GO'

Johan tjener millioner og har flere følgere end Seebach - men du kender ham nok ikke

Johan Sundstein har flere følgere end Rasmus Seebach på Twitter, og han vinder millioner af kroner. Men alligevel ved du nok ikke, hvem han er.

Johan Sundstein har 123.000 følgere på Twitter, hvilket cirka er dobbelt så mange som Rasmus Seebach har, og så har han lige indkasseret én million dollars.

Men Johan Sundstein er hverken kendt fodboldspiller eller popstjerne. På internettet er han kendt som "nOtail", og han spiller computer dagen lang. Nærmere betegnet spillet Dota2.

- Der har ikke været noget, der kunne stoppe mig, fortæller Johan Sundstein i 'Go' morgen Danmark' torsdag.

Jeg fortryder det ikke. Jeg havde prøvet på at få det med skolen til at virke.

Johan Sundstein, Dota 2 spiller

Hans hold består af fem spillere, og for en måned siden vandt de finalen i turneringen Boston Major. For det indkasserede de fem drenge lidt over en million dollars - hvilket de deler.

Men spillekarrieren har ikke altid været en lige nem sti at tage, og Johan Sundstein har skulle igennem et uddannelsesforløb, der ikke helt forstod ham.

Han holdt skjult, hvor god han var

Johan Sundstein gik i 9.klasse, da han begyndte at jagte drømmen om en karriere som e-gamer. Han endte med at droppe ud af HTX og senere ud af gymnasiet efter 1. g.

Jeg sagde, kan du ikke bare blive på gymnasiet til jul, for så kan det være, at du kommer på andre tanker.

Vivian Sundstein, mor the Johan Sundstein

- Jeg fortryder det ikke. Jeg havde prøvet på, at få det med skolen til at virke, men det var aldrig rigtig mig. Så havde jeg heldigvis noget, som jeg var rigtig glad for og god til, og som blev en karriere, siger Johan Sundstein og fortsætter:

- Mine forældre har altid været gode til at støtte mig, og det her med skolen, har de aldrig rigtig presset på med, siger Johan Sundstein.

Johans forældre er af den mere forstående slags, og de kunne fornemme, at det med computerspil, var det rigtige for deres søn. Johans mor kunne, efter en tid, godt se, at han faktisk var ret god til det med Dota 2.

- Jeg sagde, kan du ikke bare blive på gymnasiet til jul, for så kan det være, at du kommer på andre tanker, men ret tidligt fandt vi ud af, at det her var noget Johan virkelig brændte for. Det var først i denne process, at vi fandt ud af, hvor dygtig han egentlig var - det havde han holdt lidt hemmeligt for os, siger Johans mor Vivian Sundstein.

Sådan ser man ud, når man spiller Dota 2 på højt plan. Johan råber til sine holdkammerater under en turnering.

Lynskak på steroider

Dota er grundlæggende et fem mod fem spil, der handler om, at beskytte sine egne bygninger, og slå fjendes bygninger ihjel.

- Der er én bygning, hvor man taber spillet, hvis man mister den, og det er tronen. Og det er der Dota navnet kommer fra. Det står for Defence of the Ancient (Forsvar det antikke red.), siger Johan Sundstein.

Johan beskriver det helt kort, som lynskak på en masse steroider.

De fem holdkammerater ser nu frem mod verdensmesterskaberne i Dota 2 - hvilket er deres helt store drøm at vinde.