Den perfekte opdragelse?

Forældre bag utraditionel opdragelse: De voksne og ikke børnene skal opdrages

Hos familien Maimonide vil man helst ikke rette og korrigere børn.

Solen brager ned fra en skyfrihimmel i Humlebæk hjemme hos familien Maimonide. Far Magnus er i fuld gang med at slå græs, og bagefter skal græsset fejes sammen - noget han gerne vil have sin otte-årige datter Mirjam til at hjælpe med.

- Du kan jo feje lidt sammen, hvis du har lyst bagefter? siger han. 

- Måske, lyder svaret fra Mirjam, der er i fuld gang med en leg i sin hængekøje. 

Magnus prøver igen efter lidt tid. 

- Mirjam har du lyst til at feje bare lidt sammen bagefter?

- Måske, lyder svaret endnu engang. 

Forældrene skal opdrage sig selv

Der er helt sikkert mange forældre, der kender netop denne situation, og en del forældre havde måske mistet tålmodigheden og ændret deres forespørgsel til en decideret ordre. "Du skal feje græs sammen!". 

Men det forsøger forældrene Magnus og Rose Maimonide så vidt muligt at undgå. De vil nemlig helst inspirere og guide deres børn fremfor at dikterer, hvad de skal lave.  

Familien Maimonide deltager sammen med to andre familier i programmet 'Den perfekte opdragelse?', hvor tre familier inviterer danskerne ind i deres hjem for at se, hvordan netop de har valgt at opdrage deres børn. 

- Vi opdrager egentlig ikke vores børn særlig meget, forklarer Rose Maimonide. 

Ifølge Magnus Maimonide handler alt for meget af den klassiske opdragelse nemlig om at ændre på børnene.

- Jeg synes, at meget traditionel børneopdragelse baserer sig på, at børnene skal laves om, rettes til, korrigeres og kritiseres. Vi vil ikke være forældre, der dikterer nedad. Vores børnesyn handler egentlig om, at børnene skal være dem, de er. Derfor opdrager vi på os selv som forældre, så vi i stedet bliver et "lystårn" med de værdier, vi ønsker at påvirke vores barn med, fortæller Magnus Maimonide.

Inspirerer barnet til at påtage sig opgaver

Hos familien Maimonide i Humlebæk har man altså valgt, at det først og fremmest er forældrene, der skal opdrages og dermed diskret lede vejen for deres børn.

Det betyder blandt andet, at de så vidt muligt forsøger at inspirere deres otte-årige datter Mirjam til at påtage sig pligter i hjemmet fremfor at bestemme dem for hende, også selvom det nogle gange betyder, at hun måske ikke gider at lave opgaverne.

- Vi voksne kender jo også godt følelsen af, at det er mega træls at skulle lave noget, hvis det ikke lige er der, energien er. Så hvis man så slipper kontrollen lidt og tager en pause, så kommer lysten altid, siger Rose Maimonide.

- Vi yder mere effektivt, hvis vi arbejder inden for vores passionszone, tilføjer Magnus Maimonide.

Rose og Magnus Maimonide gæstede 'Go' Morgen Danmark', hvor de fortalte om tankerne bag deres måde at opdrage på. 

Familien adskiller klart, om opgaverne er noget, børnene skal, eller noget, de bliver inviteret til. Video: Stine Gliese

"Vi siger også skal"

Men kan man virkelig få sine børn til at løfte en finger og udføre for eksempel huslige opgaver blot ved at inspirere og guide?

Ifølge Rose Maimonide vil det oftest kunne lade sig gøre:

- Børn har en naturlig trang til at efterligne de voksne, så vi har ikke oplevet, at hun aldrig vil lave mad.

Magnus Maimonide fastlår dog, at der naturligvis også er behov for at tage lederskab som forældre, så man ikke ender med en lille hustyran derhjemme.

- Der er en helt klar grænse imellem at sige, at du ”skal”, og ”jeg vil gerne invitere dig indenfor i det her arbejdsfælleskab”. Nogle gange siger jeg: ”Du skal”, siger han.

Deres opdragelse er nemlig ikke uden rammer og regler. 

- Vi går ikke ind for laissez faire-opdragelse, siger Magnus Maimonide. 

Afstemning

Hvordan synes du, at man skal få børn til at påtage sig opgaver i hjemmet?

"Vi har ingen ambitioner på Mirjams vegne"

For nogle forældre kan det måske virke lidt angstprovokerende at sætte sig selv forrest som ”lystårn” og satse på, at børnene udvikler sig i den retning, man håber på. Men pointen for Rose og Magnus Maimonide er ikke at have nogen holdning til præcis, hvordan Mirjam udvikler sig.

- Min helt klare ambition er ikke at have nogle ambitioner på Mirjams vegne i forhold til, hvad hun skal, og hvem hun skal være. Hun er et frø, der kommer med så meget potentiale, at hvis jeg forstyrrer, med det jeg har af dysfunktioner og potentialer, så kan hun ikke folde sig ud, som den blomst hun er, med de smukke toner og farver hun har, siger Magnus Maimonide.

Stressfri hverdag kræver benhård prioritering

En anden ting, der har høj prioritet for familien, er at have mere tid og ro i hverdagen. De kan ikke lide at stresse igennem dagen. Derfor valgte familien for noget tid siden at flytte til Humlebæk i et hus, der ligger i cykelafstand til den Rudolf Steiner-skole, de gerne ville have, Mirjam skulle gå på. Samtidig kan begge forældre arbejde hjemmefra. Magnus Maimonide er hypnotisør, mens Rose Maimonide er blogger og holder foredrag om "bæredygtigt familieliv". 

Parret har hele tiden fokus på, hvad der gør dem glade som familie. Det kræver, at man er rigtig god til at vælge til og fra.  

- Vi har skåret benhårdt fra på både fritidsaktiviteter og relationer. Vi prioriterer det, vi har lyst til og har skåret ”burde” og ”skulle” væk, forklarer Magnus Maimonide.

I programmet ”Den perfekte opdragelse?” kan du følge Maimonide og to andre familier, der har en helt anderledes måde at opdrage deres børn på. Se snigpremiere på næste program her.