GO'

Redder kalv op af å - holder den varm, indtil hjælpen dukker op

Kim Olsen måtte smide sit tøj for at redde en fem dage gammel tyrekalv op af en å.

- Min første reaktion var at spørge ham: "Hvad sker der her?" 

Patricia Jepsen var ude for et noget mærkværdigt syn, da hun midt om natten under en telttur fandt sin kæreste. 

34-årige Kim Olsen lå i ske med en afkølet tyrekalv for at give den varme, mens han selv var iført boxershorts og strømper.

Han havde forinden reddet den op af en å, og kalven var på det tidspunkt ikke i en god forfatning. 

- Den har det ikke godt. Der er liv i den, men ikke meget, siger han. 

Det kan kun være kalven

Kæresteparret var taget på camping ved Naturlejrplads Naur nær Holstebro, da de om dagen mødte en landmand, som fortalte, at hans fem dage gamle kalv var løbet bort.

Om aftenen hørte de to campister så nogle 'muh'-lyde, og det var her, at Kim Olsen besluttede sig for at drage ud i mørket.

- Jeg blev nysgerrig og tænkte, at det kunne jo være, den var der, siger han i 'Go' aften Danmark'.

Han lyser sig frem med mobilen langs bredden på en å, da han får øje på noget: 

- Ude i vandet ser jeg et par lysende øjne, da jeg lyser med telefonen. I samme sekund går den (mobiltelefonen, red) ud - den er løbet tør for strøm. Jeg tænker, at det kun kan være kalven.

Giver den varme

Uden strøm på sin telefon overvejer Kim Olsen situationen i nogle sekunder, og så smider han sine cowboybukser, trøje og jakke og hopper i vandet, hvor kalven sidder fast i mudderet.

- Jeg svømmer over til den og får fat i den, men jeg kan ikke skubbe den op, for den er alt for tung, siger han.

Han er derfor nødt til at få kalven op fra den bred, han selv hoppede ned fra, og han tilbringer cirka 10 minutter i den kolde å.

- Jeg får den bakset op på land og holder om den. Jeg giver den lidt varme, og den giver mig varme, siger han.

Her ses tyrekalven efter redningen.
Kalv nummer 812 blev reddet op af å.

Får en snaps efterfølgende

Da Kim Olsen er på land igen, kalder han på både sin kæreste og deres hund.

- Jeg bliver meget overrasket og går lidt i panik og får ringet til politiet og fortæller, at vi har fundet den her kalv, siger Patricia Jepsen, da hun finder ud af, hvad der er foregået.

Politiet får derefter fat på landmanden, som bærer kalven hen til kæresteparrets bålplads.

- Vi smider et par ekstra pinde på bålet for at give den noget ekstra varme, siger Kim Olsen.

Sammen med kvægavleren får kæresteparret sig en snaps, og både mand og kalv får varmen efter oplevelsen.

- Sådan er han

Det overrasker ikke Patricia Jepsen, at kæresten kastede sig ud i åen for at redde kalven.

- Det kommer ikke bag på mig. Det er et dyr, der har brug for hjælp. Det er Kim - sådan er han, siger hun.

Dagbladet Holstebro-Struer har beskrevet den bemærkelsesværdige redning, som fandt sted i april, og ifølge avisen fik Kim Olsen efterfølgende en særlig tak for indsatsen.

Kæresteparret blev inviteret på brunch på gården dagen efter, og som tak fik de et par angus-bøffer med hjem.

- Nu ved vi da, at der udover ulve også findes helte i Vestjylland, siger kvægavleren Søren Markvorsen til lokalavisen.

Søren Markvorsen sagde også tak for hjælpen i 'Go' aften Danmark': 

Her takker landmanden for hjælpen, da hans kalv blev reddet op af en å. Video: Maria Thuesen Bleeg