Jesper havde alt, men endte som flaskesamler - nedturen startede som et umuligt valg
En parbrud udviklede sig til en alvorlig krise for Jesper, der havde svært ved at få hjælp, for mænd i krise bliver ofte stemplet som tabere.
Det er sent om aftenen, og Jesper Christensen er netop trukket i overtøjet. På en oppustelig madras i stuen ligger hans to ni-årige sønner og sover.
Men Jesper er nødt til at efterlade dem alene hjemme hele natten, for han skal ud og samle flasker, så han har penge til sig selv og sine børn. En situation, han ikke i sin vildeste fantasi havde troet, han skulle havne i.
- Jeg løber rundt i Københavns gader midt om natten og kigger ned i skraldespande efter flasker. Det var sådan, jeg brødfødte mine børn i over et år, fortæller han.
Seks år forinden havde Jesper Christensen nærmest alt, hvad han kunne ønske sig. Et godt job som revisor, et lækkert hus på en ekstremt eftertragtet adresse ved det mondæne Kartoffelrækkerne-kvarter på Østerbro i København og en kæreste, der var gravid med trillinger.
Men pludselig krakelerede familieidyllen med et brag, og en voldsom deroute begyndte for Jesper, der først forstod alvoren, da hans søn kom med en sønderknusende kommentar.
Mand i krise
Den i dag 50-årige Jesper Christensen er én af de mænd, der har boet på Mandecentret i København, som TV 2 har fulgt i programmet ’Mandefald’.
Ifølge psykologer på Mandecentret rammes mænd ofte ekstra hårdt af skilsmisser - blandt andet, fordi det i to ud af tre tilfælde er kvinder, der tager initiativet til skilsmissen. Samtidig mener psykologerne, at samfundet har en tendens til at opfatte kriseramte mænd som tabere, hvorimod kvinder bliver set som ofre.
Her kan du læse hele Jesper historie.
Det gode liv i Kartoffelrækkerne
Jesper Christensen havde gode kort på hånden i slutningen af 00’erne. Han ejede et hus fra 1879, der ganske vist var nedslidt, men som var placeret i de ekstremt eftertragtede 'Kartoffelrækker' på Østerbro i København. Han havde et godt job som revisor i et af verdens største revisionsfirmaer, som han dog skiftede ud med en tilværelse som selvstændig kort tid efter.
Nogle år forinden havde han fået en dejlig kæreste, som han var klar til at stifte familie med - et projekt, der desværre skulle vise sig ikke at være helt så ligetil.
Huset skulle indrettes, så det kunne danne ramme om en lille ny familie, og Jesper kastede sig hovedkulds ud i et stort renoveringsprojekt.
- Jeg er nok alt for omstændelig med byggeriet. Jeg ender med at splitte hele huset ad, så man kan stå nede i kælderen og kigge hele vejen op igennem taget, der også udskiftes. Jeg laver ikke andet end at gå på arbejde og knokle på huset. Det strækker sig over lang tid, og det bliver dyrere og dyrere, fortæller Jesper.
Måtte fravælge et barn
Efter en ufrivillig abort gik Jesper og hans kæreste i gang med fertilitetsbehandling. Lykken var stor, da det i 2003 viste sig, at de ventede trillinger.
- Vi tænkte ikke over faresignaler. Vi var fokuserede på, at vi skulle være denne her lille familie, og syntes, det var fantastisk, vi skulle have tre børn.
Men kort tid efter blev lykken afbrudt. Lægerne måtte nemlig meddele parret, at det ikke var muligt at gennemføre graviditeten med alle tre børn. De måtte derfor vælge, om de ville skille sig af med deres enæggede tvillinger eller det tredje barn, der lå i et æg for sig – de valgte at beholde tvillingerne.
Allerede efter 29 uger, i april 2004, meldte tvillingerne deres ankomst, og tæppet blev endnu engang revet væk under parret, der måtte indlægges med sønnerne, der fik navnene Alexander og Oscar.
- Læger og sygeplejersker farer rundt med både gode og dårlige nyheder, og vi ender med at være indlagt i tre-fire måneders tid, og det er lang tid, hvor man ikke kan tjene til sit levebrød, forklarer Jesper.
