GO'

Forelskede sig i kvinde, der bad ham holde sig væk - Christian Mørk lyttede ikke

Et kort forhold nåede at byde på smadrede biler, ruder og følelser. Nu er Christian Mørks forhold til en psykisk syg kvinde blevet til en roman.

I 2007 tager forfatter Christian Mørk til Irland for at møde en kvinde, som han kun har talt i telefon med. Allerede da vidste han, at deres møde vil blive skæbnesvangert, og nu - ti år efter – udkommer han med en roman om deres voldsomme og farlige historie.

Kvinden var som en del af Irland, hun var landet gjort kropsligt, forklarer Christian Mørk i lørdagens ’Go’ morgen Danmark’.

- Hun var knivskarp, godt begavet og vidunderligt smuk, siger han.

De to indleder et romantisk forhold, men efter en uge afslører den irske kvinde en mørkere side af sig selv.

Hun fortæller, at hun har en diagnose som hedder cyklotymi, som er en version af bipolaritet, hvor hendes humør og sindsstemning svinger i voldsom grad. Hun advarer faktisk Christian mod, at de to skal indlede et forhold.

Det føltes både vidunderligt, som hvis man drikker tyve drinks eller tager et hårdt narkotitum, og samtidig skammede jeg mig.

Christian Mørk, forfatter

- Hun sagde, jeg er ikke rask, jeg drikker hele tiden alt for meget, og jeg skader dem, jeg holder af, fortæller Christian Mørk.

- Hun sagde fra starten: Hold dig væk.

Smadrede alle ruderne i huset

På det tidspunkt er Christian klar over, at han bør rejse hjem igen, men han er allerede faldet for hende. Hun virker som et narkotikum på ham.

- Jeg tænkte ikke, jeg følte bare. Jeg var forelsket, som kun unge mennesker kan være det. Helt kritikløst. Det var ikke noget sundt forhold, men det var intenst, siger Christian Mørk.

Hun gik ud og blev væk i et par dage, og kom hjem og havde noget andet tøj på.

Christian Mørk, forfatter

Kærligheden bliver udfordret med den ene farlige og skadelige hændelse efter den anden. Blandt andet har Christian opfattelsen af, at hans kæreste konsekvent prøver at køre galt i sin bil for at irritere ham.

- Hun gik ud og blev væk i et par dage, og kom hjem og havde noget andet tøj på, eller smadrede alle ruderne i huset, fortæller Christian Mørk.

Om aftenen kan hun finde på at sige ’Jeg har ikke lyst til dig, du tænder mig slet ikke, du er alt for gammel’, og om morgenen ligger der rosenblade og undskyldningsbreve over det hele.

Det turbulente ved forholdet er for Christian også det, som bliver ved med at fortrylle ham.

- Det føltes både vidunderligt, som hvis man drikker tyve drinks eller tager et hårdt narkotitum, og samtidig skammede jeg mig fantastisk meget over det. Jeg vidste jo godt i mit hoved, at det var forkert, men jeg kunne ikke lade være, forklarer Christian Mørk.

Han var selv kujonen

Sådan er forholdet for Christian Mørk i et halvt år, indtil han en dag står i et supermarked, og noget centralt gik op for ham.

- Jeg skulle købe ind til os, og det slog ned i mig: Det er jo mig, der er kommet med hele fantasien om et hus og nogle børn. Det er min fantasi, det har hun aldrig sagt noget om. Så det er mig, der er kommet med problemet faktisk, siger Christian Mørk.

Han kører hjem til kæresten, og hun giver ham ret. Her vælger de at stoppe forholdet.

Christian Mørks nye roman hedder ’Kujonen’ og er altså baseret på hans egne oplevelser med den irske elsker, men han fandt ud af, at det faktisk var ham selv, der var en kujon i det brandfarlige forhold.

- Kujonen er forfatteren Andreas i romanen og han er jo egentlig mig. Det er ham, jeg har brugt at gemme mig bagved. Jeg er en kujon fordi, jeg kunne komme og sige ’du skal nok blive rask, min skat’, men et eller andet sted vidste jeg godt, at det blev hun aldrig, forklarer Christian Mørk.

- Så det var en gratis omgang for mig.

Efter forholdet sluttede snakkede Christian og kvinden samme over en længere periode. I dag har Christian Mørk ikke længere kontakt til kvinden.