Korpset

Korpset-instruktører: Derfor var det de tre mænd, der gik hele vejen

En var klar favorit fra start, mens en anden blev båret igennem 'Korpset' af sin jernvilje. Og så var der ham, der fysisk og mentalt var i topform.

Det var langt fra tilfældigt, at det var Morten, Frederik og Kenneth, der holdt ud og gennemførte otte døgn med både fysisk og psykisk smerte.

De havde det, der skulle til - de er alle gjort af det rette stof, mener Thomas Rathsack og Erik B. Jørgensen, tidligere jægersoldater og instruktører i 'Korpset - gjort af det rette stof'.

- De er i stand til at arbejde under pres og ikke mindst arbejde sammen som enhed, forklarer Thomas Rathsack.

Han var en favorit fra start

Favoritten hos mange af seerne af programmet var ifølge TV 2s afstemninger aspirant nummer 5, Morten Sort, som høstede mere end halvdelen af stemmerne forud for sidste afsnit. Og hos instruktørerne var nordjyden også en favorit fra start.

Allerede de første dage lagde han godt ud med at løbe i front og komme ind som den første på den 25 kilometer lange march ved Vesterhavet.

- Han skilte sig positivt ud fra starten af. Vi havde ham alle sammen som kandidat til at gå hele vejen, for han viste på dag et en rigtig god løbeform. Han viste sig også at være en god holdkammerat, og han tågede ikke rundt, forklarer Thomas Rathsack.

Det, man skal huske i sådan noget her, er at lade være med at dømme folk.

Erik B. Jørgensen, instruktør og tidligere jægersoldat

Hans tilgang til opgaverne og sine omgivelser bundede ifølge instruktørerne i, at han kendte sig selv utrolig godt.

- Han havde en meget stor selvindsigt. Han hvilede i sig selv - det kunne man se, siger Erik B. Jørgensen.

Nedenfor kan du se, hvordan Morten så ud før og efter hans deltagelse i Korpset.

korpset 03
korpset 04

Hans intelligens kom ham til gode

Aspirant nummer 8, Frederik Bundesen, gik også hele vejen. Han skilte sig især ud i sidste del af kurset, hvor han ikke lod sig påvirke synderligt af de forhør, han var igennem eller af de mange timer, han lå i stresspositioner på et hårdt stengulv.

- Han viste sig under den sidste fase - især under afhøringsfasen - at være rigtig kvik, for han lod sig egentlig ikke påvirke af det pres, der var derinde. De fleste mennesker bliver presset af at blive afhørt på den måde, men han snoede sig igennem og gjorde det på en intelligent måde, siger Thomas Rathsack.

Han understreger samtidig, at Frederik Bundesen også havde den nødvendige fysik, der kunne bære ham igennem utallige løbetur, lange marcher og timelange styrketræningspas, hvor han skulle slæbe rundt på træstammer og bildæk.

korpset 01
korpset 02

Kunne hive sig op fra selv de sorteste huller

Den tredje aspirant, der klarede sig igennem, var nummer 25, Kenneth Liljegren. Han løb ellers ind i problemer i den sidste del af forløbet. På sjettedøgnet besvimede han under en løbetur og måtte have drop. Det var - ifølge instruktørerne - tydeligt, at han var godt brugt de sidste døgn.

- Han er en maskine ud over alle grænser. Han kan køre sig selv ud over kanten, hvor andre mennesker umuligt kan hive sig op fra igen - han er kollapset og er kommet tilbage igen. Han har en ukuelig vilje til aldrig at give op, forklarer Erik B. Jørgensen.

Således bar den 43-årige socialpædagogs vilje ham igennem en 24 timer lang flugtfase, en forhørsfase på knap et døgn og som kronen på værket et 15 meter spring fra en kran.

korpset 05
korpset 06

De tre aspiranter, der gik hele vejen, havde altså hver deres styrker.

- Det, man skal huske i sådan noget her, er at lade være med at dømme folk. Folk skal dømmes ud fra, hvad de gør, og hvordan de handler. Vores opgave er egentlig at holde hovedet koldt og så vurdere dem ud fra hver enkelt situation, fortæller Erik B. Jørgensen.