GO'

- Hvis jeg kører dig derud, risikerer du, at du bliver slået ihjel

Det engelske fodboldmiljø er råt og kan også være voldeligt. Det har Thomas Gravgaard oplevet på nært hold. Nu fortæller han om sin afhængighed.

Forestil dig et koldt og regnvådt fodboldstadion en søndag eftermiddag i Nordengland. 

Rundt omkring dig står der ikke andet end brølende mænd, som overdænger modstanderne med sprogets værste gloser - og du har det fantastisk.

Det er præcis den følelse, som Thomas Gravgaard har hver gang, han står på et stadion.

I hans bog nye bog "Hjem til Fodbold", giver han et indblik i, hvordan det er at leve et liv som fodbold-afhængig. For han elsker det, selvom det er et liv, der flere gange har bragt ham i fare, fortalte han i Go’ morgen Danmark onsdag.

Øverst i artiklen fortæller Thomas Gravgaard om sine værste møder med den britiske fodboldkultur.

Blev lokket i en fælde

Særligt husker han én gang, hvor det var meget tæt på at gå helt galt.

Det var i 1997, hvor Thomas Gravgaard havde taget sin første tur til London alene for at se fodbold.

Her var det kun en advarsel fra en venlig taxachauffør, der forhindrede, at han kom rigtig galt afsted, fortæller han.

- I London spørger jeg en fyr, der arbejder i en sportsbutik, hvad jeg skal gøre som Celtic-fan, når jeg kommer til Glasgow, og han siger – uden at tøve - ”Du skal tage til Govan”.

Ifølge den unge fyr, var det et område, hvor alle Celtic-fans mødtes, og han garanterede, at Thomas Gravgaard ville føle sig godt hjemme med den trøje, han bar.

Er du sikker på, du vil derhen?

Thomas Gravgaard havde ikke nogen grund til ikke at tro på det råd, han havde fået, så efter en tur med en natbus til Glasgow i Skotland, hvor kampen skulle spilles, satte han sig derfor ind i en taxa for at møde alle de andre Celtic-fans.

Han gav chaufføren besked på, at han skulle køre ham til Govan, men det blev en kort tur.

For under Thomas Gravgaards jakke kunne man se en lille flig af den Celtic-trøje, han bar.

Heldigvis, for det blev hans redning, fortæller han.

- Taxachafføren spotter det grønne og siger til mig: ”Er du sikker på, du vil til Govan?”.

- Hvis jeg kører dig derud, så risikerer jeg du, at du bliver slået ihjel. Det er et hardcore Rangers-område. Så det kan jeg ikke forsvare – jeg kan ikke køre dig derud, genfortæller Thomas Gravgaard.

Da Thomas Gravgaard fortalte, at det var en eller anden fyr, der havde givet ham det råd, at han skulle derud, var chaufføren ikke i tvivl, om at den unge dansker var forsøgt lokket i en fælde.

- Han har som de fleste andre fra London hadet Celtic og ønsket dig det værste, lød taxa-chaufførens ord.

Og det er sådan, det ér for mange engelske fodboldfans.

Det er en del af kulturen, at man hader modstanderne, og nogle hader dem så meget, at de griber til vold, hvis de finder ud af, at man holder med det forkerte hold,  lyder det fra Thomas Gravgaard.

Han vender tilbage - igen og igen

På trods af den rå fankultur og flere oplevelser som disse, er Thomas Gravgaard vendt tilbage igen og igen – for at få slukket sin tørst.

Nogle gange for at kommentere fodboldkampe for kanal 6 - andre gange bare se dem.

Men hver eneste gang skal han først og fremmest dyrke sin afhængighed af den nation og den kultur, der lærte ham at holde fri fra hans grublerier, og som har gjort ham til dén, han er i dag, lyder det.

Det er dét bogen handler om.

Giver en pause fra grubleriet

Thomas Gravgaard indleder sin nye bog med at citat af den nu afdøde fodboldkommentator Jens Jørgen Brinch:

"Hver gang jeg er derovre, er det, som om jeg efterlader noget af mig selv, som jeg så er nødt til igen at tage over for at finde."

For det er præcist sådan, han selv har det.

Den britiske fodbold er rå, fyldt med testosteron og øl – den er et åndehul for Thomas Gravgaard.

- Når man har en tendens til at gruble meget, som jeg gør, så har jeg kunnet bruge de miljøer til at suge mig ud og være ude af det der gruble-helvede og tanke-tyrani for en stund.

Mandefællesskabet på stadion er en slags terapi mod rastløshed og følelsestyranni, lyder det.

- Det, jeg oplever hver gang, jeg er derovre, det er, at det bliver destilleret de ting, jeg skal slås med herhjemme.