Korpset

Dramatik i tv-program: Her besvimer deltager for åben skærm

Aspiranterne er nu så pressede i 'Korpset', at en får synsproblemer, mens en anden besvimer og må have væskedrop. Her er historien bag dramaet.

Aspiranterne er ved at gå ind i deres sjette døgn. De har på femtedagen været i gang i 14 timer og forbrændt cirka 8000 kalorier, da de bliver sendt ud på en løbetur i mørket med pandelamper. 

Her tror de, at de skal ud på en tur på fem kilometer - nemlig turen rundt om basen, som de efterhånden kender så godt.

Men efter de første fem kilometer beordrer instruktørerne dem til at fortsætte fem kilometer mere i stedet for at dreje ind på basen.

- De tror, det er slut efter de fem kilometer, men det er det så alligevel ikke - og det er virkelig en mental lussing, forklarer Thomas Rathsack, chefinstruktør i 'Korpset'.

Og den mentale lussing får særligt to af deltagerne at føle.

Det tricker dem mentalt

Cirka 500 meter inde i anden del af løbeturen beder aspirant nummer 2, John Dybkjær, om at tale med instruktørerne. Han kan ikke længere se noget på højre øje.

- Det er et rent mentalt kollaps. Min påstand er, at hvis vi var løbet en anden rute, var det ikke sket, forklarer Thomas Rathsack, der fra hans egen tid som aspirant i Jægerkorpset husker uvisheden som det værste.

Efter en snak med Thomas Rathsack vælger John Dybkjær dog at fortsætte. Og de resterende ni aspiranter får besked på at bakke John op og give moralsk støtte - for det er det at være jægersoldat handler om: At stå sammen som et team.

Her ses Kenneth kort tid efter, han er besvimet.

Skyggebokser for at blive klar

Men dramatikken er ikke forbi. Efter gruppen igen er kommet i løb, går der ikke længe, før nummer 25, Kenneth Liljegren, besvimer.

Helt bleg og slap i kroppen ligger han i skovkanten, mens hans kammerater hælder vand på ham og får ham til at komme til sig selv igen. 

KORPSET - GJORT AF DET RETTE STOF

  • Vi lever i en tid, hvor der er stort fokus på fysiske præstationer. Men i programmet 'Korpset' ønsker TV2 at vise, at virkelig råstyrke ikke kan måles på musklernes størrelse, men skal findes i psyken.
  • Fire tidligere Jægersoldater har specialdesignet et kursusforløb, baseret på deres egne oplevelser og erfaringer, som 30 danske veltrænede mænd skal igennem. 
  • De har meldt sig for at prøve deres fysiske og mentale styrke af.
  • Først, når de har presset sig selv til det yderste, ved de, om de har, hvad der skal til for at blive elitesoldat. Om de er gjort af det rette stof.

Efter nogle dybe vejrtrækninger melder Kenneth sig klar igen. Han rejser sig op fra skovbunden og begynder at skyggebokse for at blive klar. Og så fortsætter gruppen videre gennem skoven og hjem til basen.

- Magnus og jeg appellerer undervejs til, at de hjælper hinanden. Det giver et boost til hele gruppen, at alle kommer frem - og de ikke slår alene. De deler deres modgang med teamet, og det er det, vi gerne vil have dem til at forstå, siger Thomas Rathsack.

Må have væskedrop

Tilbage på basen tilser lægen Kenneth Liljegren og vurderer, at han må have væske gennem et drop. Men det slår ikke Kenneth ud. Han fortsætter til aftenens samling.

- Han formår virkelig at ryste det af sig. Og det er en af grundene til, at vi bliver så begejstrede for ham - måden, han håndterer modgang på, var virkelig god, siger Thomas Rathsack.

Du kan se 'Korpset - gjort af det rette stof' onsdag klokken 20.00 på TV 2. Efter progammet kan du livechatte med de to tidligere jægersoldater Thomas Rathsack og Rune Krogh Danielsen på tv2.dk