Hver femte barn mellem ni og 16 år har oplevet at blive mobbet online. Og de seneste måneder har der været øget fokus på emnet i medierne. Så sent som i begyndelsen af februar kunne TV 2 fortælle om et ekstremt voldsomt mobberelateret overfald, hvor en dreng blev overhældt med brændende benzin.
Torsdag aften står Max Voxted frem i 'Go' aften Danmark' og fortæller, hvordan han og hans klassekammerater mobbede en pige ud af klassen, da de gik i 6. klasse.
- Vi havde et problem med, at hun ikke kunne lade være med at indblande sin mor. Det endte så med, at at der var en, der skrev et opslag på Facebook om det, og vi andre begyndte at kommentere på det. Hun læste det og blev ikke så glad, fortæller Max Voxted.
Jeg er super ked af, hvad jeg har gjort. Jeg håber, at hun har fået nogle gode venner - for det var vi i hvert fald ikke.
Max Voxted, om at mobbe en klassekammerat i folkeskolen
Pigen endte med at forlade skolen, og det gik op for Max Voxted, at han reelt havde været med til at mobbe hende.
- Jeg kom til at tænke over bagefter, at det ikke var særlig smart, det vi havde gjort. Vi skulle nok have tænkt os lidt mere om, siger han.
- Jeg håber, at hun har det bedre nu
Max Voxted går i dag i HF, og oplevelsen har fået ham til at ændre sit syn på mobning. Derfor har han valgt at undervise børn i Gentofte Kommune om konsekvenserne af deres handlinger på de sociale medier.
Han er blevet en del af 'Gentoftes Antimobningskorps', der blandt andet ønsker at lære børn, hvordan man opfører sig på nettet.
Max Voxted mener, at børnene vil lytte mere til antimobbekorpset, end hvis 'rigtige voksne' tager snakken med dem.
- Det bliver ikke så meget at sige, hvad de ikke må, for så bliver vi ambassadør for forældrene. Vi vil hellere møde den i øjenhøjde, siger Max Voxted.
Han er ikke i tvivl om, hvad han ville sige til den pige, som han og hans kammerater mobbede dengang i folkeskolen.
- Jeg vil sige, at jeg er super ked af, hvad jeg har gjort. Og at jeg håber, at hun har det bedre nu, og at hun har fået nogle gode venner - for det var vi i hvert fald ikke.
Stop op
Hvis du er kommet til at sende et billede videre af en pige eller en dreng, der er nøgen, så tag en dyb indånding. Du kan få hjælp til at få stoppet billedet. Sig til dem, du har sendt det til, at det var en fejl, og at de skal slette billedet. Hvis du har lagt billedet eller videoen op på nettet, så skriv til dem, der styrer hjemmesiden, at billedet skal fjernes. På Facebook kan man blokere indhold og anmelde det til Facebook.
Vær ærlig
Fortæl til dine forældre, hvis du er kommet til at sende et billede af andre videre uden samtykke. Du hader måske tanken om at sige det til dine forældre, men de kan hjælpe dig. Du kan også tale med en anden voksen, du stoler på. Vær ærlig om, hvad der er sket. Det vigtigste er at få stoppet billedet, inden det ryger videre rundt. Du kan også ringe eller skrive til BørneTelefonen på telefon 116 111 skrive på chatten.
Slet billedet
Hvis en af dine venner sender dig et nøgenbillede, så må du ikke sende det videre uden at spørge personen først. Hvis man ikke har fået lov, er det ulovligt at dele det. Man kan få en bøde for at dele det. Slet det billede eller den video, du har modtaget. Sig, du ikke vil være med til at dele noget, der kan gøre andre kede af det. Tænk på, hvordan du selv ville have det, hvis et billede af dig røg rundt til alle i klassen.
Stop spredningen
Hvis du tror, billedet er blevet delt med flere, så spørg dine bedste venner om hjælp. De kan kontakte deres venner og få dem til at slette billedet. Hvis du ser nogen, der deler nøgenbilleder eller videoer på et socialt medie, så anmeld det til siden. Både Facebook, Skype, YouTube og Google arbejder sammen med politiet. Det hjælper at anmelde det.
Meld det til politiet
Det er ulovligt at dele billeder og video af andre, der ikke har sagt 'ok' til det. Du kan derfor melde det til politiet, hvis andre sender billeder til dig. Man kan enten ringe til politiet på telefonnummer 114 eller lave en anmeldelse på nettet på www.politi.dk. Det kan være en god ide at få en voksen til at hjælpe med at lave anmeldelsen. Hvis du er i tvivl om, hvordan du gør, kan du også ringe til BørneTelefonen på 116111.