Ny dille hærger landet - dansker hitter med fede tricks
En video med Mathias Moslunds tricks til den populære 'fidget spinner' er blevet vist over fem millioner gange på YouTube.
Det lille, snurrende legetøj 'fidget spinner' er alle vegne for tiden og flere butikker melder om alt udsolgt.
Den 17-årige efterskoleelev Mathias Moslund er en af dem, der er vild med fænomenet, og han står bag flere videoer på sin YouTube-kanal med tricks.
Her balancerer han blandt andet sin fidget spinner fra finger til finger eller kaster legetøjet bag ryggen, hvorefter han griber den igen.
En video med hans nemmeste tricks er blevet set over fem millioner gange.
Mathias Moslund er overrasket over, hvor populære videoerne er blevet og forklarer, at han selv har fundet på de fleste tricks.
- De nemmeste tricks er dem, hvor man bare kaster spinneren fra den ene hånd til den anden. De avancerede indeholder tit, at spinneren skal under benet eller bag ryggen, siger han.
Se seks af hans tricks øverst på siden og YouTube-videoerne længere nede i artiklen.
Opdagede den på Instagram
Mathias Moslund ejer over 20 fidget spinnere og opdagede selv fænomenet i en Instagramvideo for nogle måneder siden, hvorefter han anskaffede sig legetøjet.
Han har tidligere lavet videoer til YouTube, så derfor var det ikke fjernt at begynde at filme tricksene.
Der er flere ting, han synes, der er fedt ved en fidget spinner:
- Det er anderledes, og der er mange forskellige ting, du kan bruge den til. Du kan bruge den i timerne til afstresning, eller du kan bruge den til at lave tricks som i mit tilfælde.
Begyndere bruger som regel begge hænder til at sætte fidget spinneren i gang - her holder man den med en hånd, og sætter den i gang med den anden. Når man bliver bedre, kan man starte den med én hånd, forklarer han.
Tip: Gå ned i knæ
Der er særligt noget, man kan gøre, for at blive bedre til at gribe sin fidget spinner.
- Det vigtigste, jeg har lært, er, at blive ved at prøve sig frem og generelt gå ned i knæ, når man griber dem, siger den 17-årige fyr, der til daglig går i 10. klasse på Mariager Efterskole.
For nybegyndere anbefaler han at starte ud med 'hand transfer', hvor man kaster den fra hånd til hånd og 'finger transfer', hvor man balancerer den fra finger til finger.
Mathias Moslunds eget yndlingstrick er at kaste den bag ryggen og derefter gribe den igen.
- Det er ikke det sværeste trick, men det ser sindssygt fedt ud, siger han.
Her er Mathias Moslunds fem bud på nemme fidget spinner-tricks:
Køb hverken den billigste eller dyreste
Udover at lave tricks sammenligner han forskellige versioner af legetøjet i sine videoer, og mener, at det er værd at investere en halvtredser i en fidget spinner.
Men man behøver ikke kaste flere hundrede kroner efter den.
- Det er værd at investere 50 kroner eller over på en ordentlig én og ikke købe én fra Kina til tre kroner. Men jeg synes ikke, der er så stor forskel på dem, der koster 50 kroner og dem til næsten 1000 kroner, fortæller han.
Her er fem avancerede tricks, som Mathias Moslund står bag: