Korpset

Beslutningen var længe undervejs: -Jeg havde i virkeligheden ikke lyst til at være der

Ulrik Valentiner-Branth valgte at aflevere sit armbind i 'Korpset' kun ganske få timer fra målet. Her fortæller han hvorfor.

Beslutningen om at aflevere sit armbind havde i mange timer spøgt hos Ulrik Valentiner-Branth.

Efter at have siddet i fastlåste positioner på et hårdt stengulv med babyskrål i ørerne i 12 timer - kun afbrudt af ubehagelige afhøringer - blev det til sidst nok for aspirant nummer 23.

Omkring midnat i det sidste døgn af 'Korpset' afgav han sit armbind.

- Jeg kunne bare mærke, at livet for mig ikke gjaldt om, at jeg skulle ligge og bruge mine timer på et hårdt stengulv. Så derfor tænkte jeg, at nu måtte nok være nok, fortæller Ulrik Valentiner-Branth øjeblikket efter, han var trådt ud fra basen, hvor han havde siddet fanget i et halvt døgn.

En sejr at sige fra

Beslutningen havde været længe undervejs, og både fordele og ulemper ved at melde fra var blevet afvejet inden under den sorte hætte, som Ulrik og de andre aspiranter fik på i fængslet.

- På den ene side tænker man, at der er så kort tid igen, så hvorfor ikke bare holde det ud - ligesom man har gjort alle de andre dage. Men på den anden side er det også en sejr at kunne indrømme over for sig selv, at det her har man i virkeligheden ikke lyst til, siger Ulrik Valentiner-Branth, der til daglig er studerende.

Jeg er rigtig stolt over mig selv, og at jeg tog den så langt, som jeg havde lyst til.

Ulrik Valentiner-Branth, aspirant nummer 23

De sidste fire aspiranter blev tilfangetaget efter syv døgn med både fysiske og psykiske udfordringer kombineret med meget lidt mad og søvn.

Ulrik Valentiner-Branth klarede alle udfordringer godt og lagde sig ofte i front på løbeturene.

Det sidste døgn inden tilfangetagelsen fik de kun en fisk, et par enegibarer og nogle minutters søvn. Derefter blev de udsat for et bagholdsangreb, hvorefter de blev ført ind i et mørkt rum, hvor de en efter en blev pillet ud af forhørsledere, der forsøgte at knække dem ved at pille deres "cover story" (dækhistorie, red) fra hinanden.

Smertene steg ham til hovedet

For Ulrik Valentiner-Branths vedkommende var det især kroppen, der begyndte at sige fra på det tidspunkt.

KORPSET - GJORT AF DET RETTE STOF

  • Vi lever i en tid, hvor der er stort fokus på fysiske præstationer. Men i programmet 'Korpset' ønsker TV2 at vise, at virkelig råstyrke ikke kan måles på musklernes størrelse, men skal findes i psyken.
  • Fire tidligere Jægersoldater har specialdesignet et kursusforløb, baseret på deres egne oplevelser og erfaringer, som 30 danske veltrænede mænd skal igennem. 
  • De har meldt sig for at prøve deres fysiske og mentale styrke af.
  • Først, når de har presset sig selv til det yderste, ved de, om de har, hvad der skal til for at blive elitesoldat. Om de er gjort af det rette stof.

- Det, der gav mig overvejelserne, var helt klart, at min lænd, mine knæ og mine håndled var rigtig pressede. De gør rigtig ondt at ligge på. Og det gør, at det stiger en til hovedet, forklarer Ulrik Valentiner-Branth.

Derfor valgte han at trække sig, mens legen stadig var god, og de gode oplevelser og udfordringer stadig stod som det klareste i hukommelsen.

- Ved at jeg selv får lov at melde fra her, føler jeg, at jeg beholder alle de positive minder fra denne her store oplevelse. Jeg er rigtig stolt af mig selv, og at jeg tog den så langt, som jeg havde lyst til og ikke blev valgt fra, fortæller Ulrik Valentiner-Branth, der især synes, at de fire tidlige jægersoldater har været inspirerende at arbejde sammen med og lære af.