Tusinder hylder Heinos opslag på Facebook: - Mine "veninder" holdt sig langt væk
Heino Hansen har slået et slag for, at vi alle bliver bedre til at tale med pårørende til dødsfald. En vigtig sag, mener mange.
Radioværten Heino Hansen har fået tusindvis af danskere til at reagere på sit Facebook-opslag, der det seneste døgn er gået viralt.
Han påpeger, hvor svært han har haft det, efter hans mor døde i sommer - blot 61 år gammel. Og det blev bestemt ikke lettere, da det gik op for ham, hvor svært vi har ved at tackle og tale om død og sorg.
Derfor skrev han et Facebook-opslag om hans sorg og med opfordring til, at vi alle tager bedre hånd om pårørende.
Det har fået 20.000 til at like opslaget og over 1.000 personer til at kommentere opslaget - flere af kommentarerne indeholder personlige historier om at være pårørende.
Et større problem
TV 2 har talt med Heino Hansen om den store interesse for hans opslag. Han er glad for, at så mange har delt og liket det:
- Hvis man vil ud med et budskab, er det jo kun godt, at så mange som muligt læser det, og tænker over det, siger han til TV 2 og fortsætter:
- Folk har været fantastiske. Det virker som om, at det her emne er et problem i større grad, end vi nok vil stå ved. Mange hundrede har tilkendegivet samme oplevelse.
En af dem, der har reageret på Heino Hansens opslag med sin egen personlige historie i kommentarfeltet, er Dicte Duus Nellum, der mistede sin far til en hjernetumor i sommer.
- Jeg mistede min far i sommer til en hjernetumor. Og dem, som jeg troede, ville være der for mig, reagerede slet ikke!!!! Fik bare dårlige undskyldninger stukket i hovedet. Og det har man ikke brug for. Så kære Heino kan kun give dig ret, skriver hun i kommentarfeltet.
Havde brug for et knus
TV 2 har været i kontakt med Dicte Duus Nellum, der uddyber med følgende:
- De "veninder", som jeg troede, ville stå der for mig, holdt sig langt væk. Jeg fik en SMS med, at jeg bare kunne sige til, hvis de kunne gøre noget, og ellers holdt de sig væk.
- Og som Heino skriver, så har man altså ikke brug for at folk nøjes med at skrive, men at de kommer forbi og snakker. Jeg kan ikke bruge den undskyldning, at "jeg ved ikke, hvad jeg skal sige". Det holder ikke rigtig. Hvorfor skal folk altid trække sig væk, når døden indtræffer? Jeg havde brug for et knus og at få at vide, at det var okay at være ked og frustreret og vred over at miste.
Døden er et tabu
Da Dicte Duus Nellum så opslaget på Facebook, tænkte hun med det samme, at hun i princippet selv kunne have skrevet den artikel.
Det var nemlig præcis sådan, hun har gået og haft det. Hun valgte at skrive lidt af sin historie i kommentarfeltet, fordi hun synes, det er vigtigt at få taget hul på snakken.
- Døden virker stadigvæk som et tabu, og det, synes jeg i bund og grund, er forkert.
Allan Alstrup mistede sin mor for 21 år siden - blot en måned før, han fyldte 18 år. Han er også en af de tusinde personer, der har kommenteret på Heino Hansens opslag. Hans opslag var dog mere et forsøg på at fortælle Heino Hansen, at 'den grimme sorg faktisk forsvinder en dag, men at savnet altid vil være der'.
TV 2 har også talt med Allan Alstrup, som forklarer, at det også var et forsøg på at fortælle, hvordan han selv klarede sig igennem.
- Det bedste, jeg kunne gøre, var at huske at leve, som om min mor stadigvæk lever og dermed huske på alt det gode, hun gav mig. Ting, som jeg kan give videre til mine egne børn, siger Allan Alstrup og fortsætter:
- Jeg håber, at Heino (Hansen, red.) husker at gøre det gode, han har lært, således hans mors ideer, tanker, kærlighed og andet lever videre i ham.
Allan Alstrups kommentar har fået over 150 likes.
Føler sig glemt
En af de personer, som også har valgt at dele sin historie i kommentarfeltet er Pia (der ikke ønsker sit efternavn på tv2.dk), som fornyligt mistede sin far. Hun skriver, at hun allerede på den korte tid, der er gået, har oplevet, at dem, hun troede var tættest på hende, har trukket sig.
TV 2 har også talt med Pia, og hun fortæller, at hun med det samme tænkte, at der ville være mange, der kunne lære lidt af Heino Hansens opslag.
- Jeg tænkte, at der er mange, der burde læse det og tænke over det en ekstra gang. Og så ikke betragte pårørende som spøgelser.
Befriende læsning
Teksten fik også Pia til at tænke på sine egne veninder, som hun selv havde håbet på mere fra. Hun fik lyst til at tagge dem i opslaget i håb om, at de kunne se, hvordan hun selv har gået og haft det. Men samtidig blev hun nervøs for at miste dem.
Faktisk så hun Heino Hansens opslag som et sted, hvor hun kunne komme af med sine egne frustrationer.
- Jeg er positivt overraset over Heinos (Hansen, red.) opslag. Jeg synes, det virkede befriende på mig at læse hans ord og nogle få af kommentarene, for det viste mig, at jeg ikke er den eneste, der tænker og føler, som jeg gør, siger Pia.