TV 2 på besøg i dansk dyrepark: Tiger flår både bytte og kamera ned

De stribede rovdyr er i stand til at klatre flere meter efter føden.

Det var både uventede og dramatiske billeder fra Knuthenborg Safaripark et tv-hold fik med hjem, da en sulten tiger klatrede op af en pæl, bed sig fast i sit kødbytte og hev til.

Det fortsatte den nemlig med, selv om det betød, at tigeren måtte hænge frit i luften, kun holdt oppe af sit bid.

Til sidst blev kød og en kæde med et kamera hevet med ned, og med fangsten i gabet filmede rovdyret sin færden, hvilket har resulteret i helt unikke billeder fra tigerens synsvinkel. 

- Ej, hvor er det vildt, udbrød tv-vært Lene Beier i programmet 'En stor dag på godset'.

Se klippet øverst på siden

Ufatteligt heldige

Lensgreve Christoffer Knuth fra Knuthenborg Safaripark forsikrer om, at tigeren ikke har lidt skade af hændelsen og ikke slugte nogen af kameradelene.

 - Den bliver stædig og vil have det hele med ned - også kameraet. Så var vi bare ufatteligt heldige, at kameraet filmede ind på tigeren, siger han om de unikke billeder.

Den havde flere kræfter, end jeg i hvert fald lige havde troet

Lene Beier, tv-vært

Tigerne er ikke tamme, og besøgende i Knuthenborg Safaripark bedes derfor holde både døre og vinduer fuldstændig lukkede inden en køretur i Tigerskoven. 

- Det er meget vilde dyr, og det må man aldrig nogensinde undervurdere, siger Christoffer Knuth om safariparkens seks tigre. 

De klatrer fortrinligt

'En stor dag på godset' handler på mandag om godset og dyreparken Knuthenborg, og det var under disse optagelser, at kameraholdet fik et uventet indblik i rovdyrets jagtinstinkt.

Det skete under fodringen. 

- Vi aktiverer tigrene på forskellig vis. En af måderne er at hejse kød op i en pæl i cirka fire-fem meters højde, fortæller lensgreven.

Her henter kattedyrene deres føde som eksempelvis hestekød ned. 

- Tigrene kan snuse, at der er kød. De klatrer ganske fortrinligt og prøver så at få det ned, fortæller han. 

Bed mikrofon i stykker

Tv-vært Lene Beier oplevede selv hændelsen på sikker afstand:  

- Jeg tænkte "åh nej, tænk nu, hvis den tygger hul i kameraet". Thomas, vores lydmand, havde en virkelig dyr mikrofon med, og det bed den i stykker, men den kunne ligeså godt ha' bidt ned i SD-kortet (kameraets hukommelseskort, red), og så havde vi ikke haft materialet, siger hun og bemærker også: 

- Den havde flere kræfter, end jeg i hvert fald lige havde troet. 

Efterfølgende kunne en dyrepasser samle den ødelagte mikrofon og det mørbankede, men intakte kamera op.

- Det var fedtet godt ind i tigersnask, men der var ellers ikke sket noget med det, siger Lene Beier, som sammen med tv-holdet efterfølgende var spændt på at se tigerens filmarbejde.

Besøgende skal dog ikke regne med, at tigre på den måde klatrer op og ned af træer på alle tider af døgnet. 

Rovdyr sover meget, og det er som regel kun ved fodringstid en gang om dagen, at kattedyrene er aktive på den måde, forklarer lensgreven. 

Se 'En stor dag på godset' mandag klokken 20 eller se snigpremiere lige nu på TV 2 PLAY