Ville gerne skilles, men kunne ikke slippe børnene
Da tvillingerne var seks måneder, begyndte Jespers ekskæreste at arbejde igen, og Jesper gik nu hjemme med Alexander og Oscar, imens han samtidig skulle passe sit arbejde som revisor, hvilket viste sig at være en meget umulig opgave. Efter et års tid fik parret svært ved at betale deres regninger, og parforholdet var også begyndt at knage og brage, så det, ifølge Jesper, kunne høres i den anden ende af landet.
- Kommunikationen går fuldstændig fløjten, da vi får børn. Vi kommunikerede meget fint inden, men nu kommer der meget vrede og frustration ind over vores samtaler. Jeg kan ikke adressere ubehagelighederne, da jeg er konfliktsky og lukker øjnene for det, fortæller han.
Jesper blev meget påvirket af den negative tone, han oplevede i sit parforhold, men havde svært ved at gøre noget. Han begyndte at forstå, at han gerne ville ud af forholdet, men frygtede konsekvensen - at han skulle undvære sine børn.
- Det hele er så anspændt, men jeg har så svært ved at give slip på mine børn.
Forholdet kørte på pumperne, mens regninger hobede sig op - og på et tidspunkt begyndte der at komme RKI-beskeder i en lind strøm, hvilket var et kæmpe nederlag for revisoren.
- Fagligt udstiller man sig selv som værende et fjols, siger han.
Telefonopkald udløste rysteture og søvnløshed
I 2010 besluttede parret at gå fra hinanden, og bruddet endte med at blive en meget kaotisk og voldsom oplevelse for Jesper. Parret skændtes ifølge Jesper meget, og på et tidspunkt frygtede han, at han aldrig skulle få lov til at se sine børn igen.
Frygten for at miste sine børn og de mange års dysfunktionelle parforhold medførte, at Jesper begyndte at udvikle en alvorlig social angst.
Han sagde farvel til sine kunder og dermed sit arbejde og lukkede sig mere og mere inde i sig selv.
- Jeg havde det sådan, at hvis nogen skulle have fat i mig, hvis telefonen ringede, hvis det ringede på døren, eller hvis jeg så, der var kommet en mail, så fik jeg ondt i maven, sad og rystede og blev bange. Jeg tænkte, "puha, er det mon nogen, der vil have noget fra mig". Bagefter kunne jeg ikke slippe tanken, jeg kunne gå flere dage og spekulere på, hvem der havde ringet, fortæller han.
Kun én vej tilbage
I årene efter bruddet flyttede Jesper og hans to drenge, som han har hver anden uge, ind og ud af værelser og lejligheder. Jesper havde flere forskellige kærester undervejs, som de tre boede hos, men ingen af forholdene var særlig langvarige.
- Mine drenge sover på en oppustelig luftmadras, og det, synes de jo ikke, er fedt. De synes, det er pinligt, fortæller han.
Jesper fik ingen økonomisk støtte fra kommunen. Han forsøgte at få kontanthjælp og anden hjælp, men han var så sårbar, at han endte med at gå ulykkelig derfra hver gang uden at have fået noget ud af det.
- Jeg bliver ked af det og skræmt, når jeg er dernede, og synes ikke, jeg bliver behandlet ordentligt. Til sidst er der kun en vej tilbage, og det er flaskesamling, forklarer han.
I et helt år kom Jespers eneste indtægt fra de flasker, han samlede, hvilket blev til cirka 1.600 kroner om måneden, som både han og sønnerne skulle leve for. Han gik først ud og ledte, når det var blevet mørkt, pakket ind til uigenkendelighed, så han slap for at tale med andre.
Hjerteskærende besked fra sønnen bliver vendepunktet
Da Alexander og Oscar fyldte 10 år, havde deres far hverken råd til lagkage eller gave til sine tvillinger, selvom han så gerne ville give dem det. Og da Alexander forundret spurgte sin far om den manglende gave, måtte Jesper svare, at det havde han desværre ikke.
- Så siger han noget hjerteskærende til sin far: ”Elsker du mig ikke?”, siger Jesper, mens hans stemme knækker.
- Og så tænker jeg: "Fuck". Det havde jeg måske ikke lige brug for at høre. Men jeg kigger på ham og siger ”Alexander, du skal vide én ting. Er der noget, jeg gør, så er det, at jeg elsker dig”.
Efter den dag begyndte Jesper at tage sit liv op til revision. Han kunne konstatere, at han slet ikke var der i livet, hvor han ønskede at være, men han havde svært ved at finde en udvej. Han begyndte at låne selvhjælpsbøger og bøger om psykologi og satte samtidig fokus på træning, sundhed og energi for også at få det fysisk bedre.
