- Alle tre film er gode film, og de har alle fokus på almenmenneskelige værdier og følelser, som vi alle kender til, siger han.
Men Christian Monggaard tror også, at vi er blevet så glade for netop disse tre film, fordi medierne viser os dem igen og igen.
- De her film er enormt populære, men vi har også fået tæsket dem ind af blandt andet TV 2 og DR, der viser dem hver eneste jul. Så det er måske også en selvforstærkende effekt, og så handler det jo om, hvad folk er blevet vænnet til, forklarer han.
Adam Voigt, der er filmanmelder og filmplanlægger på TV 2, forstår også godt, at netop disse film vandt. Han havde faktisk forudset det.
- Som programplanlægger har man overblik over, hvilke film der vil klare sig bedst, og de her tre film, der er helt klart dem, vi helst vil vise, fortæller han.
Her er de tre film, som har fået flest af danskernes stemmer.
De tre bedste julefilm ifølge TV 2's brugere
Den tredjebedste julefilm
Die Hard er den film, som tredjeflest danskere foretrækker i julen. Foto: TV 2
Die Hard er en film fra 1988 med Bruce Willis i hovedrollen.
- Den handler om Bruce Willis, der spiller en politibetjent, og som til jul egentlig bare vil hjem til sin familie og klinke skårene af sit forhold, så selvom det er en aktionfilm, så kan vi genkende følelserne i filmen, forklarer Christian Monggaard. filmanmelder ved Information.
Den næstbedste julefilm
Love Actually kommer på andenpladsen over de bedste julefilm ifølge danskerne. Foto: TV 2
Andenpladsindehaveren er en engelsk romantisk komedie fra 2003, og den følger otte forskellige par og deres problemer med at få kærligheden til at fungere.
- Love Actually er en række kaleidoskopiske fortællinger, der flettes sammen omkring julen. Og så er det en perlerække af de bedste britiske skuespillere, så det hjælper jo også på det, siger Christian Monggaard, filmanmelder ved Information.
Den bedste julefilm
Alene hjemme er danskernes yndlingsfilmn i juletiden. Foto: TV 2
Danskerne har stemt og på en suveræn førsteplads kommer filmen Alene Hjemme med 32 procent af stemmerne.
Alene hjemme er en amerikansk komediefilm fra 1990, om familien McCallister der tager på juleferie til Paris og glemmer sønnen Kevin hjemme i Chicago.
- Alene Hjemme er en klassiker, der i bund og grund handler om, at du skal elske din familie, mens du har dem, og andre følelser som vi sagtens kan nikke genkendende til. For eksempel at du ikke skal lade frygten styre dine handlinger, siger Christian Monggaard, filmanmelder hos Information.
- Og så er det jo Tom og Jerry med ægte mennesker, så det er jo super underholdende.
Adam Voigt, der er filmanmelder og filmplanlægger på TV 2 er enig med Christian Monggaard.
- Den har jo en grundlæggende fortælling om en lille dreng, der skal lære at klare sig selv, og så vokser han med opgaven. Og om nogle banditter der får enormt mange mursten i hovedet, uden egentlig at komme rigtig til skade, så det er en hyggelig og sjov film, siger han.
- Vi har haft de her film i en hel del år, men i år har vi ikke haft held med at købe dem. Til gengæld har vi nogle fantastiske danske film, som vi viser mellem jul og nytår - blandt andet Olsen-banden og Baronessen fra Benzintanken.