Ritas spørgsmål gjorde Aage helt tom i blikket: Hvad nu hvis jeg møder en anden?

Da Aage blev ramt af demens, opstod nærmest umulige dilemmaer for Rita. For hvad gør man, når den person, man elsker, forsvinder for øjnene af en?

Det er tydeligt, at Aage Rasmussen leder efter ordene. Øjnene er blanke, og svaret på spørgsmålet fra hans kone Rita er svært at formulere.

- Hvad nu, hvis jeg bliver forelsket i en anden? Tror du så, at jeg svigter dig?, har hun spurgt ham.

- Det tror jeg ikke, fremstammer han, men så kommer tårerne. 

64-årige Aage Rasmussen har Alzheimers sygdom, den hyppigste form for demens. Han kan på det tidspunkt ikke længere tale i hele sætninger, men følelserne kan han stadig mærke - og det er dem, der overrumpler ham nu.

Ville jeg afvise kærligheden?

Over seks år har fotografen Kay Brase fulgt Rita og Aages barske kamp mod demens - og for at bevare deres kærlighed til hinanden. Først i TV 2-dokumentaren 'Da Aage forsvandt', hvor Rita måtte træffe beslutningen om at sende sin demente ægtefælle på plejehjem - og nu i anden del 'Rita og Aages sidste dans'.

Her ser man, hvordan Aage over årene er forsvundet endnu mere ind i selv selv på grund af sygdommen. Og hvordan Rita nu i endnu højere grad må tilsidesætte egne behov - og træffe svære valg.

Da hun på et tidspunkt vælger at tage snakken om muligheden for at forelske sig igen, ved hun godt, at det handler om hendes eget behov. Men Aage har i få ord tidligere spurgt andre, om Rita har svigtet ham. Og hun er derfor blevet ringet op af en bekendt, der har spurgt, om hun har fundet en anden.

Jeg har altid været meget ærlig over for Aage, og jeg havde behov for at få hans accept.

Rita Knudsen

- Jeg begyndte at tænke over, hvad der egentlig ville ske ved det. Aage var jo ikke den samme mand for mig længere, så hvad hvis jeg pludselig blev forelsket - ville jeg så afvise det? Og der tænkte jeg nej, for kærlighed er så stort og dejligt at opleve, fortæller Rita Knudsen til TV 2.

Behov for accept

Derfor opstod behovet for høre, om Aage ville være i stand til at tage stilling til det scenarie. Også selv man måske ikke "burde belemre" en dement ægtefælle med den slags.

- Det kan godt synes egoistisk, at jeg tillod mig at stille det spørgsmål. Og så er det måske også en af de få gange, jeg har været det. Men Aage blev ked af det, så jeg var klar over, at han ikke kunne forholde sig til det, fortæller Rita Knudsen.

HVAD ER DEMENS?

Demens er fællesbetegnelse for en række sygdomme, hvor mentale funktioner bliver svækket.

Omkring 200 sygdomme kan føre til demens.

Man ved ikke, hvorfor demens opstår, men det skyldes altid sygelige forandringer i hjernen.

I Danmark lever 70.000-85.000 mennesker med en demenssygdom. Heraf har ca. 50.000 Alzheimers sygdom.

Der er ca. 8.000 nye tilfælde af demens hvert år.

Demens er den femte hyppigste dødsårsag i DK.

Der er ingen helbredende kur mod Alzheimers. Man kan mindske symptomerne på nogle af de sygdomme, der giver demens. Derfor er det vigtigt at få stillet en diagnose.

Alzheimerforeningen

Da hun i dokumentaren kan se, at spørgsmålet gør Aage ked af det, slår hun derfor over i et emne, som i stedet får ham til at grine. Men hun fortryder i dag ikke, at hun dengang tog spørgsmålet op.

 - Jeg havde ikke en anden. Men jeg har altid været meget ærlig over for Aage, og jeg havde behov for at få hans accept, hvis det skulle ske. Men det fik jeg ikke, siger hun.

Aage og Ritas barske kamp mod demens og for at bevare kærligheden rørte hele Danmark. Nu fortæller en ny stærk dokumentar om deres sidste tid sammen.

Som at råbe i en tunnel

Rita Knudsen er ikke bange for at sætte ord på de følelser, som for nogle pårørende kan føles som "forbudte". Man bliver nødt til at snakke om tingene, så de ikke bliver tabubelagte, er hendes holdning.

Det var også grunden til, at hende og Aage for seks år siden indvilligede i at lade fotograf Kay Brase følge deres op- og nedture gennem hele sygdomsforløbet frem til Aages død i sommeren 2016.

