GO'

Sara blev seksuelt diskrimineret i Forsvaret: - Det føltes nærmest som incest

En lang række oplevelser i militæret fik alvorlige psykiske konsekvenser for Sara la Cour. Nu fortæller hun sin historie.

I 2006 blev Sara la Cour udsendt til Irak med sine kollegaer på hold 8. Sara var skytte, og hun oplevede både ildkamp, vejsidebomber og bombenedslag i lejren. Det var krig.

Men udover krigen foregik der også noget andet i lejren. Sara fik en dag at vide fra en af sine kammerater, at der blev snakket om hende på en af de interne radiokanaler, som soldaterne kan tale sammen over.

- Jeg klikker over på det andet interne net, og så kan jeg bare høre, hvad det er, de vil gøre ved mig ... på den ene og den anden måde. Seksuelle måder. Hvordan de havde lyst til at gøre det ene og det andet, fortæller Sara la Cour i 'Go' morgen Danmark' tirsdag.

Selvom oplevelsen var krænkende, anmeldte Sara den ikke. De mænd, der sagde de her ting, var jo samtidig hendes venner, som hun ville dø for.

- Det, der gør det svært, er, at man føler sig som familie, når man er udsendt. Man har så meget loyalitet over for sine venner, så det føles jo nærmest som incest. Det er mine brødre, der sidder og siger det her om mig, forklarer Sara la Cour.

Oplevelsen den dag var én blandt rigtig, rigtig mange for Sara la Cour. Og selvom den kan lyde lille og som harmløs 'drengesnak', så står den ud for hende, fordi den er et symbol på et langt større problem.

Man vil ikke være sådan en, der ikke kan klare mosten

Sara la Cour, antropolog og veteran

I 2013 fik hun konstateret posttraumatisk stress syndrom, som er en psykisk tilstand, der kan resultere i depression, angst, misbrugsproblemer, hukommelsesproblemer og andre fysiske og psykiske lidelser.

Hun har fundet ud af, at en del af grunden til, at hun fik den voldsomme psykiske reaktion, var på grund af kønsdiskrimination i militæret.

Nu råber hun op, for selvom hun ikke ønsker at kritisere militæret eller sine tidligere kollegaer, så er diskrimination ifølge Sara et stort problem, der kan få alvorlige psykiske konsekvenser for kvinder i militæret.

Femkæmper måtte have suttet pik

At sige fra var ikke så nemt, som det kan lyde.

En anden oplevelse, som Sara havde, var, da hun sad om et bord med sine holdkammerater.

Jeg fik lyst til at dække mig til og ændre min kropsholdning for at skjule min seksualitet, så de ikke kunne begære mig

Sara la Cour, antropolog og veteran

På bordet lå et blad om en kvinde, der havde vundet i Militær Femkamp, hvor deltagerne alle er inden for militæret og dyster i discipliner såsom skydning, terrænløb og svømning. Ved bordet blev der kommenteret, at den kvindelige femkæmper måtte have suttet pik for at vinde konkurrencen.

Sara sagde fra under den hændelse, men oplevede både at blive bagtalt og nedgjort for at have reageret.

Ændrer sin kropsholdning for at skjule brysterne

Hun fortæller, at det blandt andet er tonen, som bliver brugt. Ordvalget. At man aldrig er usynlig som kvinde i militæret.

Man skal hele tiden lave strategier for at blive så usynlig som mulig og være så lidt feminin så muligt, forklarer Sara.

- Jeg har oplevet enormt meget skam - det er jo enorm skamfyldt. Hele min kropsbygning - jeg kæmper for at sidde sådan oprejst. Jeg fik lyst til at dække mig til og ændre min kropsholdning for at skjule min seksualitet, så de ikke kunne begære mig, siger Sara la Cour.

- Mange små oplevelser kan få læsset til at vælte

Militæret sidder ikke Saras oplevelser overhørig, men de peger på, at de ligger langt tilbage.

- Jeg anerkender fuldt ud de oplevelser, som Sara har, og den beskrivelse af, at mange små oplevelser kan få læsset til at vælte. Samtidig er det vigtigt at sige, at Saras oplevelse ligger 10 år tilbage, og det vil sige, at siden da har Forsvaret og hæren udviklet sig rigtig meget, siger Major Lotte Grundtvig Vammen.

Oberstløjtnant i Hærstaben Anders Berg Olesen forklarer, at man blandt andet har lavet mentorordninger for kvindelige værnepligtige og sergentelever, så de kan udveksle erfaringer som kvinde i militæret. Derudover er der på chefniveau blevet oprettet et mangfoldighedsforum, hvor man udveksler erfaring omkring kønsproblematikker.

Sara mener dog stadig, at hendes historie er relevant. Der er en stigning af kvindelige værnepligtige i Danmark fra 2,6 procent i 2004 til 17,7 procent i 2016. Men andelen af kvinder, der er militært ansatte i Forsvaret, udgør stadig kun 6 procent.

- Det har taget mig 10 år at sige, at jeg var et offer for kønskrænkende adfærd, men det er stadig relevant i dag. Forsvaret gør helt klart rigtig meget, men det er også et tabu. Også blandt kvinderne selv. Man vil ikke være sådan en, der ikke kan klare mosten, forklarer Sara la Cour.

Exit fra militæret

I 2007 sagde Sara op fra militæret, men hun sagde ikke noget om diskriminationen, da hun stoppede. Det knyttede bånd til hendes 'brødre' var for stærkt.

- Det var jo mine venner. Og jeg følte ikke, at der var et trygt sted at fortælle om det, siger Sara la Cour.

I 2005 blev der oprettet et kontor inden for militæret, der tager sig af kønskrænkende adfærd, men det var Sara ikke bekendt med på det tidspunkt.

Der er gået 10 år, siden diskriminationen og PTSD drev Sara ud af militæret, og hun vil nu starte en forening for kvinder, der har oplevet det samme som hende.

Den 9. maj klokken 18 ved flagstangen på Kastellet i København afholder Sara et informationsmøde for kvindelige veteraner, som har lyst til at snakke om problematikken med kønsdiskrimination i militæret. Det er helt uforpligtende at møde op.