Tjek selv: Har du psyke som en jægersoldat?

Folk med negativ attitude, brokkerøve og primadonnaer har ikke en chance på aspirantkursus.

Aspiranten skal nemlig vise, at han selv under et intenst pres har en pragmatisk og konstruktiv tilgang til opgaveløsningen. At han arbejder seriøst og professionelt. Det er ikke, fordi aspiranterne skal løbe rundt med en regnbue ud af måsen og kramme hinanden, men de skal udvise en konstruktiv og positiv adfærd.

Det tester man ved at fratage dem hvile, søvn og mad og herpå sætte dem til at udføre teamopgaver under instruktørernes konstante overvågning.

Store overarme og en brystkasse som et fadølsanker er fint nok. Men det som i sidste ende er afgørende, er aspirantens robusthed - altså hans stamina og evne til at præstere i månedsvis. 

På trods af smerter, meget lidt mad og søvn samt vedvarende kulde skal aspiranten præstere og udvise robusthed. Aspiranter, der nemt får skader, har en stor svaghed. Det handler om at blive ved uanset, hvad instruktørerne byder én. 

Det er vigtigt! Man vil altid arbejde i et team eller i en patrulje, som det hedder i korpset. Min kæphest er, at jo mere man er der for sine kammerater, des mere får man igen af teamet. Man kan ikke præstere som team, hvis man ikke byder ind og hjælper hinanden. Kort og godt. Og man kommer ikke ind i Jægerkorpset, hvis man ikke er en teamplayer, for i krig vinder man ikke alene.

Aspiranten skal gøre alt, hvad han kan for at bidrage til sit team. Er han en egotripper, der ikke bidrager til den fælles løsning, ryger han ud på røv og albuer. Jeg har set topidrætsudøvere, som var meget stærkere end mig, men som ikke forstod, hvad det ville sige at indgå i et team.

Det er grundlæggende et spørgsmål om empati. Har man ikke den, og kan aspiranten ikke se ud over sin egen næsetip, er han ikke en teamplayer og har intet at gøre i Jægerkorpset.

Aspiranten lever mere eller mindre i en permanent tilstand af smerte. Det er simpelthen et grundvilkår, han skal acceptere. Blodige vabler, ømhed, forstuvede lemmer og hovedpine som følge af dehydrering er dagligdag for aspiranten. Og under de omstændigheder er de fem uger, som Jægerkorpsets aspirantkursus varer, rigtig lang tid.

Især kulden var en udfordring for mig som aspirant. Vi havde et fag, som hed koldtvandstilvænning. Her lavede vi svømmeprøver i fem-ti grader koldt vand, og jeg befandt mig i bassinet i én time ad gangen iført uniform, støvler og rygsæk. Absolut modbydeligt. Men sådan er livet bare som aspirant. 

Selv når aspiranten udsættes for diverse fysiske pinsler, skal han bevare fokus, være årvågen og opmærksom.

Han skal for eksempel efter en lang og udmarvende march være i stand til at svare på spørgsmål om specifikke genstande på marchruten, farven på køretøjer, hvad forskellige personer var iklædt og bygningers udformning - for i krig betyder evnen til at registrere og huske detaljer og trusler alt. På udenbys kaldes det combat indicators.  

Sørg for at hvile og sove, når du kan. Som aspirant ved man aldrig, hvornår man igen får mulighed for at spise, hvile eller sove.

Jeg har set mange aspiranter knække halsen, fordi de ikke forvaltede deres egentid godt nok. Man skal sørge for at sove mest muligt, spist mest muligt og pleje sin krop bedst muligt. Har man vabler på fødderne, skal de plejes med det samme. Har man andre skader, skal de adresseres. Men det kan være svært engang imellem, fordi kroppen er oppe at køre på adrenalin. Men “heldigvis” er kroppen oftest segnefærdig, selvom den er propfuld af adrenalin, og drømmeland ligger kun lige rundt om hjørnet.