Opdagede graviditeten i 9. klasse: - Hvad pokker gør jeg lige nu?

Janice Mary Modler blev i en tidlig alder mor. Hun er siden da blevet mødt med fordomme og tilråb.

Janice Mary Modler blev gravid som 14-årig.

Hun gik i 9. klasse og havde netop udsigt til en uges påskeferie, inden hun skulle i gang med sine eksamener. Men ferien startede ikke som planlagt.

- Da jeg står med graviditetstesten i hånden, tænker jeg: 'Hold da op. Hvad pokker gør jeg lige nu?', siger Janice Mary Modler torsdag i 'Go' aften Danmark'.

I starten benægtede hun de to striber på testen. Hun ønskede ikke at tro, at det var sandt.

- Jeg blev en smule skræmt. Det var virkelig uventet.

Janice Mary Modler vælger at fortælle sin familie om sin graviditet. De ønskede, at hun fik en abort - men uanset hendes valg ville de støtte hende. Hun skulle blot følge sit hjerte.

Ikke fortrudt sit valg

Selvom familien ville bakke op om hendes valg, fortalte hun sin omverden, at hun ville få en abort. Inderst inde var hun usikker.

- Jeg sagde bare det, jeg troede, alle andre ville høre. Men ret hurtigt var jeg overbevidst om, at jeg ikke kunne få en abort. Jeg kunne ikke gøre det anderledes. Det var en gave. Nu skulle jeg have det, siger hun.

Janice Mary Modler bliver mor i en alder af 15 år. Hun føder en rask pige.
Janice Mary Modler bliver mor i en alder af 15 år. Hun føder en rask pige. Foto: Privat

I dag er Janice Mary Modler 20 år og mor til Meladie på fem år - og hun har ikke fortrudt det et sekund.

- Jeg vil gerne være en god rollemodel og et forbillede for min datter. Min alder skulle ikke stå i vejen for det.

Ung mor møder fordomme

Familien var ikke de eneste, der havde en holdning til hendes graviditet. 

Hendes kæreste gennem halvandet år forlader hende, og efter hun havde født sin datter, begynder hun at blive mødt med fordomme og tilråb.

- Det kommer nok ikke bag på nogen, siger Janice Mary Modler og konkluderer, at når en 15-årig teenager bliver mor, er det unormalt.

Ifølge Janice Mary Modler blev hun mødt med fire fordomme, der gik igen.

  1. Du bliver ikke en god mor. En ung mor er lig med en dårlig mor.
  2. Du får ikke nogen uddannelse.
  3. Du vil miste dit ungdomsliv.
  4. Du vil miste alle dine venner.
Janice Mary Modler blev i en tidlig alder mor. Hun er siden da blevet mødt med fordomme og tilråb. Video: Jane Bruun Elkjær

Men 21-årige Janice Mary Modler har modbevidst fordommene. Hun gik hverken glip af sit ungdomsliv eller mistede sine venner. Hun er snart færdiguddannet socialrådgiver, og som hun selv siger:

- Har man børn, der smiler og virker glade, har man måske gjort et meget godt stykke arbejde. Det virker hun til at være. Hun er lige startet i skole et år før tid.

Mødre bliver yngre

Janice Mary Modler er ikke den eneste, som er blevet mor i en ung alder. 

For første gang i 40 år faldt gennemsnitsalderen for fødende kvinder sidste år. 

Selvom der er tale om et lille fald fra 30,9 til 30,8 år, er faldet bemærkelsesværdigt, da det er første gang siden 1977, det sker. Det er i byerne, at de nybagte forældre er ældst, mens de i landets yderområder er yngst.

Få et overblik over gennemsnitsalderen for førstegangsfødende kvinder

Få overblikket i din kommune fra 2016