Britt og Bella bider deres børn: - Så går jeg hen og lige sætter mine tænder i hans hånd
Britt og Bella tog utraditionelle metoder i brug, da deres børn begyndte at bide. De bed simpelthen igen og siger, at metoden virker.
Det er et helt klassisk børneproblem.
Barnet bliver ivrigt eller frustreret og planter tandsættet i et andet barn eller en voksen. Mange vil blive forskrækkede, det kan gøre ondt og det er et svært problem et løse.
Den 18. januar var familievejleder Lola Jensen i Go' morgen Danmark, hvor hun fortalte om årsagerne til, at børn sætter tænderne i andre.
- Der er dem, der bliver forskrækket for livet. Det gør de aldrig mere, når den voksne bliver så forskrækket. Andre børn reagerer ikke synderligt - og så er der den sidste gruppe, der fortsætter, fordi de tænker: Hvad var det for et teater, jeg fik frem der? Sikke en virkning, jeg havde på de voksne, siger Lola Jensen.
Familievejlederen forklarer, at når børnene er helt små, er bid en uskyldig reaktion, hvor de eksperimenterer med og opdager, hvordan de voksne reagerer. Når børnene er ældre, bliver det at bide en metode til at få kontrol over en situation, skrev TV 2 dengang.
Bid igen
Emnet blev dengang debateret heftigt på TV 2s sociale medier, hvor flere forældre fortalte, at de havde gode erfaringer med at bide igen. Deres børn holdte simpelthen op med at bide efter mor eller far havde sat tænderne i dem.
En af dem som skrev, var Bella Jensen fra Randers, som oplevede sin 2-årige søn bide en jævnaldrende pige.
- Vi havde venner på besøg, og de legede rundt. Så bed han hende pludseligt, så hun begyndte at græde. Så går jeg hen og lige sætter mine tænder i hans hånd, så der lige blev markeret og han opfattede, at det ikke var rart, siger hun.
Hun understreger, at hun var opmærksom på ikke at skade ham.
Ifølge hende var resultatet, at han aldrig bed nogen igen.
En anden, som har haft gode erfaringer med at bide igen er Britt Pedersen fra Hem ved Skive, som har bidt alle sine fire børn da de var mellem tre og fem år.
- Når de har bidt hinanden, så har jeg taget affære selv. Jeg har sat tænderne i, så man lige har kunnet ane et aftryk - uden det egentlig gjorde ondt, siger hun.
Hun fortæller også, at der derefter aldrig blev bidt igen.
- De blev nok mere overraskede, end at det egentlig gjorde ondt. Der har måske været optræk til bid et par gange bagefter, men så blev de verbalt mindet om, at det ikke var noget, man gjorde. Så de har aldrig bidt siden, siger Britt Pedersen.
Hun understreger også, at hun ikke vil skade sine børn, og at hun kun har bidt hvert barn én gang.
Man må da ikke bide sine børn
Nogle vil mene, at det er helt forkert at bide sine børn - hvad siger I til det?
- Jeg mener ikke, at det er forkert opdragelse. Det blev klaret i ét bid. Ellers skulle jeg forklare ham, at det er forkert at bide, og når han så gjorde det igen i børnehaven, så ville de også forklare ham det på en anden måde. Det er en krig i hovedet på sådan et lille barn. Så synes jeg, at det er bedre med en hurtig afmærkning, og så er problemet ude af verden, siger Bella Jensen.
Hun er godt klar over, at folk vil blive foraget over hendes tilgang til problemet, så hun går ikke og fortæller historien højt. Men typisk er folk meget forstående, når de hører, at hun ikke har bidt sin søn til blods.
- Han kan slet ikke huske det i dag, og han er helt velfungerende, siger hun.
Britt Pedersen forstår også godt, at mange måske ikke vil forstå hendes måde at opdrage på.
- Jeg synes ikke, at det er en forkert måde, at opdrage på, men jeg kan da godt forstå, at mange vil se skævt på det. Jeg synes, at man som forældre skal være den, som sætter grænserne og ikke, hvad andre synes. Men det er også vigtigt at forstå, at jeg jo ikke bed mine børn til blods, men bare lige markerede, så de forstod det, siger hun.
Ekspert fraråder metoden
Familierådgiver Diana Lindegaard er enig med Lola Jensen i, at der kan være mange årsager til, at børn bider.
- Det kan være frustration, undersøgelse, opmærksomhed eller uopfyldte behov. De er jo for små til at formidle med sprog, så de gør andre ting, og det er vigtigt, at man som forælder, kan se igennem disse ting, siger hun.
Hun siger også, at hvis barnet har fået for vane at bide, så skal man få en strategi til at få det stoppet. Man skal kunne identificere situationer, hvor bid kan opstå, og så hurtigt aflede.
Men at bide igen vil hun ikke anbefale.
- Når børn bider, kan det jo være symptomer på mange ting. Så det kan godt være, at du fjerner symptomet ved at bide tilbage, men du fjerner ikke den underliggende årsag. Barnet vil jo også blive forskrækket, og selv voksne kan reagere voldsomt på at blive bidt, siger hun.
Men når flere forældre fortæller, at deres børn aldrig har bidt igen, og at mødrene i øvrigt ikke bed til - er det så ikke en bare en god, men upædagogisk metode?
- Det er rigtigt, at man ikke kan forklare et 2-årig barn, at det ikke må bide. Men et skarpt nej, og at man tager dem væk fra situationen, forstår de godt, siger familierådgiver Diana Lindegaard.
Hvad mener du? Deltag i debatten på Facebook her.