Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed

Par måtte droppe drømmeprojekt: - Det var følelsesmæssigt hårdt

Helle og Nicolai fandt den 'perfekte' grund, hvor de kunne bygge deres fremtidige hjem. Men efter tv-optagelserne faldt det hele fra hinanden.

En grund i Brønshøj, hvor Helle Bill Madsen og Nicolai Darlie Schmidt kunne opføre deres drømmebolig, var lige præcis det, kæresteparret gik og ledte efter.

De havde en plan om at opføre et typehus på 125 kvadratmeter på den grund, de fik fremvist i TV 2-programmet 'Beliggenhed, Beliggenhed, Beliggenhed' onsdag aften. Det ville samtidig betyde, at de kunne flytte fra Nicolais lille ungkarlelejllighed, som ligger ud til en trafikeret vej i det københavnske nordvestkvarter. 

Kæresteparret fejrede derfor købet med bobler, men der var også en skepsis - de havde nemlig længe været på udkig efter det perfekte hjem. 

- Vi ville se den første gravemaskine, før vi virkelig troede, at det her ville gå i opfyldelse, fortæller Helle Bill Madsen.

Lod handlen gå tilbage

Det skulle da også vise sig, at der var udfordringer forbundet med købet. Efter de havde sagt ja til grunden til udbudsprisen på 1.995.000 kroner, opstod der et problem. 

På grunden fandtes der nemlig en gammel servitut fra kommunen - en bestemmelse, der er pålagt en ejendom. Det betød, at Helle og Nicolai ikke kunne bygge det fremviste hus på 125 kvadratmeter alligevel.

- I hele processen med Københavns Kommune, hvor vi skal indhente nedrivningstilladelse (der var i forvejen et hus på grunden, red.) og byggetilladelse, støder vi ind i problematikken med, at der ifølge udregningerne kun kan ligge et hus på 124 kvadratmeter på grunden, fortæller Helle Bill Madsen. 

Det var følelsesmæssigt hårdt for os begge to. Det var en rigtig hård og opslidende proces

Helle Bill Madsen

Udover at huset skulle blive mindre, ville det samtidig betyde, at parret ikke kunne få plads til en garage eller et skur, som var en høj prioritet for deres kommende hjem. 

- Derfor blev vi simpelthen nødt til at få vores advokat til at trække os ud af sagen og lade handlen af grunden gå tilbage, siger Helle Bill Madsen.  

Følelsesmæssigt hårdt

Kæresteparret var i tiden efter den annullerede handel skuffede over, at forløbet endte, som det gjorde. Da optagelserne sluttede i januar sidste år, måtte de blive boende i Nicolais lejlighed.

- Det var følelsesmæssigt hårdt for os begge. Det var en rigtig hård og opslidende proces. Vi var lettede, da den blev afsluttet, siger Helle Bill Madsen.

Parret fortsatte efterfølgende boligjagten ufortrødent. Deres budget lå stadig på 3,6 millioner kroner, men de drømte ikke længere om at bygge deres eget hjem.

De mente, det var for urealistisk at finde en grund, hvor både pris og størrelse passede til forventningerne.

I stedet kiggede de på mere end 50 boliger. Og i juni 2017 stod de pludselig i det hus i Bagsværd, der i dag opfylder alle deres drømme. 

- Brønshøj ville slet ikke have været rigtigt

Ejendomsmægleren havde huset liggende i skuffen og mente, at det var "det perfekte hus" for dem. Og det var det.

Der gik ikke mere end en uge, fra parret så det første gang, til de havde underskrevet købsaftalen.  

- Vi fik simpelthen et dejligt etplanshus på 126 kvadratmeter inden for vores budget. Det er tæt på offentlig transport, vi har et ekstra værelse, så vi kan have overnattende gæster, og så er der et kæmpe køkken med stor spiseplads. Og en brændeovn, siger Helle Bill Madsen.

- Der er alt det, vi drømte om.

Parret ærgrer sig derfor ikke længere over, at de ikke kom til at bygge et typehus på grunden i Brønshøj:

- Da vi flyttede ind her, kunne vi mærke, at det slet ikke ville have været rigtigt for os at bo i Brønshøj. Så vi er er helt ude over den oplevelse nu, lyder det fra Helle Bill Madsen.