Vine er død: Her er andre sociale medier med et ben i graven
På trods af 100 millioner brugere er videotjenesten Vine lukket og slukket. Digital ekspert fortæller her om andre hypede apps i farezonen.
Konceptet var at vise videoer på seks sekunder i et loop.
Det var en overgang så populært, at det sociale medie Vine havde 100 millioner brugere. Nu er det helt slut.
Ejeren af Vine, Twitter, valgte nemlig at lukke appen i sidste uge.
Vine var blandt andet med til hjælpe popsangeren Shawn Mendes til tops i musikbranchen, da den dengang ukendte, unge canadier uploadede en række små sangklip.
Havde begrænsninger
Men det sociale medie nåede aldrig at finde den rigtige forretningsmodel, forklarer digital chef ved Lead Agency, Nathalie C. Larsen i 'Go' morgen Danmark'.
- Appen havde nogle funktionelle begrænsninger med de seks sekunders videobidder, og man formåede ikke at følge med brugerne og følge med den fornyelse, som det kræver at udvikle og bevare hypen omkring det sociale netværk, som Vine var.
- Man formåede heller ikke at kapitalisere og kommercialisere appen, så de store stjerner, brugerne og de store kommercielle spillere, kunne få noget ud af det.
Sociale medier med et ben i graven
Andre sociale medier der er tæt på at uddø trods stor omtale, er blandt andre netværket Ello, som blev skabt i marts 2014 som et alternativ til Facebook - og som på et tidspunkt havde over en million brugere.
Forskellen på Ello og Facebook er, at de ikke har reklamer eller sælger brugerdata til en tredjepart.
- Der var et stort hype omkring den i en måned eller to, og så udviklede det sig til, at man ikke fik brugt platformen. Man har ligesom nok i det etablerede community, man allerede er en del af på Facebook, Twitter og alle de andre medier, man er på, fortæller Nathalie C. Larsen
Appen Peach, som skaberen af Vine også står bag, har en Messenger-lignende funktion, som fik meget omtale i starten af 2016, men den har heller ikke formået at flytte brugerne.
Den er ikke unik nok til at adskille sig, forklarer den digitale chef.
Som et tredje eksempel nævner hun Facebooks app Slingshot, som skulle være en konkurrent til Snapchat. Her kan man sende og svare udelukkende ved brug af billeder.
- Kommunikationen var ret kompleks og ikke så intuitiv som Snapchat, og den kom meget sent i forhold til. De gav brugerne noget, de havde i forvejen. Den er mere eller mindre død, selv om du stadig kan downloade den.
For langt fra det oprindelige?
De helt store spillere på banen: Snapchat, Instagram, Twitter og Facebook ser ud til at holde skansen, men nogle af dem har også svagheder, lyder det fra den digitale ekspert.
- Twitter har over flere år - og særlig i dansk kontekst - været stagneret. Jeg kunne godt sætte spørgsmålstegn ved, om Twitter formår at forny sig på brugernes præmisser. De er måske gået for meget væk fra deres primære produkt med GIF’s, videoer og man kan også skrive udover de 140 tegn.
En app som Snapchat er populær, men den mangler at være indbringende på reklamefronten på samme måde som Instagram og Facebook.
- Snapchats brugerbase er den, der er vokser mest, men de mangler det kommercielle ben, som Instagram og Facebook har, og den der naturlige integrering af sponsorerede posts, fortæller Nathalie C. Larsen.