Nybyggerne

Efter finalen 2017: Det skal der ske med de tre andre huse

Mens Anne og Todd fra 'Nybyggerne' kan flytte ind i deres nye hus efter finalen onsdag, får de tre andre huse en anden skæbne.

Over ti uger har fire par knoklet for at færdigbygge og indrette deres drømmehus i Gistrup uden for Aalborg.

Derfor var der også jubelglæde hos Anne og Todd, da de onsdag aften løb med sejren i tredje sæson af TV 2-programmet 'Nybyggerne'.

De kan nemlig nu flytte ind i det drømmehus, de selv har skabt, til en værdi af 2,9 millioner kroner. Men de andre par i konkurrencen - og de huse, de har bygget på - går en anden fremtid i møde.

- De tre huse, der ikke bliver vundet, er 2E bolig Projektsalgs ejendomme, og de vil efterfølgende blive sat til salg. Hvis parrene har lyst til at købe deres respektive huse, er de naturligvis meget velkomne til det, forklarer Stine Lundbak Ravn, der er programredaktør hos TV 2.

Du kan få fingrene i Nybyggernes inventar

Men betyder det så, at Nybyggernes hårde arbejde måske bare går tabt? Svaret er både og.

I første omgang bliver de tre huse nemlig overdraget i den stand, som de har på finaledagen med nagelfast inventar.

Herefter er det op til 2E og kommende køber at bestemme, om de skal forblive sådan - eller om de skal tilbage til den oprindelige planløsning, forklarer Stine Lundbak Ravn.

Parrene har været igennem op og nedture, mens de har knoklet for at bygge deres drømmehuse. Video: Anne Brandbjerg

Mens vinderparret vinder hele huset inklusiv inventar, må de tre andre par dog kun tage personlige ejendele med hjem - og ikke resten af indboet fra 'Nybygger'-husene.

- Det er et skatteteknisk spørgsmål, da det i princippet ikke er deres ejendom og derfor ikke noget, vi kan forære dem, siger Stine Lundbak Ravn.

I stedet bliver alt inventar fra de tre huse derfor solgt ved et garagesalg efter finalen fredag d. 21. april i idræts- og kulturcenteret Gigantium. Læs mere om garagesalget i faktaboksen.

NYBYGGERNE GARAGESALG

Garagesalget bliver afholdt efter finalen og giver seerne mulighed for at købe inventar fra de tre 'Nybygger'-huse, som ikke vandt.

Det kommer til at foregå efter ’først til mølle’ og ’købt som beset’-princippet

Sted: Idræts- og kulturcenteret Gigantium i Aalborg.

Tidspunkt: Fredag den 21. april fra 12.00 – 15.00.

Betaling: Det er kun muligt at betale via mobilpay.

Pengene fra garagesalget går til at lave en fjerde sæson af 'Nybyggerne'. Læs mere om casting HER.

Her har parrene forkøbsret på tre genstande, som de selv udvælger fra deres huse, og ellers kan de som andre byde ind på indboet.

'Nybyggerne' vender tilbage i ny sæson

Hvad sker der så med pengene fra garagesalget? De skal bruges til at lave endnu en omgang 'Nybyggerne' og bliver dermed inden for produktionsbudgettet.

- Ja, der kommer en ny sæson af Nybyggerne. Vi vil endnu ikke løfte sløret for lokationen af de kommende Nybygger-hjem, men jeg kan sige så meget, at konkurrencen fra start vil blive skærpet i den nye sæson, og det vil uden tvivl stille høje krav til kreativiteten hos de kommende nybyggere, siger Stine Lundbak Ravn.

Læs mere om casting til fjerde sæson af 'Nybyggerne' HER.

Nybyggerne blev afgjort onsdag aften klokken 20.00 på TV 2. Du kan se hvem der vandt her.

Her er de fire par i Nybyggerne

Anne & Todd

Anne og Todd fra Nybyggerne

Grønt hus: Anne og Todd

Anne, Todd og deres lille datter Lily

Grønt hus: Anne Bach, 30 år, Todd Edlin, 32 år og Lily på 2,5 år

By: Bor sammen til leje i et hus i Aalborg

Baggrund: Anne studerer Digital design og kommunikation og er oprindeligt fra Aalborg. Todd er oprindeligt fra New Zealand og uddannet bygningskonstruktør. Sammen har de datteren Lily på 2,5 år og drømmer om at få et barn mere.

Parret mødte hinanden for ni år siden.  Anne var på jordomrejse og mødte Todd i New Zealand. Da hun skulle hjem til Danmark, sagde Todd ”I’ll come check it out” – de har været sammen lige siden.

Visioner: Anne og Todd vil gerne bygge så meget, som de kan selv. De identificerer sig med en grøn livsstil og kunne godt tænke sig at være selvforsynende - bl.a. ved at dyrke grøntsager selv.

