'Kurs mod fjerne kyster' besøgte dansk redningshold: Nu er 20 orangutanger reddet
Den danske organisation Red Orangutangen har sammen med en indonesisk partner reddet en række aber. De brugte 8,5 time på én af dem.
En gruppe orangutanger har været fanget i et lille skovområde på Borneo, efter voldsomme skovbrande sidste år havde ryddet det meste af deres regnskovshjem.
Derfor måtte et redningshold fra et rehabiliteringscenter finansieret af den danske organisation Red Orangutangen rykke ud i sidste uge, hvor de indfangede i alt 20 orangutanger.
- De reddede orangutanger var døde af sult, hvis ikke de var blevet flyttet til et større regnskovsområde, siger Red Orangutangens direktør, Claus Staunstrup Nilsson.
Organisationen oplyser, at det er usædvanligt at flytte så mange på en gang, og det tog eksempelvis 8,5 timer at redde én af orangutangerne. Derfor foregik aktionen løbende over hele sidste uge.
De 20 aber blev bedøvet, inden de blev transporteret hen til et beskyttet regnskovsområde.
Gold, afgrænset slette
Problemstillingen kan minde om en situation i tirsdagens afsnit af 'Kurs mod fjerne kyster', hvor familien Beha Erichsen dybt inde i Borneos jungle spotter en orangutang i et afbrændt skovområde.
Orangutangen kan ikke komme væk fra stedet og har derfor dystre fremtidsudsigter, hvis ikke den bliver reddet.
- Det er fantastisk at få lov til at opleve en kæmpestor han, som hænger deroppe i træet, og nedslående, fordi vi er i et område, hvor orangutangerne ikke skal leve. Det er en gold, afgrænset slette, siger Mikkel Beha Erichsen i programmet.
Organisationen Red Orangutangen oplyser, at det ikke er muligt at sige, om lige præcis den orangutang fra programmet er blevet reddet eller ej, men at organisationen jævnligt hjælper nødstedte orangutanger.
Sidste år blev 76 reddet
Tusindvis af orangutanger dør hvert år, fordi Borneos regnskov bliver ryddet. Samtidig var vejrfænomenet El Niño skyld i tørkelignende forhold, som gør, at nogle områder er ekstra udsatte for skovbrande.
Nogle af dyrene dør af den stress, de bliver udsat for, mens andre bliver dræbt, når de bevæger sig ind i nyopførte palmeolieplantager, oplyser organisationen. En tredje gruppe dør, fordi de ikke har mulighed for at bevæge sig hen til egnede skovområder for vilde orangutanger.
Redningsmissionen fandt sted i Kapua-distriktet på den centrale del af Borneo.
I 2016 blev i alt 76 andre nødstedte orangutanger reddet fra et nærliggende skovområde.