Livsstil

Michelin-eksperterne har talt: Dem skal vi holde øje med i morgen

Michelin-guiden bliver udgivet onsdag. Eksperterne har flere bud på, hvilke restauranter, der kan få stjerner.  Asger Ladefoged / Scanpix Denmark

Onsdag bliver nordens Michelin-guide udgivet. Eksperterne forudser, at guiden byder endnu flere danske restauranter fra hele landet velkommen.

Hvert år sidder madinteresserede nordboere klar, når den nordiske Guide Michelin bliver udgivet. 

Klokken 10 onsdag bliver det afsløret, hvilke restauranter, der får de eftertragtede michelinstjerner og dermed en af branchens største udmærkelser.

Michelin-guiden: Det betyder stjernerne

I Michelin-guiden får maden karakterer ved hjælp af stjerner.

Vurdering af service, atmosfære og øvrige indtryk belønnes med korslagt bestik (1-5 bestik). Hoteller belønnes på samme måde for deres miljø/komfort med hussymboler i forskellige størrelser.

Rødt bestik og røde hussymboler gives til særligt gode restauranter og hoteller. 

- Tre stjerner i Guide Michelin betyder, at en restaurant er "værd at rejse efter". 
- To stjerner betyder, at restauranten er "en omvej værd". 
- En stjerne betyder, at det er en "rigtig god restaurant i sin kategori".  

Kilde: Guide Michelin 

I madkredse bliver det lige nu livligt diskuteret, hvordan den nye guide kommer til at se ud. Hvem får stjerner? Og hvem risikerer at miste dem igen?

- Det er ikke nødvendigvis logisk, hvem de vælger, men Guide Michelin går altid efter høj kvalitet og en god helhedsoplevelse, som går igen over længere tid. Deres kodeord er stabilitet, siger Magasinet Gastros redaktør, Jesper Uhrup.

Inspektørerne bliver spottet

For at gøre sig en idé om, hvem guiden kan have i tankerne, holder madeksperterne øje med de inspektører, som skal vurdere restauranterne.

Deres præcise færden er nemlig det bedste pejlemærke for, hvilke restauranter, der bliver stjernebelagt i år. Det kræver mindst tre besøg, før en restaurant bliver optaget i guiden. 

- Der er flere restauranter, hvor vi ved, at inspektørerne har været forbi. Det er ikke altid, de giver sig til kende, men vi har set eksempler på, at de har skrevet om deres besøg på Twitter, at de er blevet genkendt af folk fra miljøet eller at deres telefonnumre afslører dem, når de booker bord, siger TV 2's madekspert Svend Rasmussen.

Også Søren Frank, som er madanmelder for Berlingske holder øjne og ører åbne op til guidens udgivelse:  

- Inspektørerne er blevet bedre til at skjule sig, men nogle gange afslører de sig selv: Bliver der ringet fra et London-telefonnummer (Hvor Guide Michelin har hovedkvarter, red.) for at booke et enkeltmandsbord flere måneder i forvejen, så kan det være en god indikation på, at de kommer forbi, siger han.

Michelin-guiden: Sådan startede det

Den første Guide Michelin udkom i år 1900 på initiativ af dækfabrikanten Michelin. Den blev delt ud gratis til alle, som købte en bil.

De første guider indeholdt oplysninger om, hvor man kunne tanke, da der var ikke mange tankstationer dengang, hvordan man skiftede dæk og glødelamper, og om hvor man kunne få en bid mad eller overnatte. 

Det overordnede formål var således at gøre det enklere at rejse.

Systemet med stjerner blev introduceret i 1930'erne. 

Kilde: Guide Michelin

Provinsen er i spil

Besøgene tyder ifølge Svend Rasmussen fra TV 2 på, at Guide Michelin fortsat har blik for restauranter udenfor de store danske byer, København og Aarhus.

Lige nu er 22 danske restauranter udmærket med michelinstjerner. To steder har to stjerner, mens en, Geranium i København, har det ultimative tre stjerner. 

Selvom danske restauranter har haft michelinstjerner siden 1983, er det først i 2016, at guidens inspektører bevægede sig ud i provinsen. Her kom Restaurant Frederiksminde i Præstø, HenneKirkeby Kro i Henne og Kadeau på Bornholm i guiden. 

- Der er flere restauranter uden for storbyerne, som var oplagte bud allerede sidste år, men som jeg ikke tror er kommet med, fordi det ville være for mange på en gang. De kommer sandsynligvis nu, siger Svend Rasmussen.

Guide Michelin Danmark 2016

København: Geranium (***), Noma (**), A|O|C (**), Søllerød Kro (*), Era Ora (*), formel B (*), Kokkeriet (*), Kiin Kiin (*), Studio at the Standard (*), Kadeau (*), Grønbech & Churchill (*), Relae (*), Den Røde Cottage (*), Marchal (*), Clou (*), Kong Hans Kælder (*)

Aarhus: Frederikshøj (*), Gastromé (*), Substans (*)

Bornholm: Kadeau (*)

Henne: HenneKirkeby Kro (*)

Præstø: Frederiksminde (*)
 

Mindst én restaurant mister sin stjerne 

En ting, som madeksperterne kan være sikre på ved årets guide: Michelinrestauranten Grønbech og Churchill mister sin spalteplads, fordi den lukkede i oktober.  

Ifølge Søren Frank er det ellers atypisk, at restauranter mister deres plads i guiden, medmindre der sker store ændringer på stedet. Inspektørerne bruger livrem og sele for at sikre sig, at stederne holder sit niveau, før de kommer dem i guiden.  

