvor hun gik nede i kælderen på sit arbejde. Her var alle udrangerede møbler stablet sammen, og ventede egentlig bare på at blive kørt ud på forbrændingen. 

- Jeg synes, at det var sådan et fint møbel, så jeg spurgte, om jeg ikke måtte få det. Det måtte jeg heldigvis gerne. Det havde stået på direktionsgangen, hvor de brugte det til tobak og alkohol, siger Anne-Mette Christensen.

Hun fortæller, at hun havde på fornemmelsen, at det var penge værd, da der var sådan et fint mærke i bunden og det var lavet af palisandertræ. 

Men hende og ægtemanden havde altså ikke regnet med, at det var op til 40.000 kroner værd. 

Palisander er næsten udryddet

Hvad er det for en træsort, som kan trække prisen på et møbel så meget op?

- Palisander er træ, som primært kommer fra Brasillien og  som findes i flere sorter. Vi kender den typisk som Rio-palisander. Den har en varm og eksklusiv farve, som er meget efterspurgt i udlandet, hvilket også har spredt sig til Danmark, siger Casper Behrendtzen fra Bruun Rasmussen.

- Den er dyr på grund af efterspørgsel, og fordi den desværre næsten er udryddet i verden. Men det er stærkt og godt træ, som også har en glød, man ikke ser i teak og eg, fortsætter han.

Faktisk må man slet ikke sælge palisandertræ i Danmark, hvis man ikke har en tilladelse fra Skov- og Naturstyrelsen. 

Tilbage i Frederikshavn indrømmer Anne-Mette og Jan Christensen, at de ikke har behandlet møblet, som det fine stykke håndværk, det er.

- Nej, vi har slet ikke behandlet det så godt. Men nu sælger vi det, så vi kan få nogle andre møbler, siger Anne-Mette Christensen.

Her kan du se alle vurderingerne i Auktionshuset Live.

Flere vurderinger landede over 200.000 kroner, da eksperterne vurderede seernes egne ting.