Familieterapeut: Vi har skabt en fortælling om, at det er hårdt at have børn - sådan behøver det ikke være
Få familieterapeutens råd til, hvordan du kan give hverdagen som børnefamilie en mere positiv stemning.
'Mor er den bedste i verden' synger Victor Cornelius, og Gitte Hænning vil 'Giftes med farmand'.
Det romantiske forælderbillede kan måske være svært at genkende for en moderne børnefamilie, men det er der råd for.
Det mener familieterapeut Marie Moesgaard, der fortæller, at forældre i dag står med et større ansvar på flere områder end tidligere.
- Rollen har ændret sig meget. Mødre er for eksempel fuldtidsarbejdende. Så hvor vi før i tiden kunne koncentrere os om ansvaret for børnene eller vores karriere og livet uden for hjemmet, så har vi nu begge steder høje ambitioner. Det er jo en ændring, der er sket over de sidste 50 år, siger hun i 'Go' morgen Danmark' på TV 2.
Det kan godt være sjovt
Selvom rollen som forælder er blevet mere omfangsrig, så slækker vi ikke på kravene til os selv eller andre.
- Det er det største problem. Vi går med en evindelig dårlig samvittighed over ikke at leve op til alt det, man gerne vil, alle de steder man vil det, siger Marie Moesgaard.
Hun påpeger, at vi derfor ofte går og bekræfter hinanden i, at det er hårdt at være forælder. En vane, vi med fordel kan bryde.
- Vi har en fortælling om, at det er hårdt at have børn, og sådan er det bare for os allesammen, og det må vi bare bide i os. Det første skridt er at sige: "Nej, sådan vil jeg ikke have det. Jeg vil have det anderledes. Jeg vil have det mest mulige ud af det." Det er den største hurdle, vi skal over. Om det så er nemt eller svært derfra, det kommer an på en hel masse, men det er min påstand, at det ikke behøver være svært. Det starter med, at vi påtager os ansvaret og indser, at det kan altså godt være sjovt. siger Marie Moesgaard.
For hende selv som mor til fire børn i alderen tre til 19 år var omstillingen ikke lige til. Men hun har brugt sine erfaringer fra sin egen hverdag og jobbet som familieterapeut, og nu er Marie Moesgaard klar med tre råd til forældre, der gerne vil vende stemningen i familiens hverdag.
Læs med her.