- Vi skal huske på, at Guide Michelin er en bog. Den står måske i reolen i nogle år, og så skal Michelin være sikre på, at man stadig kan tage hen til de restauranter og adresser og få et måltid af høj kvalitet, siger Søren Frank fra Berlingske Tidende. 

Se eksperternes bud herunder: 

Eksperternes bud: De kan få en michelinstjerne i år

  1. Dragsholm Slot

    Dragsholm Slot ligger i Odsherred tæt ved Nekselø Bugt.

    Gourmet-restauranten på Dragsholm Slot i Odsherred mener, at de har haft flere besøg af inspektører fra Guide Michelin:

    - Jeg troede allerede, at de ville få en stjerne sidste år, da inspektørerne begyndte at bevæge sig udenfor storbyerne. Dragsholm Slot har med sikkerhed kvaliteten til en stjerne. Og så har de haft besøg af inspektører, siger Søren Frank, madanmelder fra Berlingske Tidende.

  2. 108

    Nomas lillesøster, 108, kommer måske i Michelin-guiden.

    Nomas mere casual lillesøster, 108 på Christianshavn, kan måske få en af de eftertragtede stjerner ifølge eksperterne: 

    - Vi ved, at folk fra 108 er på vej til Stockholm. Det kan tyde på, at de har en klar idé om, at de får en stjerne ved pressemødet onsdag, siger Svend Rasmussen, som er TV 2's madekspert. 

     

  3. Alchemist

    Alchemist på Østerbro åbnede først sidste år og ifølge eksperterne kan tiden nu være inde til, at den kommer i Michelin-guiden. 

    - Den havde ikke haft åbent i så lang tid sidste år, det kan have haft indflydelse på, at den ikke kom med. Den har, hvad der skal til, siger TV 2's madekspert Svend Rasmussen.

  4. Koks

    Restaurant Koks på Færøerne er et godt bud på et sted, som kan få en michelinstjerne.

    Restaurant Koks kan blive den første restaurant på Færøerne, som modtager en Michelin-stjerne. Ekspertpanelet er dog ikke helt enige, om det bliver denne gang: 

    - Vi ved, at inspektørerne har været der flere gange - det har de skrevet på Twitter. Jeg tror ikke, de ville tage helt til Færøerne flere gange, hvis ikke der var en stjerne i farvandet, siger Søren Frank fra Berlingske.   

    - Jeg er ikke i tvivl om, at kvaliteten er til en stjerne, men jeg tror, at Færøerne er for langt væk. Michelin-guiden ser også på, hvad der i øvrigt sker på restaurant-fronten og der tror jeg ikke, at der er nok at rejse efter på Færøerne, siger Jesper Uhrup, redaktør på Magasinet Gastro.

  5. Taller

    Taller serverer mad inspireret af det sydamerikanske land Venezuela.

    På Taller mener de også at have haft besøg af inspektørerne fra Guide Michelin - det tolker Svend Rasmussen fra TV 2 som, at de er på vej i guiden.

  6. De usandsynlige, men mulige restauranter

    Falsled Kro på Fyn.

    Madeksperterne har masser af bud på modtagere. Nogle ved, at de har haft besøg af inspektører, andre ved det ikke - derfor bliver det langt hen af vejen gode gæt.

    2017 kan blive året, hvor Fyn får sin første michelinstjerne. Falsled Kro er en mulighed, selvom køkkenchefen ikke mener at have haft besøg.

    Derudover nævner ekspertnerne: Brødrene Koch i Aarhus, Ruths Hotel i Skagen og Mielche og Hurtigkarl, som flere gange er blevet forbigået på trods af, at den bliver rost til skyerne af danske madanmeldere. 

Eksperternes bud: De kan få en stjerne mere

  1. Studio in the Standard

    Studio laver ny nordisk mad.

    Restaurant Studio har ifølge både Svend Rasmussen fra TV 2, Søren Frank fra Berlingske og Helle Brønnum Carlsen, madanmelder ved Weekendavisen, en god mulighed for at få sin anden michelinstjerne. 

    - Maden er 'ny nordisk' af høj kvalitet ligesom på Noma. Det er noget af det, som Michelin-inspektørerne er vilde med, når de kommer til Norden, siger Helle Brønnum Carlsen. 

  2. Kadeau i København

    Restaurant Kadeau serverer mad inspireret af Bornholm - og med råvarer fra øen.

    Svend Rasmussen fra TV 2 og Søren Frank fra Berlingske mener, at Kadeau i København sagtens kan høste sin anden michelinstjerne. 

    - Historien siger, at inspektørerne kan godt lide den type luksus, som der er på Kadeau, hvor der for eksempel er masser af tjenere. Jeg synes bestemt, at det holder samme niveau, som dem, der har to stjerner allerede, siger Søren Frank fra Berlingske. 

  3. Søllerød Kro

    Jan Restorff er mangeårig restaurantchef på Søllerød Kro.

    Søllerød Kro er ifølge Svend Rasmussen også en kandidat til sin anden michelinstjerne: 

    - Hvis den skulle have, så skulle det være fordi, at de er de bedste i Danmark til det klassiske franske køkken. Det kan de rigtig godt lide fra det franske Michelin. Og så har en afsindig dygtig køkkenchef, Brian Mark Hansen, som giver det et moderne twist, siger Svend Rasmussen.