GO'

Kløe, hævelse og ømhed: Det skal du gøre, når du får et myggestik

Myggestik er svære at undgå om sommeren, og særligt én aldersgruppe er ekstra udsatte. Her får du to eksperters råd til, når uheldet er ude.

De fleste danskere kan ikke undgå at få et myggestik eller to hen over sommeren. Her får du her et par gode råd til, hvad du skal gøre, når du får et myggestik.

De helt klassiske råd er kløestillende salve og antihistaminer - som man også bruger mod høfeber og lignende.

Her gør epidemiolog Rene Bødker opmærksom på, at hvis man ønsker at give sit barn antihistaminer, skal man huske at læse indlægssedlen for at se, hvad aldersgrænsen er.

- Hvis ens barn er under aldersgrænsen, så skal man enten tale med vagtlægen eller sin egen læge, siger Rene Bødker, der er epidemiolog ved Danmarks Tekniske Universitets Veterinærinstitut.

Han fortæller, at det ofte er små børn, som er voldsomt plaget af hævelser i forbindelse med myggestik.

Årsagen til det er, at kroppen lige skal vænne sig til myggestik.

Naturvejleder i Naturstyrelsen Jes Aagaard peger på, at de forskellige reaktioner på myggestik også kan have noget at gøre med, hvor meget af det proteinholdige stof, myggen efterlader hos os.

- En anden ting er, at vi mennesker har vidt forskellige immunsystem. Nogle er bare mere overfølsomme end andre -  det er jo en lille allergisk reaktion, man får.

Derfor klør det

Når myggen stikker dig, sprøjter den forskellige proteiner ind for at bedøve, øge blodgennemstrømningen og forhindre at blodet størkner.

Voksne kan også opleve at få et myggestik, der hæver meget op og bliver ømt. Årsagen til det er ofte, at man bliver stukket af en anden art, end man er vant til.

- Vi har godt 30 arter af myg i Danmark, og de er ikke ens og sprøjter også forskellige proteiner ind, når de suger. Man kan derfor møde en myg, som man ikke er så vant til, og som man derfor reagerer anderledes på, fortæller Rene Bødker.

Alternative husmor-råd

De fleste har formentlig hørt om et par alternative muligheder for at mindske hævelse og stoppe kløe. Man kan eksempelvis tage saften fra en mælkebøtte, tage et langt varmt bad eller fryse aloe vera ned og smøre det på myggestikket.

Hverken Rene Bødker eller Jes Aagaard kender til kliniske forsøg, der beviser, at nogle af dem skulle have en effekt.

Dog peger Jes Aagaard på, at der kan være en eller anden form for placeboeffekt forbundet med husmor-trickene.

- Da jeg var barn, fik jeg at vide, at hvis man tog saften fra en mælkebøtte, ville det stoppe kløen. Jeg er nu ikke sikker på, at det har en klinisk effekt, men i det øjeblik du gør noget aktivt, så afleder du opmærksomheden fra kløen, siger Jes Aagaard.

Sommervarmen er over os, og det giver gode betingelser for myggene. Video: Marie Holm Mathiasen

Skybrud gav slemt myggeår

Om vi får en sommer med mange eller få myg er svært at sige allerede nu. Der er nemlig flere faktorer, der spiller ind. Hvis sommeren er varm og fugtig, er der gode betingelser for myggeæggene.

Værste nyere mygge-år var 2011, hvor Danmark var ramt af et voldsomt skybrud.

- Sidste på sommeren havde vi mellem 8.000 og 10.000 myg per nat. Det vil sige, at hvis et menneske står uden for en hel nat, får det op mod 10.000 stik, forklarer Rene Bødker.

Det store antal myg har vi ikke set herhjemme siden.

Her kan du se mygge-tal for de senest år. Den gule streg er fra 2011, hvor det er tydeligt, at der var væsentlig flere myg end normalt.