Livsstil

Her får de offentligt ansatte julegaver - er det ok?

Flere ansatte i landets kommuner og regioner kan i år lægge en pakke fra chefen under juletræet.

I de danske kommuner er der forskel på, om de ansatte får julegaver.

Kommuner som Sønderborg og Fanø giver deres ansatte gaver, hvorimod Esbjerg ikke gør.

En ny opgørelse fra FOA viser, at der faktisk er en stigning i antallet af offentligt ansatte, der får julegaver af kommunen.

56 procent af FOA's medlemmer regner med at få en julegave fra deres arbejde i 2016, og det er en markant stigning i forhold til i 2007, hvor kun 27 procent fik julegave fra deres arbejdsgiver.

Kan ikke retfærdiggøre det

Men ikke alle kommuner føler, at de kan retfærdiggøre at give deres medarbejdere julegaver.

Birgitte Stenderup er personale- og udviklingschef i Esbjerg Kommune - en kommune, der som udgangspunkt ikke giver de ansatte julegaver.

Det viser, at de godt ved, at vi knokler røven ud af bukserne.

Tina Vindahl Dworak, sosu-hjælper i Halsnæs Kommune

Hun er ikke imod julegaver i det offentlige, men hun mener, at anerkendelse bør vises til daglig i stedet for én gang om året.

- Anerkendelse og det at føle sig værdsat som medarbejder i forhold til kerneopgaven bør være en del af kulturen på arbejdspladsen og dagligdagen, siger hun og fortsætter:

- Julegaver til 10.000 ansatte vil være en bekostelig affære, og det mener jeg ikke, jeg kan retfærdiggøre i en offentlig institution. Og så tror jeg mere på, at man ude på de enkelte institutioner og arbejdspladser gør det, der giver rigtig god mening dér.

En symbolsk gave

FOA's undersøgelse viser, at 42 procent af de offentligt ansatte, som modtager julegaver, regner med, at gaven har en værdi af 100-200 kroner. 29 procent skønner, at gaven koster 200-499 kroner, og 20 procent vurderer gaven til at koste under 100 kroner.

Det er så trist at arbejde i den offentlige sektor, når alle budgetter er skåret så langt ind til benet, at der ikke er råd til lidt påskønnelse af sine medarbejder.

Janne Hansen, ansat i Region Hovedstaden

I Sønderborg Kommune mener de, at udgiften til julegaver er rigtig godt givet ud.

Aase Henriksen, der er HR-chef i Sønderborg Kommune, fortæller, at det er en beslutning, som direktionen har truffet, og at hun mener, at det er vigtigt for de ansatte.

- Det er jo en symbolsk gave, faktisk mindre end 200 kroner, men det er en vigtig anerkendelse for de ansatte. Det er ikke nødvendigvis gaven, det handler om, men derimod tanken og den tak der ligger i at få en gave, fortæller hun.

Hun har oplevet, at de ansatte i høj grad satte pris på tanken.

- Jeg har også været ansat, inden vi indførte gaver i kommunen, og jeg kan mærke, at det har gjort en forskel for folk, siger hun.

Vi knokler røven ud af bukserne

Tina Vindahl Dworak er ansat som sosu-hjælper i Halsnæs Kommune, og på hendes arbejdsplads får de en lille opmærksomhed op mod jul.

- Jeg føler, at det er en påskønnelse af al det arbejde, vi gør, at det viser, at de godt ved, at vi knokler røven ud af bukserne. For mig er det tanken der tæller, og det er ikke størrelsen af gaven, men bare at få lidt, og at der er tænkt over det, det betyder noget, siger hun.

Janne Hansen, der arbejder for Region Hovedstaden, misunder sine kollegaer i den private sektor, der bliver begavet op til jul.

- Jeg synes, det er så trist at arbejde i den offentlige sektor, når alle budgetter er skåret så langt ind til benet, at der ikke er råd til lidt påskønnelse af sine medarbejdere. Desværre må jeg sige, at jeg er misundelig på alle de andre, som får gaver - selvom det er en grim ting, siger hun.

Afstemning

Synes du, at det er i orden, at offentligt ansatte får julegaver af arbejdspladsen?