Stor smagstest: Her er den bedste marcipan

En ægte marcipan-connoisseur er ikke helt enig med 129 almindelige danske smagsdommere efter at have smagstestet 10 forskellige slags marcipan.

En kornet, fast, hvid masse. Umiddelbart lyder det ikke særlig lækkert, men i juletiden er danskerne vilde med marcipan.

Forbrugerrådet Tænk har spurgt en konditor fra det københavnske konditori La Glace og 129 danskere om, hvilken marcipan de bedst kan lide, og meningerne er ikke helt enslydende.

- Den klassiske marcipan fra Odense er efter min mening lidt for grov i det, siger Thomas Bastholm, der er konditor på La Glace, da han får lov at smage forbrugerenes favorit.

De 129 danskere, der har smagstestet marcipanen, har nemlig valgt Odense Original Marcipan som deres foretrukne, og med en samlet bedømmelse på 78 procent er den derfor også testvinder.

- Det overrasker mig ikke, at der er mange forbrugere, der godt kan lide, at man kan fornemme mandelstykkerne i marcipanen. Jeg foretrækker selv en marcipan, der er finere i strukturen, fortsætter Thomas Bastholm.

Odense Marcipan er nemlig lidt grov i betrækket. Det anerkender Gitt Elkær Bruun, der er marketingschef hos marcipanproducenten.

- Marcipanen er groft revet. Det gør, at der er mere bid i marcipanen, hvilket vi synes giver en god konsistens, siger hun.

Og det synes smagsdommerne altså også.

Glat og fin marcipan er konditors favorit

Marcipan-connoisseuren fra La Glace har sin egen favorit. Den er en del mere fintkværnet end sin grove fætter fra Odense.

- Denne marcipan har efter min mening en bedre konsistens. Den er helt glat og fin i det og har en meget tydelig mandelsmag, mener Thomas Bastholm, da han får den økologiske marcipan fra Sommerbird i munden.

Sommerbird-marcipanen lå på en fjerdeplads hos de 129 forbrugere.

De tre bedste produkter blev:

  1. Odense Original Odense Marcipan: 78 procent i samlet vurdering
  2. Kokkens Køkken Ren rå marcipan: 72 procent i samlet vurdering
  3. Odense Økologisk marcipan: 68 procent i samlet vurdering

Ønsker du at se hele testen, kan den findes på Forbrugerrådet Tænks hjemmeside.