Har intet sted at bo med børnene
Desværre havde Jesper fortsat svært ved at få økonomien til at hænge sammen, og en dag fik han besked om, at fogeden ville komme dagen efter og sætte ham på gaden.
Jesper fik husly hos en ven og overnattede på en sofa, der målte 1,60 centimeter. Når hans børn kom, pustede han en madras op, der blev rigget til ved siden af sofaen.
Efter noget tid fik Jesper en ny kæreste, som han flyttede ind hos, men da det forhold gik i stykker i efteråret 2015, stod Jesper pludselig på gaden.
Han var ude af sig selv og kontaktede en række herberger, men her måtte han ikke have sine børn boende - blandt andet fordi man mange steder også behandler mænd med misbrugsproblemer.
Men så kom han i tanke om en folder, han så, sidst han var på kommunen. En folder om et mandekrisecenter, Mandecentret, i København, hvor mænd, der er i krise på grund af skilsmisse, brud eller parforholdsproblemer, kan henvende sig.
"Mænd er tabere, kvinder ofre"
Mandecentret har eksisteret i 10 år, og seniorrådgiver Jan Lindell har været med næsten fra start.
- Tanken med Mandecentret var, at det skulle give skilsmisseramte mænd et tilbud, der på det tidspunkt ikke fandtes. Vi kunne se, at skilsmisse for mange mænd indebærer en decideret risiko for social nedtur, forklarer han.
Den sociale nedtur kan, ifølge Jan Lindell, blandt andet ses i statistikkerne. 70 procent af de hjemløse er således mænd, og på landsplan begår tre gange flere mænd end kvinder selvmord.
Det var en stor overvindelse for Jesper at kontakte Mandecentret, men han så på det tidspunkt ingen anden udvej - alternativet var at leve på gaden og miste muligheden for at have sine børn.
På Mandecentret er de vant til, at mænd omtaler trappen op til deres kontor som den længste trappe, de nogensinde er gået op af. For ifølge Jan Lindell er der både blandt mænd og i samfundet et stort tabu og en misforståelse omkring mænd i krise.
- Vi har en tendens til at sige, at kvinder, der kommer i krise, er ofre, og mænd er tabere. Derfor bliver det vanskeligt for mænd at søge hjælp. Jeg synes, noget af det vigtigste er, at vi får øjnene op for, hvor stor en løgn eller misforståelse det er, at når man er blevet en voksen mand, så skal man lige pludselig klare tingene selv, siger han.
Dyre lærepenge
Jesper kan godt nikke genkendende til forestillingen om, at en rigtig mand bør kunne klare sine problemer selv.
- Jeg kunne godt selv være lidt en hård hund, før alt det her ramte mig. Det har nok været mine lærepenge, at jeg skulle helt ned og dykke psykisk. Det har været nogle dyre lærepenge, siger han med et skævt smil.
På Mandecentret mødte han for første gang i sit liv konstruktiv hjælp fra andre i sin krise. Her fik han tag over hovedet, rådgivningssamtaler og støtte med at finde ny bolig, og han deltog samtidig i samtaler med mandegrupper på centret.
Opholdet på Mandecentret hjalp Jesper med at tæmme sin angst og gav ham modet til at tro på en bedre fremtid, og dermed gjorde det ham klar til at starte på en frisk og flytte i sin egen lejlighed, hvor han nu har boet i 13 måneder.
Nu har drengene venner med hjem
Her har Alexander og Oscar for første gang fået deres eget værelse hjemme hos deres far, hvilket ikke overraskende har skabt stor begejstring.
- De begynder at kunne lide det mere og mere. De har haft kammeraterne hjemme, det har de ikke haft nogle af de andre steder, fortæller Jesper.
Jesper Christensen har også fået et job – et praktikforløb hos et servicevagtteam på Københavns Rådhus, som han er rigtig glad for, og hvor han håber på at kunne fortsætte.
Men han drømmer også om at kunne arbejde som frivillig og måske hjælpe andre mænd i samme situation, som han selv har været i, for han synes, der mangler mere hjælp til mænd i krise.
- Jeg er glad for, at systemet gør det store arbejde for kvinder i krise. Det kunne bare være rart, hvis systemet kunne gøre det samme for mænd. Det at leve udsat, det er ikke fedt og slet ikke noget, man vælger frivilligt, selvom nogle folk tror det.
Du kan se 'Mandefald' torsdag klokken 20 på TV 2.