GO'

Homoseksuel 77-årig: - Jeg har én ting, jeg gerne vil sige til danskerne

Carl Wagner blev i sine unge dage 'jaget som et vildt dyr'. Han husker tilbage på dagene som homoseksuel i 60'erne.

I denne uge er det 100 år siden, at den famøse bøssebar Centralhjørnet slog dørene op i København.

Men den åbenhed, der i høj grad hersker i Danmark i dag, når det kommer til homoseksuelle, har ikke altid været kutyme.

77-årige Carl Wagner har, det meste af sit liv, vidst, at han er til mænd, og i 'Go' morgen Danmark' onsdag fortalte han om, hvordan det var at være homoseksuel i København i 60'erne.

- Vi var som jagede dyr. Kort sagt. Man var altid bange for afsløring. Familien og kollegaerne måtte ikke vide noget, siger Carl Wagner.

Da Carl Wagner flyttede til København, var det i høj grad Centralhjørnet, han yndede at besøge. Og nu fylder stamstedet 100 år. Da baren fik sin bevilling i 1917, var det dog langt fra det samme sted, som det er i dag.

- Dengang har man ikke betegnet sig selv som en homoseksuel bar. Det var jo strafbart, fortæller Kenny Hoffland, der er den daglige leder af Centralhjørnet.

- Man kunne ikke være åben med det, men det har altid været et sted, hvor der mødtes mistænkeligt mange mænd, smiler Kenny Hoffland.

Bøssebarnet Centralhjørnet har været åben siden 1933. Video: Jacob Carlsen

"Den Grimme Lov"

Centralhjørnet har altså altid haft et rygte i homoseksuelles kredse som et sted, hvor man kunne møde ligesindede. Men da Carl Wagner i 60'erne begyndte at komme på baren, var der særligt én lov, som gjorde det særlig hårdt at være homoseksuel.

Vi går ikke bare rundt og skaber os. Det er noget, vi er født med.

Carl Wagner, pensionist og homoseksuel

"Den Grimme Lov" blev den kaldt. Den blev indført i 1961, fordi man dengang troede, at en ung mand kunne blive gjort homoseksuel ved forførelse, hvilket var uønsket.

"Den Grimme Lov" gik ud på, at det blev ulovligt at betale en homoseksuel person under 21 år for sex. Loven blev håndhævet meget strengt, så også symbolsk betaling, som for eksempel en pakke cigaretter, var strafbart. 

- De homoseksuelle blev jo jagtet især i disse år, fortæller Kenny Hoffland.

Selvom tiderne har ændret sig fra 60'erne og til i dag, og accepten af homoseksuelle er udbredt, så er det dog vigtigt for Carl Wagner at sige én ting til danskerne.

- Jeg vil gerne have lov til at sige, til dem der ikke kan lide os, for dem er der stadig mange af: Det er noget, vi er født med. Det er ikke noget, vi selv har valgt. Det er meget betydningsfuldt at sige. Det kunne være dig selv, og det kunne være dine børn. Vi går ikke bare rundt og skaber os. Det er noget, vi er født med, siger Carl Wagner.