GO'

For første gang nogensinde - dansk kvinde blev gravid efter særligt kræftforløb

Danske læger gjorde det muligt for Susanne Hansen at få børn trods kræft i den ene æggestok.

Hun kaldes en 'sensation' - for som den første kvinde i verden lykkedes det for danske Susanne Hansen at blive gravid efter at have fået konstateret kræft i den ene æggestok. 

Sønnerne - og tvillingerne - Sander og Noah er i dag to år. 

- Jeg er dybt taknemmelig over, at vi i dag sidder med to smukke, skønne drenge, siger hun i 'Go' morgen Danmark'. 

Den i dag 36-årige kvinde, som bor i Aarhus, fik indopereret væv fra sin nedfrosne æggestok efter et kræftforløb, der ramte hende som 23-årig.

Det sensationelle består i, at det kunne lade sig gøre med netop den kræftform.

Det forklarer Erik Ernst, der er overlæge og professor ved Aarhus Universitetshospital. Han har gennem 17 år arbejdet med området, hvor det er lykkedes flere kvinder at blive gravide trods et kræftforløb.  

Hvis der var kræft i æggestokkene, var det et 'no-go'. Det turde vi simpelthen ikke

Erik Ernst, overlæge

- Der er andre kvinder, der har haft kræft (andre steder end i æggestokkene, red), hvor man har frosset vævet ned, tøet det op og sat det tilbage igen, og så er kvinderne blevet gravide. Men i netop Susannes tilfælde har vi altid sagt, at hvis der var kræft i æggestokkene, var det et 'no-go'. Det turde vi simpelthen ikke, siger Erik Ernst i morgenprogrammet. 

For Susanne Hansen tydede det på, at kræften kun var i den højre æggestok, og det gjorde det muligt at bruge det raske væv i den venstre. Men det var ikke en simpel procedure. 

- Vi var meget betænkelige ved at lægge det tilbage igen, så vi skulle lave en række tests, siger overlægen, der samarbejdede med kollegaer i processen. 

Ekstremt heldige

Susanne Hansen dyrkede meget fodbold og følte sig sund og rask, da hun i starten af tyverne blev akut opereret for en vandcyste. 

Her fik hun fjernet en æggestok, og prøver viste efterfølgende, at det var kræftceller, som blev bortopereret - og Susannes fremtidsudsigter blev ændret:

- Det hele gik i sort. Jeg havde altid forestillet mig, at jeg skulle have mange børn. Jeg er vokset op i en stor familie, så jeg havde en idé om, at det var en stor familie, jeg skulle have, siger hun. 

Susanne Hansen påbegyndte i et kemoforløb og blev raskmeldt i sommeren 2004 ifølge JydskeVestkysten, som har beskrevet forløbet og de to danske lægers banebrydende fryse- og optøningsteknik, der giver kræftramte unge kvinder håb om at kunne få deres egne børn. 

Det indopererede væv skulle genoprette hormonproduktionen, menstruationscyklussen og altså evnen til at blive gravid.

Syv år efter, at Susanne Hansen fik fjernet den raske æggestok, som blev frosset ned, fik hun opereret vævet ind igen og påbegyndte fertilitetsbehandling.

Forinden var hendes væv blevet testet på mus, da forskerne frygtede en kræftrisiko. Forsøget viste, at der ikke var kræftceller i æggestokken, og efter både op- og nedture i fertilitetsprocessen lykkedes det for Susanne Hansen at blive gravid med tvillinger.

Efter fødslen ville lægerne ikke løbe nogen risiko, og derfor er vævet blevet fjernet igen. Det lukker samtidig Susannes mulighed for at få flere børn. 

- Vi er dybt taknemmelige for, at vi har fået to - og så to på en gang. Det kunne ikke være bedre, men vi ved også, at vi er ekstremt heldige at have fået børn, for muligheden var så lille. Så vi er overlykkelige over, at vi har fået to, og så tænker vi ikke på, at der kunne have været flere. Nu er det bare os fire, og vi skal ud og rejse verden rundt, siger hun. 

Selv om Erik Ernst fortsat er påpasselig med at love for meget, så betyder succesen, at nye teknikker kan afprøves. 

- Det flytter selvfølgelig nogle grænser for, hvad man tror på, kan lade sig gøre i fremtiden. 

Tidligere på året kom det frem, at de danske læger stod bag et andet gennembrud, da det lykkedes en kvinde fra Dubai at føde en søn, efter hun som blot niårig fik fjernet en æggestok.