GO'

Pludselig holdt hun foran stedet, hvor hun boede ti år før - og vidste ikke hvorfor

Alzheimers er ikke alene Kirsten Suhrs sygdom. Det er hele familiens, fortæller hun.

Kirsten Suhr er et særligt tilfælde.

Som 44-årig havnede hun i sit livs krise. Hun var i sit arbejde som pædagog begyndt at mistænke sig selv for at gøre mystiske ting. En dag havde hun eksempelvis kørt til en bopæl, hun havde boet i for ti år siden. Da hun forlod stedet, vidste hun ikke, hvorfor hun var endt netop der. Egentlig skulle hun have handlet ind for børnehaven.

I starten troede hun, at det skyldtes stress. Det kunne også være en depression. Men lykkepillerne hjalp ikke. Til sidst fik hun konstateret Alzheimers sygdom - og udsigten til et langt liv med masser af tid med sin mand og fire børn var lige pludselig væk.

- Det var et kæmpe chok, siger Kirsten Suhr i 'Go' morgen Danmark' mandag.

- I starten var jeg lettet over, at jeg ikke havde en svulst i hjernen, men senere hen, da vi fandt ud af, at jeg var dement, væltede min verden. Jeg gik i choktilstanden i rimelig lang tid.

Men stik mod alle odds er hun otte år senere fortsat i stand til at sætte præcise ord på sin nye hverdag. Og det til trods for, at mange Alzheimers-patienter slet ikke har et sprog efter så mange år med sygdommen. 

- Jeg synes, det er vigtigt, at man giver vitaminer til hjernen, siger Kirsten Suhr, der til dagligt blandt andet holder sig aktiv ved at dyrke motion, holde foredrag og ved at gå til kognitivtræning. Det er blandt andet sådan noget som at lave puslespil og andre opgaver, der kan være abstrakte. De er fantastiske for min hjerne.

Sygdommen påvirker fremtiden

Sygdommen har også tvunget Kirsten Suhr til at gøre sig de tanker om livet, som de færreste af os nok har lyst til.

- Jeg havde det sådan, at jeg ville væk herfra, siger hun.

Men inden Kirsten Suhr gik i gang med at skrive under på aktiv dødshjælp i udlandet, fik hun kontakt til Alzheimerforeningen. Her blev hun sat sammen med andre yngre demente, hvor hun for første gang mødte andre, der kunne hjælpe hende med at rumme den nye diagnose.

- Jeg er heldig, at min sygdom ikke går så hurtig. Jeg er dækket godt ind medicinsk, og det hjælper mig heldigvis, men jeg kender flere, hvor det går lynstærkt, siger hun.

I BBC-dokumentaren 'Demens -rammer det mig' forsøger den britiske nyhedsvært Angela Rippon derfor at komme tæt på, hvordan demens påvirker hjernen.

Demens er familiens sygdom

Men en ting er at rumme sin diagnose, en anden ting er at rumme forandringerne, den medfører. En af disse forandringer er fremtiden. Her har Kirsten Suhr skulle tage nogle hårde beslutninger, siden hun fik konstateret Alzheimers.

- Jeg synes, det er min pligt at finde ud af, hvad jeg gerne vil, når mit sind lukker ned, og det kun er min krop, der er tilbage. Det var hårdt for min mand, men vi prøver at snakke om at have kvalitet frem for kvantitet, siger hun.

Derfor har Kirsten Suhr allerede besluttet, hvilket plejehjem hun gerne vil tilbringe sin sidste tid på, og hun har været i kontakt med to præster for at planlægge sin egen begravelse.

- Det er en lettelse for mig, at jeg har truffet de beslutninger, for nu er det taget fra min skuldre, og nu skal jeg bare prøve at leve livet hver dag.

Hun har også inddraget sine børn i processen - men hun kan ikke huske, hvordan de reagerede på hendes diagnose. Ligesom hun heller ikke kan huske, hvor familien skal hen på ferie - selv om hun har været med til at bestemme det - eller hvordan hun til et fødselsdagsarrangement skulle få mad over på sin tallerken ved buffeten.

- Det er ikke altid, at folk forstår alvoren af min sygdom. Det er jo ikke kun mig, der er syg, det er hele familiens sygdom. Jeg hører ofte, at folk siger, at demens er de pårørendes sygdom, men det er hele familiens sygdom, for det gør lige så ondt på mig at se, at det gør så ondt på dem, at jeg har den her sygdom, siger Kirsten Suhr.

TV 2 har i samarbejde med Alzheimerforeningen og Nationalt​ Videnscenter for Demens samlet de ti typiske tegn på demens.

10 tegn på demens

  1. Svækket hukommelse

    Det er normalt at glemme en aftale eller en besked for senere at komme i tanke om det.

    Det er derimod ikke normalt at glemme, hvor man er på vej hen eller hvem, man lige har talt med.

  2. Besvær med at udføre velkendte opgaver

    Det er normalt at glemme at tænde for kaffemaskine, når man vil lave kaffe.

    Det er derimod ikke normalt at sætte termokanden på gasblusset eller kogepladen.

  3. Problemer med sproget

    Det er normalt at have problemer med at finde det rigtige ord ind imellem.

    Det er derimod ikke normalt helt at glemme enkelte ord, for så at erstatte dem med andre ord, der ikke giver mening.

  4. Problemer med tid og sted

    Det er normalt at tage fejl af datoen eller ikke at kunne finde vej på nye steder.

    Det er derimod ikke normalt at bytte rundt på døgnets timer eller at fare vild i et område, man kender.

  5. Dårlig eller nedsat dømmekraft

    Det er normalt, at man ikke får taget regntøjet med – trods optræk til regn.

    Det er derimod ikke normalt at glemme, det er vinter og tage sommertøj på udendørs.

  6. Problemer med at tænke abstrakt

    Det er normalt at have problemer med at forstå meningen med et ordsprog.

    Det er derimod ikke normalt at tage ordsproget helt bogstaveligt.

  7. Ting placeres forkerte steder

    Det er normalt at glemme, hvor man har lagt sine nøgler eller briller.

    Det er derimod ikke normalt at lægge strygejernet i fryseren eller flæskestegen i kommodeskuffen.

  8. Forandringer i humør og adfærd

    Det er normalt at blive ked af det og have en rigtig dårlig dag.

    Det er derimod ikke normalt at have humørsvingninger, der tilsyneladende opstår uden grund fra det ene øjeblik til det andet.

  9. Ændringer i personligheden

    Det er normalt, at holdninger og synspunkter kan ændres med årene.

    Det er derimod ikke normalt, at personen ændrer sig drastisk og fx hurtigere bliver forvirret, mistænksom eller vred.

  10. Mangel på initiativ

    Det er normalt, at man kan have en dag, hvor man ikke kan tage sig sammen til noget.

    Det er derimod ikke normalt at være passiv hele tiden, at have brug for stikord, opmuntring og støtte til at komme i gang.