Livsstil

Massiv regn på vej - her bliver det mest og mindst mudret på Roskilde Festival

Roskilde Festival melder sig klar med det højeste beredskab mod mudder - flis, halm og grus er på lager.

Vejrguderne har set sig sure på 80.000 musikglade festivalgæster, og holder meteorologernes forudsigelser vand, så er risikoen for at vågne op i en pyt den største i ti år. 

Roskilde Festival forbereder sig så godt som muligt, og vil du selv gøre, hvad du kan for ikke at ende med at flyde rundt på luftmadrassen, så læs med her og se, om din lejr er én af dem, der er i størst risiko for at drukne i mudder.

Er din lejr på mudderkortet?

Teresa Japsen er kendt som 'mudderdronningen' blandt venner og kollegaer. Gennem ti år i træk har hun analyseret Roskilde Festivals arealer og fastslået, hvor man ligger bedst og værst, når regnen rammer.

- Jeg skulle på Roskilde første gang i 2008, og jeg havde hørt skrækhistorier fra 2007. Derfor forberedte jeg mig på, hvor vi skulle ligge ved at lave et kort. Det var med udgangspunkt i min egen nød, fortæller Teresa Japsen, der arbejder med geodata i virksomheden NIRAS, til TV 2.  

Ifølge kortet er især dele af det lavtliggende område G udsat - men også arealer på eksempelvis C, J og M. 

Ved hjælp af højdekurver og teknologi viser kortet, hvor vandet vil flyde hen, hvis det regner for meget. Jo lysere en farve, jo mere vand, som kan danne pytter og mudder.

Mudderkort produceret af NIRAS - det blå er de udsatte steder. Bogstaverne markerer festivallejrens forskellige områder.

Du kan zoome ind på kortet og tjekke ud hvilke områder, der er i risikozonen, lige her.

Det er NIRAS, der udgiver kortet, og det ser ud til, at det i år bliver mere aktuelt end nogensinde før.

- Prognoserne siger, at der kommer til at falde næsten lige så meget regn som i 2007, så det bliver spændende at se, hvordan vandet fordeler sig, selvom regnen er irriterende, siger Teresa Japsen, der selv er at finde på årets festival. 

Kampklar festival

Belært af erfaring fra det sjaskvåde skrækscenarie for ti år siden, hvor der faldt 46 millimeter regn fra torsdag til søndag, er Roskilde Festival i allerhøjeste regnberedskab. 

- Vi har både primære og sekundære lagre i nærheden af festivalen med maskiner og forsyninger, og vi spreder flis, halm og grus. Vi er væsentligt bedre forberedt end i 2007, siger Henrik Bondo Nielsen, divisionschef for arealer på Roskilde Festival, til TV 2.

Han understreger dog, at smattet ikke er til at undgå, når det først vælter ned fra oven. 

- Der kommer unægteligt mudder, det kan næsten ikke undgås. Vi fokuserer på de områder, der er primære færdselsårer. Vi skal først og fremmest sørge for, at festivaldriften kan videreføres, så vi kan tømme toiletter og så videre, og så gør vi, hvad vi kan, for at det er rart at være på Roskilde Festival, selvom det regner meget, lover han. 

Der er ikke bekymring at spore blandt de festivalgængere fra område J, der bor i et område, der er særligt udsat for mudder ifølge oversigt. Video: Maria Thuesen Bleeg

Sådan ruster du dig mod mudderet

TV 2 har besøgt nogle af de teltområder, der ifølge mudderkortet vil blive hårdest ramt. 

Flere steder er der allerede lidt mudder, men troen på, at det kan holdes for døren, er stor. 

- Det kommer ikke ind i teltet. Vi lyner det bare, griner en flok norske drenge, der befinder sig på pladsens H-område, der også risikerer at blive ramt af mudderet. 

 Anderledes forberedte er deres danske naboer: 

- Jeg tænker at lave en lille voldgrav rundt om teltet, siger Magnus Scharff fra G-området og tilføjer:

- Lige meget hvor meget mudder der er, skal vi bare være i godt humør. 

Jo mere forberedt man er på regnen, desto bedre chance er der for, at det motto holder. 

Få Teresa Japsens råd til, hvordan du bedst kommer igennem festivalen - også selvom du er havnet i et mudderområde - her. 

Sådan kommer du bedst gennem en våd festival

  1. Vælg en højtliggende teltplads

    Roskilde Festival.

    Ligger du dit telt i et af pladsens lave områder, vil vandet samle sig her, og du risikerer at vågne sejlende rundt på din luftmadras. 

  2. Sikr dit telt

    Roskilde Festival.

    Stram teltdugen ud jævnligt. Ellers kan vandet samle sig i pytter oven på teltet, så det ikke kan modstå nær så meget regn. Hav eventuelt ekstra pløkker med til formålet og suppler med pressinger, der spændes ud over teltet. 

     

  3. Medbring ekstra regntøj

    Roskilde Festival.

    Det er surt at hoppe i vådt tøj om morgenen. Medbring alt det regntøj du ejer og lidt til for at få en så tør som mulig festival.

  4. Grav render

    Roskilde Festival.

    Når først det står ned i stænger, gælder det om at få vandet væk fra lejren. Grav render eller huller, som vandet kan løbe væk ad, så det ikke ender inde i teltene.