Rollefordeling: Todd er håndværkeren og elsker, når tingene er af god kvalitet og gennemarbejdede. Han er ud af en håndværkerfamilie, og hans far og farfar har sammen bygget Todds barndomshjem. Anne elsker at finde ting i den blå avis og gå på loppemarked med sin mor og moster. 

Udfordringer: De tror selv, det bliver en udfordring at få noget sjæl ind i helt nyt hus. 

Du kan følge Anne og Todd på deres Facebookside HER

Foto: TV 2

Cecilie & Jonas

Cecilie og Jonas fra Nybyggerne

Rødt hus: Cecilie og Jonas

Cecilie og Jonas fra Nybyggerne

Rødt hus: Cecilie Handberg, 27 år og Jonas Henriksen, 26 år

By: Bor sammen i en lejlighed i Søborg

Baggrund: Cecilie er skolelærer og Jonas er lærerstuderende.  De har ikke børn endnu, men katten Max udgør det tredje familiemedlem.  Parret skal giftes til februar, og de ser dette som den ultimative par-test før ægteskabet: ”Hvis vi kan bygge et hus sammen, så kan vi alt”.

Visioner: De vil gerne skabe mere plads til at have gæster til middag, end de har nu i deres lille lejlighed. Samtidig skal der være plads til både katten Max og et børneværelse – og så vil Jonas gerne have et herre-værelse, som han kan ”game” i.

Generelt vægter de, at hjemmet skal være i konstant forandring, og at det ikke må blive for planlagt eller ”pænt”.

Rollefordeling: Jonas har øje for, om tingene vil fungere praktisk. Han er derfor heller ikke så begejstret for pynt. Det er Cecilies afdeling.

Cecilie er impulsiv og god til at få skæve og kreative idéer. Som Jonas siger: ”Cecilie får idéerne, og jeg sorterer i dem”.

Udfordring: Parret er klar over, at de ikke er de store håndværkere, og at de måske vil blive overraskede over, hvor svært det bliver. 

Du kan følge Cecilie og Jonas på deres Facebookside HER

Foto: TV 2

Marianne & Steen

Marianne og Steen fra Nybyggerne

Gult hus: Marianne og Steen

Marianne og Steen fra Nybyggerne

Gult hus:  Marianne Hjorth, 64 år og Steen Magelund, 69 år

By: Bor hver for sig i København, men drømmer om at flytte sammen.

Baggrund: Marianne er journalist, og Steen er pensioneret, han har tidligere haft sit eget trykkeri. De to har dannet par i fire år.

Marianne har længe haft en lyst til at vende hjem til Aalborg, hvor hun er født og opvokset. Hendes venner og familie bor stadig i området, og Steen er med på at slå sig ned der.

Visioner: De elsker at bygge og have gang i projekter, og deres stil kan beskrives som et mix af gammelt og nyt. Både IKEA og ting fra antikforretninger er velkommen i deres hjem.

De går tit til kunstudstillinger, i teatret, på museer eller i biffen for at blive inspireret – ligesom de også inspireres af rejser, boligmagasiner og gåture i byen eller naturen. I deres fælles bolig drømmer de blandt om et walk-in closet og et orangerie. 

Rollefordeling: Marianne får for det meste idéen, men så sparrer de, og ideen vokser. De snakker om det og lægger en plan. Hvis det ikke giver mening, eller er urealistisk, siger Steen stop.

Udfordring: De kan have svært ved at sige nej til at hjælpe, og det kan måske blive et dilemma, hvis de er pressede, og egentlig burde lave deres egne ting færdige.

Du kan følge Marianne og Steen på deres Facebookside HER

Foto: TV 2

Christine & Mikkel

Christine og Mikkel fra Nybyggerne

Blåt hus: Christine og Mikkel

Christine og Mikkel fra Nybyggerne

Blåt hus: Christine Penthien Delmar, 27 år og Mikkel Ibsen, 28 år.

By: Christine og Mikkel er begge fra Nordjylland, men har boet i fire forskellige byer i de fem år, de har været sammen. Nu er de klar til at slå sig ned i Aalborg.

Baggrund: Mikkel er netop stoppet som professionel håndboldspiller. Han læser nu til civilingeniør indenfor byggeri. Christine har netop afsluttet sin kandidatuddannelse i ledelse i kreative processer og laver nu frivilligt arbejde.

Visioner: Christine er meget optaget af bæredygtig tankegang, økologi og anvendelse af naturlige materialer. Det handler om at passe på hinanden og passe på den verden, vi bor i.

Mikkel holder på, at det også skal give mening og være behageligt og funktionelt.

Rollefordeling: Mikkel kan det håndværksmæssige. Hele familien er håndværkere, der gennem generationer har bygget alting selv. Nu vil han gerne bevise, at han også kan selv. Christine får idéerne og går meget op i det æstetiske i hjemmet.

Udfordring: Den største udfordring bliver tid og penge. Bæredygtigt kan være dyrt og hjemmelavet kan tage tid.

Du kan følge Christine og Mikkel på deres Facebookside HER

Foto: TV 2