Pernilles lillebror dræbt i ulykke efter gymnasiefest: - I nat drømte jeg, at du var på besøg
Når de store følelser hober sig op lillebrorens død, tyr Pernille Strøm Øster til Instagram.
- I nat drømte jeg, at du var på besøg. Kun for en enkelt aften, men alle var mødt op for at omfavne og elske dig. Jeg ville give alt for bare få minutter ved din side, men hvordan håndterer man det faktum, at det aldrig kommer til at ske.
Sådan skriver Pernille Strøm Øster i et af sine Instagram-opslag.
På billedet sidder en lysthåret dreng med iført Barcelona-fodboldtøj og med en PlayStation-kontroller i hånden. Drengen på billedet er Jonas, og han er lillebror til Pernille Strøm Øster.
For to et halvt år år siden døde Jonas i en ulykke. Han blev kørt ned af et tog på vej hjem fra sin første gymnasiefest. En fest som storesøster Pernille Strøm Øster også deltog i, selvom hun netop var gået ud af gymnasiet.
Nu bruger Pernille Strøm Øster sin Instagram-profil, der er tilgængelig for alle, til at dele minder om sin lillebror.
- Det er blevet et frirum for mig, et kreativt frirum, hvor jeg for en stund kan lukke lidt af luften ud af ballonen, inden det bliver for meget for mig, siger hun tirsdag i 'Go' aften Danmark'.
Tanken er for uudholdeligt
Den første gang, Pernille Strøm Øster sætter ord på sin lillebrors død på sin Instagram-profil, er lige efter hans begravelse. Med ordene "jeg håber himlens forbindelse går gennem drømme, for så kan mit hjerte få lidt ro her til morgen", sender hun en besked ud - ikke alene til sine følgere på Instagram, men også til Jonas.
- Tanken om at han ikke skulle gøre det (læse med, red.), er for uudholdeligt. Jeg tror ikke, jeg kunne holde ud at være her, hvis jeg ikke havde tanken om, at han kunne kigge med deroppe et sted, siger hun.
Bliver du nogensinde nervøs, når du lægger så private ting op?
- Ja, det er jeg nok, fordi jeg er bange for, at folk tænker, ”så nu kører det igen”, ”er hun ikke snart over det", og ”hvorfor skal det fylde så meget”. Men jeg har aldrig fået den reaktion, siger Pernille Strøm Øster.
En måde at udtrykke sin sorg
Pernille Strøm Østers trang til at dele minder på det sociale medie Instagram skiller sig umiddelbart ikke ud. Inden for de seneste år er mindeaktiviteter blevet mere synlige på de sociale platforme.
Sådan lyder det fra Stine Gotved, der er cybersociolog og lektor på ITU. For hos de yngre generationer er der ingen adskillelse mellem at være sammen med andre mennesker online, som hvis de var sammen med dem fysisk, fortæller hun:
- De sociale platforme er for dem et naturligt og socialt rum, hvor de kan ytre sig. Det er en integreret del af dem.
En anden årsag til, at unge mennesker ifølge Stine Gotved ofte tyr til de sociale medier, når de skal udtrykke sig om eksempelvis sorg, er, at sorgen for personens jævnaldrende kan være svær at håndtere.
- Man kan hurtigt blive isoleret, fordi andre ikke ved, hvordan de skal agere i situationen. Ved at dele sine følelser på de sociale medier får man et frirum, hvor man selv sætter rammerne, og hvor det ikke er vanskeligt at blive mødt.
Naturligt at dele private billeder
Pernille Strøm Øster fortæller også i 'Go' aften Danmark', at det føltes naturligt for hende at dele det første billede sin lillebrors død.
- Før ulykken var min Instagram fyldt med studenterbilleder. Det var præget af ungdomsnaivitet. Ligemeget hvor forbandet det (Jonas' død, red.) end virkede, var det min hverdag. Det virkede naturligt for mig at dele det med folk.
Ifølge cybersociologen afspejler det, at de sociale medier synliggør, at døden eksisterer.
- Det er ikke håndteringen af sorgen, der er tabuet. Det er døden. Når døden bliver synliggjort, kan andre føle sig overrumblet. Men det kan også give andre et indblik i, hvordan hun reelt har det, uden at de behøver at spørge.