GO'

Jørgen droppede direktør-jobbet - og blev p-vagt

Jørgen Ørstam sagde sit job op som direktør og nyder nu sin arbejdsdag som parkeringsvagt.

72-årige Jørgen Ørstams cv emmer af topjobs. Med stillinger som teknisk direktør hos SAS og administrerende direktør for en række andre flyselskaber, er erfaring ikke hvad han mangler. Men da han som 64-årig blev tilbudt endnu en stor stilling over en toårig periode med base i Frankfurt, kom han i tvivl.

- Da jeg så den toårige kontrakt, tænkte jeg: 66 år og så er det slut. Men jeg kunne slet ikke forestille mig, at jeg skulle pensioneres, når jeg var 66. Jeg havde lyst til at lave noget mere, fortæller Jørgen Ørstam i ’Go’ aften Danmark’ onsdag.

Og det skulle vise sig at være hans svoger, der fik ham på sporet af en jobmulighed, han aldrig selv havde regnet med.

Føler sig fri

- Min svoger sagde til mig: Jørgen, du skal være parkeringsvagt. Så sagde jeg: Nej, det skal jeg fandeme ikke, men så gik jeg alligevel og tænkte over det, siger Jørgen Ørstam.

Før han vidste af det, søgte han stillingen som parkeringsvagt i Københavns Kommune. Og i dag - 8 år senere - fortryder han ikke sin beslutning.

- Man føler sig fri. Man møder mange søde og rare billister, som spørger om de overholder reglerne, og så bliver de glade, når man med et smil fortæller dem, hvordan reglerne egentlig er, lyder det fra Jørgen Ørstam.

- Man kan altid fortælle en joke

Jobbet som parkeringsvagt er noget anderledes end jobbet som topchef. Men Jørgen Ørstam nyder arbejdsdagen på Københavns gader og stræder, og faktisk mener han, at direktørbaggrunden giver ham en fordel, når en konflikt opstår. For ham handler det om humor og den gode tone.

- For det første kan man altid komme med en joke, og så er der et smil med det samme. På den måde kommer man på bølgelængde, og så kan man altid få en dialog og kommer måske også til at snakke om andre ting, siger han.

Og selvom man som parkeringsvagt kommer ud for lidt af hvert, savner han aldrig den læderbetrukne direktørstol.

- Nej. Jeg har det fint med at gå rundt derude og opleve København og opleve vejret. Det er skønt at gå om sommeren i skjorteærmer, se byen og opleve dens ændring, forklarer Jørgen Ørstam.