Derfor er sex så godt mod hedeture
Tænk over mad, motion og intimitet, lyder lægens råd mod overgangsalderens hedeture.
For manges vedkommende starter en hedetur midt i brystet, hvorefter det breder sig ud og ender i huden, som nærmest buldrer af varme.
Hedeture kan vare fra få sekunder til flere minutter, og når det indtræffer, er man nødt til at lade det passere, forklarer læge Søs Wollesen i 'Go' morgen Danmark'.
Men der findes naturlige virkemidler mod overgangsalderens varme bivirkning - blandt andet sex og nærvær.
- Når vi får nærvær, intimitet og dyrker sex, får vi frigivet nogle andre hormoner. De såkaldte 'lykkehormoner', siger Søs Wollesen.
- De vil medvirke til, at kroppen slapper bedre af. Det vil sige, at vi kommer hen i en anden tilstand og får på den måde brændt stresshormoner af og får skabt en balance.
Pas på med at skabe ny kaos-tilstand
Søs Wollesen står bag bogen 'Befri os fra flere hedeture', og hun forklarer, at der i overgangsalderen sker en reduktion af kvindelige og mandlige kønshormoner. Det er med til at give en ubalance i kroppen og får hjernen til at tro, at kroppen er i krise.
Derfor skal man have fokus på regelmæssig hvile, mad, nærvær, nærhed og intimitet som en del af hverdagen.
Herunder kommer tre råd fra lægen mod hedeture, men hun opfordrer samtidig til, at man ikke kaster sig ud i en 'mirakelkur' og ændrer sine vaner markant.
- I overgangsalderen er kroppen i en form for kaos, så hvis vi kaster os ud i at skifte kosten ud, kure og fornægter en masse ting, kaster vi den ud i en ny form for kaos, siger Søs Wollesen.