- Jeg har ofte følt, at jeg har gået inde i en tunnel og råbt efter Aage, som bare er forsvundet længere og længere ind i en anden verden. Derfor føles det jo på mange måder også, som om man bliver svigtet af et andet menneske, som man holder rigtig meget af, siger Rita Knudsen.

Var bange for selv at udvikle demens

Undervejs i sygdomsforløbet har hun flere gange stået med svære beslutninger om både Aages liv og hendes eget.

- Jeg har mange gange været ked af det, fordi jeg kunne se, hvordan Aage blev ringere og ringere. Og det har også påvirket mig selv fysisk og psykisk, så jeg på et tidspunkt fik blackouts og faldt helt umotiveret, fortæller Rita Knudsen.

Tal fra Nationalt Videnscenter for Demens viser, at pårørende til demente har to til tre gange større risiko for at udvikle en depression. Fordi de fokuserer alt for meget på at tage sig af den syge og glemmer sig selv.

For Rita har det under hele sygdomsforløbet været vigtigt at bevare et kærlighedsfyldt og værdighedsfyldt forhold til Aage og stadig se ham, hun var forelsket i.
For Rita har det under hele sygdomsforløbet været vigtigt at bevare et kærlighedsfyldt og værdighedsfyldt forhold til Aage og stadig se ham, hun var forelsket i. Foto: Rita Knudsen / TV 2

Samtidig har de pårørende op imod 50 procent større sansynlighed for selv at udvikle demens. Og det var netop, hvad Rita Knudsen frygtede var ved at ske.

- Jeg var skrækslagen for, at jeg havde udviklet Alzheimer, fordi jeg pludselig ikke kunne huske. Men det var symptomer på stress, og jeg kan mærke i dag, at jeg ikke skal presse mig selv hårdt, fordi jeg har respekt for, at jeg ikke skal derud igen, siger hun.

Nej til livsforlængende behandling

I løbet af foråret 2016 blev Aages tilstand i løbet af kort tid så dårlig, at han fik vanskeligt ved at spise og drikke.

Vi skal tænke på, hvad vi holder liv i, og hvorfor vi holder liv i vedkommende.

Rita Knudsen

Rita stod derfor over for valget, om Aage skulle have sondemad og dermed forlænge hans liv måske i flere år. Eller om hun skulle bestemme, at Aage ikke fik den mad, der kunne holde ham i live.

- Det var ikke værdigt. Det var galt nok, at han skulle leve i den glaskubel, som han havde levet i i så mange år. Så derfor sagde jeg, at det skulle han ikke have, siger Rita Knudsen.

I samråd med Aages døtre takkede hun derfor nej til livsforlængende behandling, efter Aage af flere omgange havde været ramt alvorlige lungebetændelser. Og den 25. juli 2016 døde Aage Rasmussen med Rita ved sin side. 

Aage og Rita er til afdansningsbal på det plejehjem, hvor Aage bor - og pludselig under dansen bliver Aage meget rørt.

- Vi kan så mange ting i dag, men vi skal tænke på, hvad vi holder liv i, og hvorfor vi holder liv i vedkommende. Det skal ikke være, fordi vi ikke selv kan give slip. Det skal være noget værdighed i den måde, vi kommer herfra på, siger Rita Knudsen.

Fortryder ikke

Selvom Aages sygdomsforløb ændrede deres forhold som mand og kone, fortryder Rita Knudsen ikke, at hun blev ved ham. For hun kunne mærke hans kærlighed til det sidste.

Rita har selv svært ved at sætte ord på det helt særlige bånd, som hun havde til Aage.
Rita har selv svært ved at sætte ord på det helt særlige bånd, som hun havde til Aage. Foto: Kay Brase / TV 2

- Det var en gave, at jeg kunne blive ved med at kunne mærke og modtage kærligheden, selvom jeg ikke kunne få og give den på den måde, som jeg gerne ville. Så føler jeg mig meget privilegeret over, at jeg fik lov til at få det liv med Aage, som jeg har haft, siger hun og tilføjer:

- Man kommer ikke igennem sådan et forløb uden at være påvirket. Men jeg er taknmmelig for, at jeg lærte Aage at kende.

'Rita og Aages sidste dans' bliver sendt torsdag 9. marts klokken 20.00 på TV 2. Efter dokumentaren sidder Rita Knudsen klar til at svare på spørgsmål på tv2.dk og TV 2 NEWS. Du kan allerede nu stille dit spørgsmål ved at trykke HER

Du kan allerede nu se snigpræmieren på den anden dokumentar på TV 2 PLAY her: