Det så du ikke i Korpset: Her tester Rathsack modbydelig øvelse
Hvordan ser det egentlig ud bag optagelserne til et program som Korpset? Det kan du se her, hvor Rathsack gør noget af det, han selv hader mest.
Som jægersoldat husker Thomas Rathsack det kolde vand som det mest modbydelige. Og det blev han konfronteret med under optagelserne til TV 2-programmet 'Korpset', hvor han er chefinstruktør.
Her blev deltagerne - efter fire døgn med fysisk og mentale udfordringer - nemlig udsat for en selvtillidsprøve. En øvelse, hvor de skulle overvinde deres frygt og på den måde komme styrket ud på den anden side.
Selvtillidsprøven i programmet er den legendariske øvelse kaldet 'Død mur baglæns', hvor man fra fem meters højde lader sig dumpe bagover stiv som en dør ned i vandet.
- Det er grænseoverskridende, fordi aspiranten føler, at han mister kontrollen, fordi han skal gøre noget, han ikke er vant til, forklarer Thomas Rathsack.
Tjek på sikkerheden
Men inden aspiranterne kunne træde op på lastbilen, testede Thomas Rathsack og resten af holdet bag optagelserne dog, at sikkerheden var 100 procent i orden.
- Det gør vi ved at have både og sikkerhedudstyr i vandet. Vi har et stort setup, der overvågner aspiranterne hele tiden, siger Thomas Rathsack og tilføjer:
- Det er alt sammen et led i forberedelserne til, at kursusforløbet bliver så godt som muligt.
Husker selv det kolde vand
Chefinstruktøren måtte derfor både før og under programmet en tur op på lastbilen og ned i det kolde vand. Og særligt den sidste del har den tidligere jægersoldat ikke gode minder omkring fra sin tid i Jægerkorpset.
- Det, der altid vil stå mejslet i min hukommelse som det mest modbydelige, er det kolde vand. Og det er bare en helt central del af det. Der var morgener, hvor vi efter en hel nats march skulle ned og lave alle mulige former for pinsler i noget vand, der ikke var mere end otte grader varmt, iført vores i forvejen våde uniform, støvler og rygsæk. Og så står der en eller anden instruktør og brøler af en oppe på kanten. Det var virkelig ubehageligt. Det kan jeg bare huske, fortæller Thomas Rathsack.
Om første test af øvelsen gik som den skulle, kan du se i klippet øverst i artiklen.