Livsstil

30 år siden, der sidst var skibe i dokken - nu er verdens største af sin slags ankommet

Færgen er bygget af over en million legoklodser og optaget i Guinness Rekordbog som verdens største.

Det vejer næsten tre ton, er godt 12 meter langt og så er det bygget af de velkendte danske klodser. 

Lørdag eftermiddag blev verdens største Lego-skib vist frem for besøgende i M/S Museet for Søfart i Nordsjælland.

Det er over tre årtier siden, der sidst var skibe i det tidligere Helsingør Skibsværft, men nu har legetøjsvarianten altså indtaget pladsen i tørdokken, hvor skibe tidligere blev enten bygget eller repareret. 

- Vi synes, det er utrolig fint, at der efter 30 år nu lægger et nyt 'skib' til kaj, siger kommunikationschef ved Museet for Søfart, Frederikke Møller.

Verdens største Legoskib

Længe: 12,035 meter

Bredde: 1,6 meter

Højde: 2,5 meter

Vægt: 2,8 ton

Antal legoklodser, der er brugt: 1.015.000

Det har taget 900 timer at bygge modellen, hvilket europæiske DFDS-medarbejdere var med til 

Har været i flere lande

Det store Lego-skib blev bygget i forbindelse med redderiet DFDS’ 150-års jubilæum i 2016. Udover Danmark har det allerede været vidt omkring - blandt andet har det været udstillet på Trafalger Square i London og i lande som Holland, Tyskland og Sverige.

Båden er desuden blevet optaget i Guinness Rekordbog og har altså papir på, at den er verdens største skib af Lego.

Der er gratis adgang til båden, der udstilles indtil den 20. august. Der er tale om en model, som derfor ikke kan sejle, ligesom skibet heller ikke er så hårdført, at besøgende kan gå på det.

- Man kan ikke komme ind i skibet, men man kan gå rundt om og røre ved det, siger kommunikationschefen. 

Legobåden er komplet med biler og lastbiler ombord. Det er ikke en kopi af en færge i dag, men en futuristisk model.