Bragte den 'sjofle popmusik' til Danmark - og endte med at få monopolet til at give sig
Da monopolet herskede under Statsradiofonien var radio drønkedeligt, og Jørgen og Asger var dengang drenge, som var med på en radio-revolution.
Mandag aften har TV 2 Charlie premiere på tv-serien 'Mercur', som er historien om den dramatiske fødsel og død af Radio Mercur, den første kommercielle radio i Danmark.
Det var året 1958, hvor forældre forventede meget af børnene, og alt skulle være pænt og dydigt. Men under overfladen ulmede oprøret fra ungdommen, som sugede nye indtryk til sig.
Der var ny musik fra det spændende land USA, som man kun kunne fange på et skrattende og dårligt FM-signal fra Luxembourg. Der var rockmusik, popmusik og alt det, som forældrenes generation hadede.
Radiomonopolet herskede dog, og det var kun tilladt for Statsradiofonien (det tidligere Danmarks Radio, red.) at sende radio.
Men en flok pionerer opdagede, at hvis man sendte radiobølger fra et skib i internationalt farvand, så kunne de forstokkede myndigheder ikke gøre en pind.
Det varede dog kun få år.
Ingen tid til lektier
Radio- og tv-værten Jørgen de Mylius var en del af ungdommen og higede efter tonerne af 'rock 'n' roll'.
- Jeg kunne slet ikke lave lektier på grund af Radio Mercur. Radioen blev min inspirationskilde til det, jeg senere skulle lave. Men da de besluttede, at Radio Mercur skulle lukkes - via en meget mærkelig lov - var det en stor sorg for mig, siger han til Steen Langeberg i 'Go' morgen Danmark' søndag morgen.
Allerede dengang var han så fikseret på musikken, at han noterede hitlisterne på papir, når de blev spillet i radioen uge efter uge.
Finansmanden som radio-matros
En af betingelserne for sendingen af tonerne fra Radio Mercur var, at udsendelserne blev optaget på bånd, sejlet ud til sendemasten på en båd og så afspillet. Men nyhederne kunne man ikke lave på forhånd. De skulle læses op på søen.
- Omkring middagstid blev jeg sejlet ud til skibet i en lille motorbåd sammen med en kæmpe sæk med bånd. Her havde jeg et lille studie på størrelse med en telefonboks, hvor jeg skulle sende radionyheder fra dagbladet Aktuelt, siger Asger Aamund.
Han fortæller, at stemningen på radiostationen var noget helt udover det sædvanlige.
- Der var en enorm begejstring og entusiasme. De var amatører, men blev hurtigt dygtige og lavede fremragende radio. De følte, at de kunne gå på vandet, de var jaget vildt af myndighederne og medierne, men nød hver dag, fortæller han.
Fire år efter var det slut
Der blev lavet store juridiske manøvrer for at trække stikket på Radio Mercur. Det lykkedes i 1962. En finurlig og tvivlsom lovgivning gjorde Radio Mercur ulovlig.
Radioamatørerme overgav sig dog ikke uden kamp, og da de begyndte at sende signaler fra skibet igen, blev det bordet af politiet i fuldt kampudstyr og bugseret tilbage til havnen, hvor radiofolkene måtte slæbes i håndjern til arresten.
Rock- og popmusikken kom altså til at forlade i Danmark i stilhed for en stund.
Daværende musikchef Vagn Kappel på det gamle Statsradiofonien, nu Danmarks Radio, sagde i 1963:
- Pop er for mig en af de mest modbydelige, fordummende og sjofle foreteelser - og med sjofel tænker jeg ikke på pornografi, for den er ikke nær så væmmelig kynisk i tankegangen som den, der ligger bag fremstillingen af pop-produkterne, og jeg vil gerne understrege, at det ikke ville skade, men gavne utroligt at holde denne ækle industri borte fra Danmarks Radios dør, refererer Jørgen de Mylius ordene fra dengang i 'Go' morgen Danmark'.
Få år senere åbnede radiokanalen P3 på Danmarks Radio, som spillede den djævelske popmusik.
Du kan se 'Mercur' på TV 2 Charlie mandag kl. 20.45. De næste afsnit sendes hver søndag kl. 20.45. Du kan også se snigpremiere hver uge på TV 2 PLAY