Dansk kvinde i mål efter maraton i vanvidshøjder

Det er risikofyldt at løbe maraton på Mount Everest, og fredag døde en kvinde under forberedelserne.

Opdatering

Joan Ejegod er nået sikkert i mål i tiden 9 timer og 57 minutter. 

Det fortæller hendes forlovede Morten Raahauge Jørgensen, som netop har modtaget en sms fra Joan. 

- Når hun er kommet ind på under 10 timer, er det et godt tegn. Hun skriver også, at hun har masser af materiale fra hendes kamera, så det var der da overskud til, siger han. 

Han har holdt øje med sin telefon og uret siden starten gik klokken 3.30 i morges.

Joan Ejegod deltog i verdens højeste maraton som den første danske kvinde. 

Men den 46-årige fynbo er ikke nogen ekstremløber. Hun har blot løbet maraton én gang før, hvilket var sidste år til H.C. Andersen-løbet. 

- Hun har ikke erfaring i lange trailløb, hvor der er lignende underlag, som man har på Mount Everest. Hun har heller ikke trænet i højderne andre steder. Så der er mange uvisse elementer, hun er mødt op til dernede, fortæller Morten Raahauge Jørgensen, der følger med i løbet fra hjemmet i Otterup på Fyn. 

Til gengæld har Joan Ejegod forberedt sig grundigt på andre måder til sin deltagelse i 'Tenzing Hillary Everest Marathon'.

Hun har gennemført flere halvmaraton, og i et år op til turen har hun trænet to gange dagligt seks dage om ugen. 

En død under forberedelserne

Fynboen er draget til Himalaya for at gennemføre maratonløbet, der starter fra 'Base Camp' på Mount Everest i 5.364 meters højde, og som ender ved målstregen i 3.440 meters højde.

Det er ikke ufarligt at bevæge sig i de højder. Fredag døde en anden kvindelig deltager af højdesyge i forbindelse med forberedelserne, og det satte gang i tankerne hos Joan Ejegods forlovede. 

- Lige pludselig kan man se og høre, at nu er det altså alvor. Nu er man så højt oppe, hvor kroppen måske ikke er bygget til at være i den højde. Man tænker selvfølgelig sine tanker, men så længe der er god kommunikation, og jeg får livstegn fra hende, er frygten og bekymringen ikke så stor, fortæller Morten Raahauge Jørgensen, der løbende har kunnet holde kontakt med den danske kvinde på vej op ad bjerget.

Joan Ejegod begyndte at trekke den 12. maj.
Joan Ejegod begyndte at trekke den 12. maj. Foto: Privatfoto.
Her er Joan Ejegod fotograferet på turen den 27. maj.
Her er Joan Ejegod fotograferet på turen den 27. maj. Foto: Privatfoto

Tenzing-Hillary Everest Marathon

Løbet starter i Everest Base Camp i 5364 meters højde og slutter i Namche Bazaar i 3446 meters højde.

Alle deltagere skal være i Nepal tre uger før løbets start for at blive akklimatiseret.

Løbet er på 42,195 kilometer og foregår langs bjergstier.

Deltagerne har 12 timer til at gennemføre løbet ellers bliver de diskvalificeret. Det begyndte klokken 3.30 natten til mandag.

Det begyndte for 15 år siden

Ifølge TV 2 FYN begyndte Joan Ejegods interesse for Nepal for 15 år siden, da hun savnede både frihed og ro i en travl hverdag som fraskilt mor til to børn.

Her læste hun om området i et National Geographic-magasin og besluttede sig for, at hun ville besøge landet og vandre. 

- Jeg tænkte, at det var det ultimative sted at finde ro, fortæller hun til TV 2 FYN. 

I år skulle det være, og ifølge Morten Raahauge Jørgensen er drivkraften for Joan både stedet og udfordringen. 

- Det er en drøm, der skulle udleves. Det er ikke fordi, hun har ambitioner om, at hun nu skal ud at løbe en masse ekstremløb. Det er fordi, det er Mount Everest, at tingene gik op i en højere enhed. Det er en mission med sind og krop, fortæller han. 

Fordi løbet er så højt placeret, har den danske kvinde været flere uger undervejs og vandret i forskellige højder for at vænne sig til den tynde luft. 

Løberne har 12 timer til at gennemføre maratonløbet, og selvom den danske kvinde ikke har ambitioner om at slå rekorder, vil hun gerne komme over målstregen inden for 10 timer.

I en video fra den 21. maj fortæller Joan Ejegod, at hun har set Mount Everest for første gang - "det er stort".

Posted by Ejegod.nu on Sunday, May 21, 2017

Så ekstremt er løbet

I 2013 gennemførte Kristina Schou Madsen et lignende løb, der hedder 'Everest Marathon' i Himalaya. I 'Go' morgen Danmark' løfter hun lidt af sløret for, hvor ekstremt det er at løbe i de højder.

- Vi starter blandt andet i minus 18 grader, så kulden er en faktor. At løbe i plus 5.000 meters højde gør noget helt specielt ved kroppen. Blandt andet er der omkring 50 procent af den ilt til rådighed, som vi eksempelvis har i det her lokale, så det gør, at alting bliver lidt hårdere at arbejde i, fortæller hun. 

Hun forklarer, at hun dengang skulle over en stor stigning omkring halvvejs i løbet.

- Det var virkelig hårdt. Det var som om, jeg ikke kunne få nok ilt og luft ind, og man mærker virkelig pulsen inde i hovedet, siger hun.

Undervejs i det ekstreme løb handler det om at tænke på alt muligt andet, hvor hårdt det end er, lyder hendes råd. 

- Noget af det, jeg eksempelvis tænker på, er, hvorfor jeg gør det her, og hvilken følelse jeg vil få, når det lykkes - og hvilken følelse, der overrumpler mig, når jeg kommer i mål. Og det er de fede følelser, siger Kristina Schou Madsen. 

Kristina Schou Madsen gennemførte i 2013 maratonløbet 'Everest Marathon'. Video: Maria Thuesen Bleeg